Guds hånd reddede Sorrentino

Paolo Sorrentino er kendt for en glat facade. 

I film som Il Divo, Den store skønhed og Youth, for ikke at tale om tv-serien The Young Pope, har han udforsket elitære magtmiljøer med barokke billeder og en outsiders ironiske distance. 

Men i erindringsfilmen The Hand of God, der vises i biografen før Netflix-premieren den 15. december, fører han sit publikum helt tæt på sin egen opvækst i Napoli i 1980’erne. Til tiden før og efter han blev forældreløs som syttenårig. 

”Filmen er en bemærkelsesværdig, modig bedrift af en kunstner, som lægger sin signaturstil fra sig og fortæller om sin ungdom på en måde, der er øm, bevægende og oprigtig,” roser Ekkos anmelder Lee Marshall, der kalder The Hand of God for et mesterværk og kvitterer med seks stjerner. 

Han er ikke den eneste, der er begejstret. Filmen blev belønnet med Sølvløven på filmfestivalen i Venedig og spås gode chancer som Italiens Oscar-håb. 

Den succes har Paolo Sorrentino endnu til gode, da han sætter sig til bords foran det fashionable Hotel Excelsior dagen før filmens verdenspremiere i september. 

Men han er stolt over sin film. Det mærker man tydeligt. Stolt over endelig at kunne fortælle den historie, der har fulgt ham hele livet. 

”Huset er mit barndomshjem,” forklarer instruktøren. ”Det tilhørte en gammel kvinde, der ikke havde ændret noget som helst. Så det stod nøjagtigt, som det gjorde, da jeg var ti-elleve år gammel.” 

Lede Fellini
Paolo Sorrentino sidder på terrassen i solhat og -briller og med skjorten åben til midt på brystkassen. I den ene hånd har han en cigar, den anden holder han fri til af og til at fare op for at understrege en pointe. 

Han er kendt for sine stilige portrætter af romersk dekadence, det søde liv blandt samfundets spidser, men The Hand of God er en uforbehoden hyldest til hans hjemby. 

”I Napoli er livet præcis, som det skal være. Det er den første måde at leve på, jeg lærte at kende. Når man er et barn, tænker man, at det bare er sådan, verden fungerer. Alt det her på festivalen er for mig mærkeligt,” siger Sorrentino, ”men ikke Napoli.” 

Der er mange, der mener det modsatte, insisterer han. 

”Hver gang Fellini instruerede en film, rejste han til Napoli på udkig efter underlige ansigter. For han var sikker på, og det er også rigtigt nok, at i Napoli kan man finde mange sære fjæs,” fortæller han. 

I The Hand of God møder vi næsten Fellini, da Sorrentinos alter ego – den generte, krølhårede Fabietto – tager med sin bror til audition på mesterinstruktørens seneste film. Han får ikke rollen. Fellini mener, han ser for almindelig ud. Broren har et ansigt som en tjener, får han at vide. 

”Fellini var meget led,” forklarer Paolo Sorrentino med et smil. ”Han kunne finde på at sige den slags.” 

Jonglerer med appelsiner
The Hand of God er stykket kærligt sammen af instruktørens barndomsminder, men Sorrentino lader ikke nostalgien blive et rosenrødt filter over sin families problemer. 

Til en lykkelig familiefrokost underholder moren ved at jonglere med appelsiner. Det er et saligt øjeblik, der går igen fra The Young Pope, hvor Jude Law jonglerer med appelsiner, mens han mindes sin ungdoms store kærlighed. 

Senere bliver samme gestus en forbistret protest, da moren begynder at jonglere med tårer i øjnene under et hidsigt skænderi med sin mand. 

”Det var noget, min mor lærte i et teaterstykke, hun var med i, da hun gik i skole. Jeg gav den gestus til Jude Law, og den går igen i denne film,” forklarer Paolo Sorrentino. 

”Hver gang nogen var kede af det, gjorde hun sådan. Det var hendes måde at lindre smerten på.” 

En tung personlighed
Smerte er der nok af i filmen. 

Paolos forældre døde af kulilteforgiftning i familiens sommerhus et par uger før, han fyldte sytten. Lige siden han besluttede sig for at blive kunstner, har han vidst, at han før eller siden ville være nødt til at skildre tragedien på film. 

– Hvorfor besluttede du, at det var på tide at fortælle den her historie? 

”Det spørgsmål har alle spurgt mig siden i morges, og jeg har ikke noget svar,” svarer Paolo Sorrentino og tager et sug af sin cigar.

”Mit bedste svar er, at den her film for mig har været som at gå til tandlægen. Man siger: ’Nej, jeg gør det i morgen.’ Eller: ’Jeg har for travlt!’ Fordi man er bange. Men samtidig gør det ondt, og derfor er man nødt til at gå til tandlægen. Så det var på tide at gå til tandlægen.” 

– Skrev du virkelig manuskriptet på kun 48 timer? 

”Ja,” siger han og griner. ”Men det var jo mit liv, og jeg kender mit liv, så jeg vidste, hvad jeg skulle skrive. Det letteste var at skrive historien.” 

Udfordringen var snarere at fortælle historien uden at hægte publikum af ved at gøre fortællingen for hård at sidde igennem. 

”For at være ærlig var alting mere smertefuldt, end det er repræsenteret i filmen. Smerten ramte langt dybere, og den varede meget længere.” 

”At blive forældreløs gør, at man pludselig føler sig gammel. Man kan ikke længere være ung. Man siger farvel til sin den bekymringsløse ungdom, til morskaben, og man tænker kun på fremtiden. Man bliver tung. Jeg har opdaget, hvor tung jeg er i min personlighed.” 

Idéen om frihed
Tragedien til trods er det ikke tunghed, man tager med sig fra The Hand of God. Kernen i fortællingen er den unge Sorrentinos kunstneriske vækkelse, og her er der én figur, der tårner over alle andre: Diego Maradona. 

Den argentinske fodboldhelt ankommer til Napoli som en frelser, verdens bedste spiller i en fattig, korruptionsplaget storby, der aldrig vinder noget som helst. 

”Jeg var fjorten år gammel. Hvad kan jeg sige? Han var en fantastisk spiller, og alle var vilde med fodbold. Men den virkelige gave, Maradona gav os, var idéen om, at vi var frie. For hvis et mirakel kan finde sted, så er friheden inden for rækkevidde – man kan røre ved den.” 

Kærligheden til Maradona har fulgt Sorrentino hele livet, måske ikke mindst, fordi han indirekte reddede instruktørens liv. Paolo Sorrentino skulle have været med forældrene i sommerhus, men valgte at blive hjemme for at se Maradona spille. 

The Hand of God er dedikeret til Sorrentinos store fodboldhelt, ganske som han i 2014 dedikerede sin Oscar – for Den store skønhed, der blev kåret som årets bedste ikke-engelsksprogede film – til argentineren. 

”Jeg dedikerede min Oscar til mine store mestre inden for kunst,” forklarer Sorentino. 

”Og den første af dem, jeg mødte, var Maradona. Før jeg var femten, havde jeg aldrig læst en bog, jeg så aldrig film, jeg vidste ikke rigtig, hvad kunst var. Den første gang, jeg forstod, at kunst var en måde at transcendere virkeligheden på, var på grund af Maradona.” 

”Jeg følte mig meget, meget trist, da han døde,” siger instruktøren og hænger med hovedet. ”For det var min store drøm at vise ham denne film. Men da han døde, var jeg stadig i klippelokalet.” 

Forenkling af stilen
The Hand of God repræsenterer også et markant stilskifte for italieneren, hvis storladne, stiliserede billeder nærmest er blevet en genre for sig. 

Men inden optagelserne lagde Paolo Sorrentino kursen om og udskiftede det meste af sit faste hold af samarbejdspartnere. 

”Efter tyve år risikerer man som filmskaber, at man bare tager den på rutinen,” siger han og forklarer, at han er begyndt at interessere sig for et mere mådeholdent visuelt udtryk. 

”Det er noget, jeg også forsøgte mig med i tv-serierne. Jeg begyndte at forenkle min stil. Der var bare ingen, som lagde mærke til det.” 

”Da jeg lavede denne film, tænkte jeg slet ikke over stilen. Mit primære mål var at lade følelserne skinne igennem.” 

Der er heller ikke meget musik at komme efter, selv om Fabietto det meste af tiden har en walkman på sig og et par høretelefoner om halsen. 

”Musik var ikke en del af Fabiettos liv. Han går rundt med høretelefoner, men han lytter ikke til noget. Han er bare optaget af sin egen smerte. Og helt til sidst bliver musikken en form for frihed, han opdager, og så får publikum endelig lov at tage del i den musik, han lytter til.” 

– Var det sådan, du oplevede musik? 

”Si, si, si. Jeg begyndte at lytte til musik, da jeg begyndte at få det bedre og følte mig i stand til at tænke over fremtiden.” 

Da vi møder ham, har Fabietto kun lige fået øjnene op for det modsatte køn, ansporet af sin forstyrrede tante Patrizia. I løbet af filmen spejder han flere gange efter en køn ung skuespiller, men da hun bliver hudflettet af en temperamentsfuld instruktør, er det instruktøren, Fabietto finder mest interessant. 

– Mener du, at man er nødt til at vælge mellem kunst og kærlighed? 

”Jeg aner intet om emnet. Jeg har aldrig selv haft mulighed for at vælge min partner.” 

– Hvorfor ikke? 

”Fordi jeg ikke er smuk, min kære,” siger Paolo Sorrentino ydmygt, men han bliver hurtigt modsagt af en af de kvindelige journalister. 

”Nu kan jeg vælge! Nu er jeg sexet, men det var jeg ikke som ung. Og nu har jeg været gift i 21 år. Så for sent, for sent!” 

Hjem til Napoli
Den hidsige instruktør hedder Antonio Capuano, og han fører an på en vandretur gennem Napolis nattetomme gader. Her får den følsomme Fabietto en kunstnerisk opsang, der tænder en gnist i ham. 

I en nøglefortælling, hvor alle optræder under pseudonym, er Capuano den eneste, der har beholdt sit navn – en hyldest fra Sorrentino til sin gamle mentor, der gav ham en vej ind i branchen som manuskriptforfatter på en af sine film. 

– Han virker som lidt af et røvhul! 

”Jeg tror ikke, at de mennesker, der virkelig sætter aftryk på ens liv, er varme, åbne mennesker. Det er snarere dem, der sætter én i bekneb, og det er netop det, Capuano har gjort for mig fra begyndelsen. Han satte mig i bekneb, men ved at gøre det, ansporede han mig også til at få gang i noget.” 

Et af de råd, Capuano giver den unge Fabietto, er at blive i Napoli og lave film dér, som han selv har gjort det. ”Kun røvhuller tager til Rom!” harcelerer han. 

”Det er typisk for mange napolitanere,” griner Sorrentino. 

”Hvis det ikke er sket i Napoli, er det ikke sket. For Capuano er Napoli hele verden. Men han er 81 år gammel, jeg er 51, så vi kommer fra forskellige generationer. For mig var Napoli et problem, en begrænsning. Så jeg besluttede mig for at tage derfra.” 

”Men nu hvor jeg har set lidt mere af verden, er jeg parat til at vende tilbage til Napoli. Så måske havde han ret.”