Paprika på den lukkede afdeling

”Er det okay, at jeg ryger?” spørger Paprika Steen, idet jeg træder ind i kontorlokalet hos United International Pictures på Frederiksberg.

Hun stritter allerede med den glødende smøg i venstre hånd og sidder tilbagesunket i sin stol. Med højre hånd spiller hun et ”boblespil” på sin telefon.

”Jeg slukker den altså ikke, for min søn ringer på et tidspunkt, og så bliver jeg nødt til at tage den," siger hun.

Fem timer tidligere har jeg set hende i debutanten Morten BH’s impro-komedie Kolbøttefabrikken. Paprika Steen spiller hovedrollen, den alternative behandler Acacia, der bliver sendt på den lukkede afdeling, da hun lemlæster en klient med nåle og glohede sten under en behandling.

Det tager Acacia meget roligt. Hun lever sorgløst i sin tossegode tankeverden og omdeler kosmisk kærlighed og god stemning på afdelingen. Hun mener det godt, men sommetider ender det galt, og hendes spiritualitet karambolerer med pilleindustrien, personificeret ved afdelingens despotiske overlæge.

To be or not to be Mike Leigh
Morten BH har arbejdet uden manuskript og har ifølge filmens pressemateriale betjent sig af engelske Mike Leighs improvisationsmetode. En omfattende proces, hvor Leigh bruger lang tid på at udvikle rollerne sammen med de enkelte skuespillere. Baseret på månedsvis, eller ligefrem årevis, af improvisationsøvelser, skriver Leigh et manuskript, som bliver til den endelige film.

”Jeg ved ikke, hvorfor han (Morten BH, red.) siger, at vi har lavet Mike Leigh, for det har vi overhovedet ikke. Mike Leigh arbejder med sine skuespillere i et eller to år med at forme rollerne, før de går i gang,” siger Paprika Steen på sin direkte facon.

– Hvad har I så gjort?

”Han havde lavet et treatment (en sceneoversigt, red.) med en masse ting, han gerne ville have skulle ske, og det har vi så improviseret frem. Og så har han klippet en version sammen af alt det, vi har indspillet. Vi har lavet ham en kæmpe slikbutik, og så har han blandet sin egen pose bolsjer. Det har ikke meget med Mike Leigh at gøre i min optik.”

Her er improvisationen med andre ord foregået foran kameraet. Og helt i filmens spontane ånd udvikler samtalen med Paprika Steen sig pludselig til et dobbeltinterview.

Døren går op. Ole Boisen stikker forsigtigt hovedet ind. Han spiller filmens næststørste rolle, overlægen, der stadig mere forbitret hæger om systemet, mens hans ansatte deserterer.

”Kom bare ind,” siger Paprika Steen blidt og bestemt. ”Må han godt være med? Han er rigtig god lige med det her,” spørger hun.

Hun har i mellemtiden sat sig i karmen og drysser aske ud af vinduet, da nogen hilser derude.

”Ligner jeg Dronning Margrethe?” spørger hun ud mod gaden og griner.

De femten benspænd
Ole Boisen erklærer sig enig med sin medskuespiller. De har ikke lavet Mike Leigh. Han er selv en slags impro-pioner og underviser i disciplinen. Og så var han med i Morten BH’s ligeledes improviserede DR2-serie A-klassen.

”Det giver et autentisk nærvær, når man ikke ved, hvad den anden siger næste gang. Det er ligesom, når man er forelsket, og man ikke vil gå glip af ét ord, den anden siger, fordi det kan koste én enten et knald eller et ægteskab.”

For Paprika Steen har ægteskabet imidlertid været stormfuldt.

”Der har været en masse viljer fra instruktøren, som vil have det sådan og sådan og sådan, og så skulle vi lægge vores egne viljer oveni. Så det har været … kaos!” udstøder hun. ”Og nogle gange super velfungerende. Men filmen er blevet meget mindre farceagtig og meget mere stringent, end jeg troede.”

”Jeg håber, der kommer en dvd med ekstramateriale,” indskyder Ole Boisen. ”Alle de sjoveste scener i mit liv kunne ligge på det ekstramateriale. Og jeg har jo været med i rigtig mange film,” siger han selvironisk.

”Morten BH kunne have lavet nogle genremæssigt helt forskellige film,” fortæller Paprika Steen. ”Han kunne have lavet en farce, han kunne have lavet et mega-drama, han kunne have lavet slapstick. Manden har sat sig selv en opgave for, som man måske kunne lave som sin syvende spillefilm. Han har aldrig lavet en spillefilm før, og han har ikke bare lavet fem benspænd for sig selv – han har lavet femten! Og det er sgu endt ret okay i forhold til, hvad jeg frygtede. Det kunne være gået grueligt, grueligt galt,” siger hun.

Magtkamp og tisse/bæ-humor
Bedst fungerede det, når Paprika Steen og Ole Boisen spillede over for hinanden, fordi deres evindelige magtkamp gav scenerne en naturlig dynamik, synes de to skuespillere.

”På A-klassen havde jeg rollen som konsulent på et jobcenter for en masse stakkels arbejdsløse, som min karakter kunne hæve sig over følelsesmæssigt og moralsk,” forklarer Ole Boisen. ”I Kolbøttefabrikken har jeg endnu højere status som eneste overlæge. Det er godt at improvisere på.”

”Det glider lettere, når der er den statuskamp. Og her var der kamp til stregen, for Paprika er hurtigere end Magnussen på en Formel 1-bane. Hvis du slipper grebet i ét sekund, så sidder hun i struben på dig.”

Paprika Steen griner højt.

Så løfter hun hænderne op ved siden af ansigtet og krummer fingrene som kløer, spiler øjnene op og fortrækker ansigtet i en vild rovfuglegrimasse. Jeg får hende selv i struben én gang, da jeg træder vande med et ubegavet spørgsmål. Det gennemskuer hun øjeblikkeligt og rammer mig med sin syrlige sarkasme og sit spidse blik. Men ellers er hun åben, bramfri, lattermild og ikke nær så svær at interviewe, som jeg er blevet advaret om.

”Mine scener med Ole var klart nemmest, fordi jeg havde modstand,” siger Paprika Steen, nu med ansigtet tilbage på plads.

”Men jeg var også glad for de mere tavse scener med Zlatko (Buric, red.), fordi han er så poetisk og nærværende. Jeg fatter ikke et ord af, hvad manden siger – det gør jeg decideret ikke – men der er noget enormt sjovt over hans måde at bevæge sig på. Han har bare en presence.”

Paprika Steen nød også selv at udfolde sig med fysisk komik.

”Vi lavede en scene, hvor jeg gik ind til Mia Lyhne og Mick Øgendahl for at blive udskrevet. Jeg syntes, det var lidt kedeligt og sentimentalt bare at gå ind og sige farvel, så jeg kom med en ægte tisseprøve med mit eget tis i et lunt glas. Der kunne Mia ikke holde masken,” siger hun.

”Jeg syntes, det var så sjovt, at hun blev befippet, så i anden omgang lavede jeg en lorteprøve af neskaffe og vådt rugbrød, som jeg moste i et glas. Da jeg kom ind med den, gik Mick helt ned: ’Nej, Paprika, neeeeej!’. Den så så ægte ud!”

”Det er også klamt. Der går du fandeme over stregen,” joker Ole Boisen.

Lidt for meget Paprika
Boisen brugte lang tid på at researche til sin rolle inden optagelserne.

”Improvisation betyder ikke, at man bare kan møde uforberedt op. Man må aldrig løbe tør for ideer. Med A-klassen forberedte jeg mig i tre måneder på dagpengesystemet og havde et kæmpe noteapparat. Det blev min ide-bank i stedet for mit kedelige privatliv, hvor det handler om at huske at købe bleer.”

”Din søn er femten år, det er lidt uhyggeligt, at du skal købe bleer,” siger Paprika Steen tørt.

”Jeg forbereder mig aldrig. For mig er forberedelsen at møde instruktøren og de andre skuespillere og mærke kemien. Især med komedier er man virkelig fucked, hvis man ikke har samme humor. Jeg er ikke så god til det der med at tænke mig for meget om inden. For mig fungerer det bedre at stresse mig selv lidt og ikke vide, hvad der skal ske. Men det gjorde måske også, at jeg nogle gange blev alt for Paprika-agtig,” siger hun.

Skriv dine replikker!
Inden hver scene fik skuespillerne skitseret, hvad der skulle ske, og hvor scenen skulle ende. Hvordan den så nåede derhen, var op til skuespillerne at finde ud af.

”Og så kom Morten altid med 40 nye informationer, når vi først gik i gang,” siger Paprika Steen irriteret og banker hovedet ned i bordet i slowmotion.

”Fordi det skulle knytte an med noget af det, vi havde lavet før,” rationaliserer Ole Boisen. ”Vi skulle nævne nogle ting for kontinuitetens skyld.”

”Og det frustrerede mig helt vildt,” vrænger Paprika Steen videre. ”’Så må du skrive det i dine replikker!’ Det sagde jeg eddermaneme tit.”

– Var det sjovt, eller var det frustrerende?

”Begge dele, fifty-fifty. Jeg har sjældent grinet så meget, og jeg har sjældent været så frustreret. Er det ikke meget ærligt? Vi har haft det sjovt, men jeg har fandeme også været så hidsig, at jeg kunne hive en vask ud af væggen.”

Lykkepiller eller healing
Selvom de to skuespillere er noget bedre venner her end på lærredet, er de lige så flintrende uenige om filmens centrale konflikt: pilleindustrien versus alternativ behandling.

”Jeg er tilhænger af helt nøgtern, videnskabelig behandling. Hvis du mangler nogle signalstoffer i hjernen, så lad os da endelig få nogle piller på bordet. Jeg er meget stor modstander af det alternative miljø,” erklærer Ole Boisen.

”Hvilket jeg ikke er,” indskyder Paprika Steen. ”Er der noget, jeg ved noget om, så er det alternativ behandling. Næsten alt hvad jeg siger i filmen – undtagen terrakottajord blandet med afføring – har jeg selv hevet ud af ærmet.”

Hun forklarer, at der både findes dygtige alternative behandlere og deciderede kvaksalvere.

”Acacia er en sød kvaksalver, som ikke selv ved, at hun er kvaksalver. Hun kan hjælpe folk med at få det bedre med sig selv, men hun kan ikke helbrede skizofren paranoia.”

”Dét er filmens fineste budskab,” siger Ole Boisen. ”At det, der helbreder os, er at få lidt plads og lidt opmærksomhed, ik’? At blive lyttet til og set på.”

Uanede mængder impro
Pressechefen kommer ind ad døren. Det er Berlingskes tur. Jeg begynder at pakke sammen.

”Vil du ikke lige runde af?” spørger Paprika Steen. ”’Hedder du virkelig Paprika?’,” foreslår hun ironisk. Det spørgsmål får hun tit, forstår jeg.

Jeg spørger, om hun har lært noget, som hun kan bruge fremover i sit skuespil.

”Nej,” svarer hun stumpt og synker tilbage i stolen med armene over kors, uimponeret over spørgsmålet.

”Jo, jeg har lært om mig selv, at jeg har uanede mængder af impro inden i mig. Når kameraet bare ruller, og der ikke bliver sagt tak, så sætter min kreativitet ind. Det vidste jeg ikke før. Så snakker man enormt meget. Det her var meget du-du-du-du-du. Jeg affyrede min maskinpistol hele tiden.”

”Ja, for hvis du holdt pauser, så ville jeg begynde at snakke. Det gælder om ikke at slippe ordet, når man har det,” siger Ole Boisen.

Kolbøttefabrikken har biografpremiere 29. maj.