Nekrolog: Palladium 1933-2017

Indtil i år var der to giganter i dansk filmhistorie, som har været aktive lige siden stumfilmdagene: Nordisk Film og Palladium.

Nu er der kun Nordisk Film tilbage.

Det snart hundredårige og oprindeligt svenskejede Palladium, oprettet i sin nuværende form som aktieselskab i 1933, er under frivillig likvidation. Det sker, efter at Det Danske Filminstitut i marts med støtte fra A.P. Møller Fonden og Augustinusfonden opkøbte selskabets filmrettigheder.

Ifølge Filminstituttets afgåede direktør Henrik Bo Nielsen var formålet at sikre, at vigtig kulturarv fra Dreyer-film til 1970’ernes sengekantsfilm forbliver i danske hænder.

Det er ikke oplyst, hvad Filminstituttet har betalt for overdragelsen. Ingen af parterne ønsker at oplyse købesummen, da der er tale om ”forretningshemmeligheder” samt af ”familiære årsager”.

Men ”den største gave” – som Filmmuseet betegnede rettighedsoverdragelsen på Facebook – er det i hvert fald ikke. Alt andet ville nu også stride imod Palladiums dna.

En stor familie
Lige siden stiftelsen i 1933 har den familieejede virksomhed haft sans for at tjene penge.

Den nødvendige grundkapital blev allerede opbygget i stumfilmtiden, takket være den internationalt populære komikerduo Fy og Bi. Men også efter talefilmens indtog formåede brødrene Svend Nielsen (1891-1958) og Tage Nielsen (1900-1971) at videreføre en indbringende forretning med en ren national filmproduktion.

Især i årene 1938-46, der havde Tage Nielsen ved roret, var der balance mellem kunst og forretning. Palladium var det danske filmselskab, som gav mest plads til eksperimenter, såsom Johan Jacobsens episodefilm Otte akkorder (1944). Det var også i Palladiums atelierer ved Hellerup Lystbådehavn, at Carl Th. Dreyer fik lov at boltre sig med sin excentriske filmkunst og sin sidste film Gertrud (1964).

Selskabets forretningsmodel var bygget op omkring en omgåelse af lovgivningen, der ikke tillod personsammenfald mellem produktion, udlejning og biografdrift. Det klarede Nielsen-familien ved at indsætte forskellige familiemedlemmer som ledere af de forskellige indtjeningsled, og det så myndighederne igennem fingre med.

I den offentlige filmdebat lød den evige klagesang fra Palladium og de øvrige producenter, at kun de færreste titler spillede deres produktionsudgifter hjem, hvorfor det var nødvendigt med statslig støtte til produktionen. At de fleste film faktisk spillede sig ind over tid, var selvfølgelig noget, man undlod at påpege.

Ingen penge til kunstnere
I 1946 blev Palladiums leder Tage Nielsen dømt for skatteunddragelse. Ud over fængsel måtte han betale et beløb svarende til 159 millioner i nutidskroner til statskassen. Dommen tog han med oprejst pande.

Men fra da af blev Palladiums kunstneriske ambitioner mærkbart lavere.

I 1960 overtog Tage Nielsens søn Niels Jørgen ledelsen. Seksten år senere blev produktion indstillet efter pornofilmen Sømænd på sengekanten.

På det tidspunkt var Palladiums bagkatalog blevet guld værd og en forretning i sig selv, takket være en for filmproducenterne lukrativ aftale med Danmarks Radio om fjernsynsvisning af danske spillefilm. Og fra 1980’erne nærmest eksploderede værdien med udbredelsen af vhs-mediet og dvd’en i 00’erne.

Palladium udsendte sine titler i nænsomt restaurerede udgivelser, der kvalitetsmæssigt lå langt over gennemsnitsniveauet på det danske salgs- og udlejningsmarked.

Det har utvivlsomt glædet de danske instruktører og manuskriptforfattere, som fik lejlighed til at gense deres værker i høj kvalitet. Men det må også have ærgret dem, at det udelukkende var Palladium, der tjente penge på den kommercielle udnyttelse af deres arbejde i medier, der var science fiction på optagetidspunktet. Og Palladium mente ikke, at der skulle deles med nogen.

Indtil slutningen af 2016 var Palladium ejet af et holdingselskab med adresse på øen Guernsey i den engelske kanal.

Går på pension
I de senere år har Palladiums indtægter fra filminteresser været faldende.

Mens Nordisk Film har opkøbt filmrettigheder og lanceret streaming-tilbuddet Dansk Filmskat, har Palladium i stedet valgt at sælge sine rettigheder til Filminstituttet.

Ulla Hansen, Palladiums administrerende direktør siden 1996, vil på pension.

Måske har Palladium også noteret sig, at producentbeskyttelsen i forbindelse med filmværker kun varer i 50 år efter udgangen af filmenes premiere-år. Det vil sige, at rettighederne til hovedparten af bagkataloget (bortset fra seksten titler, der havde premiere fra 1967 til 1976) faktisk burde være udløbet, således at der alene er kunstneriske rettigheder tilbage.

Under alle omstændigheder må det konstateres, at Palladium kommer ud af eventyret om dansk film som en vinder – med et dygtigt opnået ekstra tilskud fra Det Danske Filminstitut og private fonde.

Da selskabet har afstået fra at investere i nyproduktion og været god til formuepleje, er det en pæn sum, mindst 176 millioner kroner, som kan trækkes ud af ejerne, nemlig otte efterkommere af Nielsen-familien. Plus altså det ukendte beløb, Filminstituttet har betalt for Palladiums filmrettigheder.