På tværs

For mange år tilbage, i 1950’erne, så jeg mit livs første diasserie: Tolv billeder om nogle negere, der tapper gummi af et gummitræ og laver deres egen fodbold.

Det var en intens oplevelse. Vi havde aldrig set noget lignende. Det overgik filmen, som i sine levende billeder trods alt signalerede en forudsigelighed i bevægelse og handlingssekvenser, og det overgik vores tegneserier, Ferdinand og Fedthas, som lå foldet ud i striber, så man kunne spotte slutningen, inden man rigtigt kom til den.

Her i diasland kom hvert billede glidende ud af mørket og fortalte overraskende noget nyt og uventet. Og den helt store aha-oplevelse indtraf, da vi var et par fyre, som blev bedt om forsigtigt at sætte de tolv glasbilleder i orden i deres trækasse. Vi kiggede på dem op mod en elektrisk pære, vi byttede om på rækkefølgen, og vi lavede små historier over de nye pointer.

Da vi kom hjem fra skole, klippede vi tegneserierne i stykker og lavede anderledes historier. Vi havde opfundet en storyboard-leg og havde intuitivt fornemmet, at den egentlige dynamik i tegneserielæsningen ligger i det hvide rum mellem billederne, hvor læseren skaber handlingen.

Mediers samspil
Senere mødte vi denne læsemetode i Georg Enemærkes og Finn Horns poetiske leg i 70’erne, hvor digte dekonstrueres for at blive samlet på allehånde måder, hvor Benny Andersens udviklingsdigt Barndommens land ved enkelte ombytninger kan blive et erindringsdigt, og hvor Frank Jægers Oh at være en høne ved et enkelt klip kan ændres fra at være et afviklingsdigt til at blive et forhåbningsdigt.

Beretterforskeren Ulf Ärnström viste senere, i 1990’erne, hvordan den mundtlige fortæller kan give plads for tilhørernes bidrag til fortællingens skabelse ved at se historien som en art tegneserie på nethinden. Denne teknik gør det muligt at folde historien ud, når tilhørerne er intenst fanget, og stramme til, når stemningen blandt tilhørerne mattes.

En sådan storyboard-tænkning kan også ses i samspillet mellem den skønlitterære prosa og filmen. I 70’erne skrev Bent Rasmussen romanen Hvide hænder, en roman som var vanskelig at læse for mange unge, fordi forfatteren eksperimenterede kraftigt med kompositionen. Men da romanen blev filmatiseret som Mig og Charlie, blev fortællingen så at sige rettet ud, så den blev umiddelbart forståelig. Dette blev både en motivation og en hjælp til at læse romanen og til at se på kompositionen. Det frugtbare spørgsmål blev: Hvorfor havde forfatteren valgt at fortælle historien på netop dén underlige måde?

I samme periode kom novellen Att döda ett barn fra Stig Dagermanns skrivemaskine. Den havde været utænkelig, hvis forfatteren ikke havde stiftet bekendtskab med filmens krydsklipning, og den blev inspiration for en række skoleeksperimenter med krydsklipning i både tekst, dias/lyd-forløb og film.

Mediers særkender
Sådanne sammenstillinger af to mediers fortælleformer vil skærpe bevidstheden både om fællestrækkene og om de specifikke muligheder og særkender. Går vi bag om fortælleformerne, kan vi se, at hvert enkelt medium har nogle styrker og nogle begrænsninger. Og disse ses tydeligst, når vi kan holde medier op imod hinanden.

Den hyppigst forekommende diskussion om forholdet mellem bog og film handler om, at filmens billeder besætter læserens billeddannelse, og den debat skal nok holde sig selv i gang. Mere frugtbart forekommer det at se på de forskellige fortolkningsrum, der opstår, når man for eksempel ser på filmens brug af lyd og på litteraturens brug af indre monolog.

Helt fra filmundervisningens barndom har man eksperimenteret med forholdet mellem billedfortælling og lyd. Man har slukket for lyden, man har hørt lyden separat, og man har på baggrund af sådanne øvelser vurderet lydvalget og dets effekt for oplevelsen og fortolkningen af filmen.

Brugen af musik har smittet af på opgaver med for eksempel elevers novelleskrivning. I Thomas Frandsens og Bjarke Schmidts materiale Genreskrivning (Dansklærerforeningen 2000) kan elever således vælge forskellige lydkulisser til et billede, der danner forlæg for en novelleskrivning, og her vil eleverne se, hvor stærkt musikken påvirker billedet og dermed novellens indhold og tone. Ved at skifte medium og arbejdsvinkel kan genstanden for det fænomen, man vil se på, blive set i et skarpere lys, et lys, som rummer mulighed for større indsigt.

Litteraturens indre monolog giver læseren mulighed for at kigge ind i personernes følelser og tanker, både de acceptable og de forbudte. Det er vanskeligt at forestille sig, at filmmediet kan gøre det samme. Filmen synes dømt til at omsætte det, der foregår inde i personerne, til et fortolkningsrum, der bæres af kropssprog, mimik, lys, skygge, vinkling, lydkulisse og episke forløb.

Da Knud Leif Thomsen, måske i mistillid til sine seeres fortolkningsevner, i filmatiseringen af Herman Bangs Tine i de helt centrale passager valgte at lægge dele af bogens tekst ind over filmens billedforløb, hjalp det ikke på fortolkningen, men dementerede filmsprogets troværdighed. Og langt de fleste film afholder sig da også fra lignende forsøg.

Powerpoint-prædiken
Men så kommer Dogville, som udfordrer denne begrænsning, ja, man kan nærmest se filmen som en tredjepersonsfortælling, der illustreres med minimalistiske billedforløb – sådan en slags powerpoint-prædiken. Men den virker og fænger, måske netop fordi den i sin afmontering af kulissen gør ikke blot byen, men også dens indbyggere åbne.

Derved afslører filmen også, at mange management-kursusinstruktørers brug af powerpoint-teknikken er hul og perspektivløs – som blot et smart transparentshow. Rytmikken i Lars von Triers brug af fortæller og dokumentation gør det tydeligt, hvorfor man ikke hører pointerne i mange powerpoint-shows af bare grin: Instruktørerne viser deres vittighedstegninger – som skal peppe foredraget op – umiddelbart før, at de fyrer pointerne af. Det kommer til at virke som amerikanske B-film, der sætter dåselatteren ind i et splitsekund før det morsomme. Så ved vi, at det er morsomt samtidigt med, at vi mister muligheden for at opfatte hvorfor.

Litteraturmanden Bo Walther Kampmann fra Syddansk Universitet har beskæftiget sig med den elektroniske fortælling, dér hvor den rækker ud over det elektroniske transparentshow, nemlig med pc-spillene. Hans analyse lyder på, at vi må bruge helt andre analysemetoder på spillene end på den traditionelle fortælling i litteratur og film, som vi kan studere under en lup med linsen formet af historie og psykologi.

Computerspillet derimod må anskues under en prisme, fordi det konstant er under spillerens påvirkning og altså har mange indgange og kan brydes i flere retninger. Det er påfaldende, at den moderne billedbog, repræsenteret ved diverse forfattere og for eksempel illustratorerne Anthony Brownee og Cato Jensen, lægger op til begge tilgange. I den verbale historie vil vi normalt se en fortælling, der er baseret på tidsforløb og psykologiske spil, mens vi i det moderne, opløste billedsprog finder et utal af indgange og et utal af måder at lade øjnene vandre på.

Funktionen ”at se”
Der findes kort sagt en synergieffekt i et tværfagligt, tværmedialt arbejde i skolen. Fælles for medierne er, at de søger at kommunikere med os, fortælle os noget, men i forskellige formsprog. Pointen med at se dem i indbyrdes sammenhæng er, at de enkelte mediers karakteristika bliver tydeligere, når vi får kontraster at se dem i, et forhold, vi kender fra billedpolariseringsteknikken: Begge billederne i sammenstillingen åbner sig.

Samtidigt vil de forskellige medier ofte kunne give næring til hinanden, fordi det jo dybest set er beslægtede fortællinger. Vi kan altså igennem en tværmedial undervisning bidrage til, at eleverne udvikler brug og aflæsning af alle sprogene. Problemet er, hvordan det skal skrues sammen i skolens hverdag. I danskfaget indgår alle medierne, men med verbalsproget som det klart dominerende. Denne rolle er blevet cementeret i de seneste revisioner af læseplanerne, idet de centrale faglige angrebsverber tidligere var ”at se”, ”at tale”, ”at læse” og ”at skrive”, mens funktionen ”at se” nu er gledet ud. Ikke desto mindre er samlebegrebet i faget: sprog, litteratur og kommunikation.

Hvis dansk skal omfatte kommunikation igennem andre medier, må der enten ske en genopdagelse af funktionen ”at se”, måske med en sammensmeltning af æstetik- og kommunikationsfagene dansk og billedkunst, eller, i mildere form, udvikles en fælles medierettet målsætning for de to fag suppleret med musik, it og drama.

Men ét er at justere lovgrundlaget, noget andet er, om der kan undervises efter lovens hensigt. Vi ved fra en række tværfaglige uddannelser i skolen, at de bærer degenereringens orm i sig, hvis lærerne ikke er tilstrækkeligt uddannede. Derfor peger behovet for en tværmedial, tværfaglig undervisning i skolen også på behovet for en ditto beskrivelse af læreruddannelsen og for en løbende efteruddannelse.

Men denne opprioritering er påkrævet, for det vil hævne sig, hvis vi ser bort fra, at de billed- og lydbårne medier indgår med stadigt større vægt i elevernes forudsætninger og erfaringer. Disse erfaringer råber efter at få sat ord på sig, så de kan bidrage til, at de mange enere indgår i og bidrager til erkendte fællesskaber.