Cannes 2015
20. maj 2015 | 18:57

Ny dokumentar: Pædofili i Hollywood

Foto | Jenna Rosher
Evan Henzi er et af de børn, der ifølge An Open Secret er blevet udsat for misbrug. Dokumentaren skal ses som toppen af isbjerget, forklarer folkene bag.

Den stærkt kontroversielle dokumentar An Open Secret om børnemisbrug i Hollywood har international premiere i Cannes. Ekko var på pletten og har talt med chefproducenten.

Af Casper Hindse

Uden for Cannes-programmet står An Open Secret og skriger på at fortælle en historie om et af verdens tungeste emner: misbrug af børn.

Misbrugets gerningssted er hverken langt ude på landet eller i en fritidsklub, men lige dér, hvor det vrimler med filmstjerner. I Hollywood, drømmenes by.

Første gang verden hørte om dokumentarfilmen var sidste år, hvor den tidligere børneskuespiller Michael Egan lagde sag an mod The Usual Suspects-instruktør Bryan Singer for gentagne voldtægter. Sagen blev siden droppet, men alligevel nævnes Singer flere gange i An Open Secret.

Instruktøren Amy Berg, der i 2006 blev Oscar-nomineret for Deliver Us from Evil om overgreb på drenge i den katolske kirke, er ikke taget med til Cannes. Men det er hovedproducenten Matthew Valentinas til gengæld, og han er naturligvis bevidst om, at emnevalget er kontroversielt.

”Vi er klar med advokater, og jeg er faktisk også selv uddannet advokat,” siger Valentinas med et kort, skævt smil. Herefter toner panderynkerne nu hurtigt frem i hans pande igen:

”Hollywood er en slags drøm for et stort antal mennesker, ja, ufatteligt mange drømmer faktisk om at blive én af disse celebre stjerner, der har sin gang i byen. Nu kommer vi så med en historie om bagsiden af denne drømmefabrik,” siger Matthew Valentinas.

Tillukkede skodder
I An Open Secret træder en række tidligere børneskuespillere frem og fortæller om det misbrug, de har været udsat for af deres agenter gennem teenageårene.

Ud over Michael Egan optræder blandt andre også Joey Coleman og Todd Bridges. Ingen af de tre er i øvrigt blevet specielt kendte i det amerikanske skuespilmiljø, men filmen går også tæt på en børnecaster, der har taget sig af blandt andre Leonardo DiCaprio.

”Vi ved, at denne film vil tale for sig selv, og al den organiserede, kritiske propaganda, der har været i USA frem mod premieren, vil komme til at fremstå underligt vag, når filmen kommer ud,” siger Matthew Valentinas.

Kritik har der i den grad været. Flere debatsider har diskuteret An Open Secret, mens adskillige aviser har haft læserbreve, som går kritisk til filmens præmis.

Særligt er den manglende brug af Bryan Singers sag i dokumentaren blevet udstillet, men det mener Matthew Valentinas blot er et godt eksempel på modstandspropagandaen.

”Vi har mødt en fuldstændigt klassisk tilgang fra filmindustriens tillukkede skodder,” siger producenten.

”’Kan det her nu passe’-tankegangen har været markant, og mange har udtalt sig om vores film, inden de overhovedet har set den. Vi valgte på et tidspunkt at invitere nogle af de hårdeste kritikere, der ikke havde set den, ind til en visning. Bagefter beklagede de deres kritik.”

Cannes som udstillingsvindue
Når man har en film i Cannes, som ikke er blevet udvalgt til det officielle program, kunne det godt lugte af, at ens værk ikke har stået distancen.

An Open Secret er da formmæssigt også en traditionel tv-dokumentar, som ikke vil gå over i historien som stor filmkunst. Men det er ikke forklaringen på, at den mangler i festivalprogrammet, forsikrer Matthew Valentinas.

”Filmen var ikke i nærheden af at være færdig til Cannes’ deadline, så det var slet ikke med i vores overvejelser, at den skulle sendes hertil.”

”Vi har valgt at komme herned af to årsager. For det første er hele filmindustrien her, og et bedre udstillingsvindue får du ganske enkelt ikke. For det andet vil vi vise filmen i Europa, fordi europæerne gerne vil diskutere et emne som dette. I USA vil man hellere kigge væk og forsøge at glemme det.”

An Open Secret er blevet sendt til andre festivaler, hvor den har fået afslag. Det mener Valentinas er på grund af tematikken.

”Folk vil uden tvivl blive chokerede over nogle af de 100 procent faktuelt korrekte sager, vi bringer op. Pædofili er i den grad tilstedeværende i Hollywood, og det er det, vi har ønsket at dokumentere med filmen,” siger Matthew Valentinas.

Flere afsløringer på vej
Nogen større journalistisk afdækning af børnemisbrug i filmdrømmenes by, byder An Open Secret ikke på. Men den er begyndelsen til noget større.

”Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke er undersøgende journalister i denne film. Vi viser en række skæbner frem, og så er det op til folk selv at vurdere, hvad de synes.”

”Det her er nærmere første skridt i en større sags tjeneste. Vi har reelt set stof nok til fem eller seks film, men vi har kun fortalt historierne om dem, der vil stå frem,” siger producenten, som dog ikke har tænkt sig at lade resten af materialet ligge i skrivebordsskuffen.

”De sager, hvor de tidligere misbrugte børnestjerner ikke har ønsket at stå frem, har vi i stedet overleveret til undersøgende journalister. Jeg er ret overbevist om, at flere vil stå frem i de kommende uger,” siger Matthew Valentinas.

Ingen er blevet betalt
I An Open Secret bliver det nævnt, at pædofili er Hollywoods største problem. Men der er ikke umiddelbart dokumentation for den alvorlige påstand. Matthew Valentinas mener, at man igen bare skal skele til reaktionerne på filmen for at opdage, at dokumentaren har fat i den lange ende.

”Den seneste tid har vi oplevet, hvordan de misbrugte, som vi taler med i filmen, er begyndt at blive udstillet på internettet. Der findes folk, som under forskellige pseudonymer skriver om, at disse mennesker opdigter historierne for at score nogle fede erstatninger,” siger Matthew Valentinas.

Filmens eftertekster oplyser, at ingen af de medvirkende i dokumentaren har fået penge. Matthew Valentinas tilføjer:

Come on, der findes ikke nok penge i verden til, at disse mennesker lyver om, at de er blevet seksuelt misbrugt, men der findes til gengæld retfærdighed, og det forsøger vi at give ofrene med denne film.”

Hollywood sikrer interesse
Spørgsmålet er så bare, hvorfor det lige skal handle om Hollywood. Hvert eneste år over alt i verden anklages, frikendes eller dømmes mennesker for misbrug af børn, så hvorfor er det lige filmindustrien, filmholdet har kastet sig over?

”Naturligvis er dette ikke et unikt problem for Hollywood,” siger Matthew Valentinas.

”Men det foregår i Hollywood, og der ligger en enorm magt involveret i den måde, pædofili bliver brugt på som et redskab i filmindustrien. Det er ikke mange arbejdspladser, der kan tilbyde unge mennesker en plads i en tv-serie eller en tur med alt betalt til festivalen i Cannes,” siger han.

Han mener, at An Open Secret forsøger at afspejle misbrug af børn, og at Hollywood på den måde bliver et middel til at få sat fokus på de alvorlige problemer.

”Vi kunne sagtens have lavet den samme historie et helt andet sted i verden. På en bondegård eller i en idrætsklub for eksempel, men så ville folk formentlig ikke gide se filmen.”

”Da vi fik færten af, hvor slemt det står til i Hollywood, tænkte vi, at den historie skulle ud. De fleste mennesker ser maksimalt tre dokumentarfilm om året, og Hollywood har en så stor en fascinationskraft, at de formentlig ville vælge denne film som en af de tre. På den måde kommer emnet bredere ud, end det ellers ville have gjort.”

An Open Secret havde international premiere i Cannes i går aftes. Indtil videre er den distribueret til tyve biografer i USA.

Trailer: An Open Secret

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko