På udflugt i hjernen

Det er en psykologisk grundtanke, at man skal indlemme alle sine følelser – ellers går det galt. Det er en af pointerne i Inderst inde, hvor den elleveårige Riley forlader de trygge rammer i Minnesota og flytter til San Francisco.

Allerede på den første dag i sin nye klasse presser tårerne sig på. Hun er udfordret. Hun er i krise, en krise af en kaliber, vi alle kan komme ud i en eller flere gange i livet. Jeg synes, det er en god rammefortælling og en fin historie for unge mennesker til at forstå, hvad der foregår i deres hoved.

Filmen foregår inde i hendes hjerne, hvor man har valgt fem grundfølelser, der er legemliggjort som handlingens hovedpersoner. Det er her, vi følger Glæde, Tristhed, Vrede, Frygt og Afsky, der står i et kontrolrum og styrer Rileys adfærd.

Da hun kommer i krise, glider Glæde og Tristhed ud af hendes bevidsthed. Vrede, Afsky og Frygt overtager kontrollen. Så starter den mentale rutsjetur. Det bliver ret fantastisk understreget i de scener, hvor Vrede fylder for meget og besværliggør Rileys liv.

Riley er i den alder, hvor hun begynder at blive i stand til at integrere sine følelser. En del af det at blive moden og voksen er, at livet ikke er enten trist eller glædeligt. Det kan godt være begge dele på samme tid. Derfor er filmen også et smukt psykologisk portræt af en elleveårig pige, der forlader barndommen og bevæger sig ud på den farefulde voksenfærd.

Vi ved meget lidt
Det kan ikke undgås, at filmen bevæger sig ud i områder og forklaringer, hvor det, man konkret ved inden for hjerneforskningen, ikke kan følge med. Man kan godt lave undersøgelser, der viser, hvilke af hjernens områder der er aktive, når bevidstheden opstår, men det fortæller os ikke, hvad bevidsthed er.

De fem følelser er et valg, filmskaberne har truffet for at konkretisere tingene. Nogle forskere hævder, at der er syv, mens andre mener, det er rent vrøvl. Men filmen formår at skildre det, uden det forsimples.

For det er jo ikke forkert, at vi besidder forskellige følelser. De udspringer af processer i hjernen. Men vi aner ikke hvilke processer. Vi ved ikke, hvordan det er muligt, at kemiske processor kan blive omdannet til noget, som vi føler inde i vores bevidsthed. Det er langt hen ad vejen uforståeligt for os.

I fremtiden ville filmen måske være anderledes. Jeg håber faktisk, at der kommer en opdagelse så stor, at den her film skal laves helt om. Det bliver nok først om mange år.

Velkommen på tanketoget
Men Inderst inde er ret loyal imod hjerneforskningens grundfortælling, som den er for tiden. Der er neurofysiologiske elementer, som er korrekte. Rileys drømme tager afsæt i klassisk viden om søvnforskning. Søvn udgøres af forskellige faser, og det er i REM-søvnen, at drømme optræder med den største hyppighed, som vi får det fortalt og vist i filmen.

På Glæde og Tristheds rejse får de følge af en lyserød elefant, der er Rileys gamle, imaginære ven, som desperat prøver at komme tilbage i hendes bevidsthed. Elefanten tager dem med ombord på tanketoget – begrebet train of thought. Det er en opfindsom visualisering af forestillingen om, hvordan tankerne passerer igennem vores bevidsthed.

Har man ikke problemer, så tænker man ikke særligt meget over det. Men rigtig mange mennesker har problemer med at få tankerne til at køre på en logisk, veltilpasset måde. Altså fornemmelsen af, at tankerne kører for hurtigt, for langsomt, eller at man ikke får afsluttet den ene tanke, før den næste melder sig. Det ser vi eksempelvis hos folk, der lider af stress eller har feber.

Hukommelsens losseplads
Sekvensen med hukommelsen er også ret realistisk. Alle de små klumper af erindringer, der bliver støvsuget væk og bare forsvinder. Det er nok, sådan det er. I filmen forsvinder minderne ned i afgrunden på en slags losseplads for hukommelsen. Man kan dog diskutere, om vi har sådan en endelig kapacitet for hukommelse.

Hjernen har to udfordringer, når det gælder hukommelse. Den ene er at få hukommelsesinformationen bragt fra korttidshukommelsen over i langtidshukommelsen. Den anden er at have så godt et overblik over den information, der er lagret i langtidshukommelsen, at man uden problemer kan finde den frem, når man har brug for det.

Det er et område i hjernen, der hedder hippocampus. Den styrer formentlig, hvor vores faktuelle viden og minder skal gemmes og genskabes fra i langtidshukommelsen.

Hjernebarken er lige så vigtig for hukommelsen som hippocampus. Men det er hippocampus, der er mest aktiv, fordi vi ved, at den netop har en helt central funktion til at stykke hukommelsen sammen på den rigtige måde, så det bliver til et samlet hele.

Hukommelsens funktioner og Rileys positive minder, som hun skal hente frem, bliver lidt firkantet forklaret i filmen. Vores billede af fortiden – vores erindringer – er nemlig baseret på en helt masse små ting, der hele tiden ændrer sig og udskiftes.

Vi husker i virkeligheden en oplevelse, sådan som vi huskede den sidste gang, vi tænkte på den. Så ens minder ændrer sig over tid. Det tænker vi bare ikke altid over.

Det er derfor to mennesker kan komme voldsomt op at skændes om en tidligere hændelse. De kan begge tage fejl, men de kan ikke begge have ret. Alligevel er de begge fuldstændigt overbeviste om, at sådan som de husker det, var det også.

Overflødige drifter
Grundelementerne, der styrer vores adfærd, er drifter som sult, sex og territorialadfærd. Det er motoren, som får det hele til at køre rundt.

Så er der følelserne og den overordnede fornuft. Konflikten mellem fornuften og drifterne er udgangspunkt i meget litteratur, og det er et grundelement i mange menneskelige konflikter. Man har lyst til noget, man ikke burde gøre.

Drifterne er også i Riley. Men de er ikke med i filmen, fordi de ikke har så meget at sige i den her fortælling om en tween i en animationsfilm. Udgangspunktet er følelserne, nemlig måden vi giver verden værdi på. Det er netop en del af filmens pointe. Den næste film kan blive om drifterne. Så tager vi en tur i hjernen på en syttenårig dreng, som skal på hyttetur ...