Woody Allen: Paparazzier er ikke livstruende

”Jeg er frisk og rørig, og føler mig ikke gammel, så jeg kan faktisk slet ikke forstå, at jeg er 80 år.”

Sådan sagde Woody Allen på dagens pressemøde – se under artiklen – som blev holdt umiddelbart efter visningen af hans åbningsfilm Café Society, der modtog latter og et mildt bifald.

Det var da heller ikke til at se – bortset fra lidt problemer med høreapparatet – at den amerikanske auteur er i en alder, hvor de færreste laver en film om året.

Woody Allen agerede vittigt centrum foran den forsamlede verdenspresse, flankeret af sine kvindelige skuespillere Kristen Stewart og Blake Lively – og med Jesse Eisenberg og Corey Stoll ved siden af dem.

Helt til højre sad den store italienske filmfotograf Vittorio Storaro. Han er manden bag kameraet på mesterværker som Dommedag nu og Sidste tango i Paris, og det er første gang, han fotograferer en Allen-film.

Datidens stjerner
I Café Society, Woody Allens 47. spillefilm som instruktør, spiller Eisenberg den unge newyorker Bobby Dorfman, der tager til glamourøse Los Angeles for at arbejde for sin onkel, den succesrige agent Phil Stern (Steve Carell). Her forelsker han sig i Kristen Stewarts mystiske Vonnie, hvilket fører et uheldigt trekantsdrama med sig.

Café Society foregår i 1930’ernes Los Angeles, også kendt som Hollywoods guldalder. Derfor nævner filmen naturligvis en lang række af datidens stjerner som Clark Gable, Ginger Rogers og Barbara Stanwyck, og det fik en journalist til at spørge om Allens syn på berømmelse.

”Der er både gode og dårlige sider af berømmelsen, men min egen erfaring efter mange år er, at fordelene langt opvejer ulemperne. Paparazzier og manglende privatliv er ikke livstruende problemer,” sagde Woody Allen.

Har ramt jackpot
Et livstruende problem er til gengæld døden. Men også den bliver behandlet med Woodys velkendte humor i Café Society, hvor Corey Stoll spiller Bobbys gangsterbror, der ikke er bleg for at myrde en mand, mens han er hos barberen.

Der er da også grund til optimisme. Allen fortalte på pressekonferencen, at begge hans forældre blev omkring 100 år gamle, så der skulle være rigeligt med tid til at lave flere film.

”Hvis genetik har noget at skulle have sagt, har jeg ramt jackpot,” sagde han og fortsatte: ”Jeg kommer til at lave film så længe, nogle er tossede nok til at hjælpe mig.”

Konkurrencer er for sportsfolk
Til spørgsmålet om, hvorfor han ikke har sine film i konkurrence på festivalen, var han til gengæld mere kontant end selvudslettende.

”Konkurrence er fint i sport, men man kan ikke konkurrere i film. Man kan vælge sin favorit, men ikke den bedste i objektiv forstand. At deltage i en filmkonkurrence ville stride imod min sunde fornuft.”

Woody Allen medvirker i Café Society, men kun på lydsporet. Han er nemlig filmens fortæller.

”Filmen var tiltænkt at have en opbygning som en roman, hvor man følger en familie over en årrække. Jeg følte, at den roman skulle have forfatterens stemme, og siden jeg er forfatteren, kunne jeg lige så godt selv være fortælleren. Det er også billigere,” sagde Allen og høstede latter i salen.

Dog lader Allen yngre og ifølge ham selv dygtigere kræfter spille rollerne. Allen sagde, at Eisenberg spiller rollen langt mere komplekst, end han selv ville have kunnet, fordi han er komiker og ikke skuespiller.

Men da Jesse Eisenberg blev spurgt, om det var svært at finde Woodys stemme, fortalte han i stedet en lille anekdote.

”Da jeg var seksten, blev jeg så inspireret af at have opdaget Woodys film, at jeg skrev et manuskript, som plagierede ham. Det blev sendt til nogle agenter, der syntes det var sjovt, og siden til Woodys advokater, der ikke syntes, det var sjovt. Så de beordrede mig at stoppe. Nu ser det ud til, at det her måske bliver afslutningen på vores samarbejde,” sagde Eisenberg til stor latter for forsamlingen i en tone, der til forveksling kunne minde om mentorens.

Et romantisk fjols
Café Society kan som de fleste af Woody Allens film beskrives som et romantisk komediedrama. Den indeholder mange sjove bemærkninger – ikke mindst satire over jødisk kultur – men også det for Woody Allen klassiske forhold mellem en ældre mand og en yngre kvinde.

Da en kvindelig journalist noget skarpt spurgte, om han kunne forestille sig, at forholdet var vendt om, afværgede Allen elegant situationen med sit høreapparat, der meget belejligt drillede.

”Jeg har et høreapparat inde under en øremikrofon, men det fungerer stadig ikke,” sagde han til høje grin blandt tilhørerne. Siden fortsatte han ad omveje og til fortsat latter med at svare på spørgsmålet.

”Jeg har altid opfattet mig selv som romantiker, men den tanke deles ikke nødvendigvis af kvinderne i mit liv. I deres øjne er jeg ikke en førsteelsker som Clark Gable og Cary Grant, men snarere et romantisk fjols,” sagde han og kom så endelig med et svar:

”Jeg ville ikke tøve, hvis jeg havde en idé til en historie om et forhold mellem en 50-årig kvinde og en 30-årig mand, men jeg har ikke meget erfaring at trække på. Som 30-årig var jeg faktisk forelsket i en smuk, 50-årig kvinde, men hun var gift, og jeg har ikke materiale nok til en historie.”