Paprika smadrer julehyggen

Paprika Steen er sjov.

Det ligger nærmest som en trækning i mundvigen, når hun taler, synger eller fægter med armene.

Allerede med satireserien Lex & Klatten viste hun, at man kan gøre grin med alt, så længe man bare er ekstremt bevidst om, hvordan man gør det.

En pause på et sekund imellem et spørgsmål og svar kan betyde en morsom verden til forskel. Og skuespilleren blev allerede som ung legendarisk i brede kredse med sin rytmepædagogiske fremførelse af sangen Trives bedst med hvide mennesker, som Steen selv slog takten an til ved at klappe på sin egen krop.

Nummeret ligger mere end tyve år tilbage i tiden, men Paprika Steen er nu ikke blevet mindre sjov med tiden. Det viser hun for alvor i sin tredje spillefilm, hvor hun tager konceptet bag en juleaften under (u)kærlig behandling.

Et ensemble af nogle af landets sjoveste skuespillere vælter ind og ud imellem hinanden i Den tid på året, og de jordnære optrin bliver hurtigt dybt absurde i instruktørens hænder. Filmen er kernedansk, men kommer alligevel med gedigen medvind i ryggen efter store roser på festivalerne i Toronto og London.

På den måde truttes der mere ren humorrøv denne gang end i Steens første to film. Det storladne drama Lad de små børn … fra 2004 om et ægteskabs smerte efter en tragisk ulykke og den Coen-inspirerede, kulsorte komedie Til døden os skiller fra 2009.

Børn af Olsen-banden
Men hvad er det egentlig, der gør Den tid på året så sjov?

”Humor er jo simpelthen så svært at tale om,” griner Paprika Steen, der denne råkolde eftermiddag har insisteret på, at vi skal nyde vores kaffe udendørs på en Frederiksberg Allé-café.

”Men jeg vil sige det sådan, at jeg er glad for, at i hvert fald du definerer min nye film som en komedie. For folk har svært ved at genrebestemme, hvad det er, jeg har lavet. Og det er godt. Jeg synes, at dramaet er uinteressant, hvis ikke der er humor indblandet, og på samme måde er en komedie ikke interessant, hvis den ikke indeholder drama.”

Paprika Steen smiler for sig selv og slubrer lidt latte i sig. Så ser hun igen hen over bordet.

”Vi danskere er børn af Matador og Olsen-banden, selv om de fleste danske filmmennesker gerne vil sælge sig som efterkommere af Strindberg og Dreyer. Men det er vi jo i langt mindre grad, og det er også derfor, jeg synes, det er så underligt, når vi taler om Danmark som et Nordic Noir-land. Vi er meget sjovere end det.”

Et spørgsmål om timing
Paprika Steen kører hånden igennem manken og ser frem for sig. Hun spiller selv en af de bærende roller i sin nye film, og arbejdet som dels instruktør og dels skuespiller krævede, at produktionen blev holdt i stramme tøjler.

”Jeg er halvt dansk og halvt amerikansk, og det tror jeg godt, man kan mærke på mine film. Jeg vil have, at folk spiller igennem, og at filmen bliver tæt og ikke flyder ud i et to minutter langt billede af et bøgetræ, inden handlingen fortsætter. Der skal tempo og timing til, men timingen må ikke være plat,” siger hun og leder et øjeblik i sin hukommelse efter et eksempel.

”I Den tid på året er en af de voksne døtre præst, og hun siger, at hende og manden ikke fylder deres søn med julens usandheder, hvorefter min rolle svarer: ’Nej, kun med Gud.’ Det kan man jo sige på 100 forskellige måder, og det er timingen, der gør det sjovt. Havde jeg holdt en lang pause med en dyb udånding inden den replik, havde det nærmest lydt trist, men fordi det leveres snappy, bliver det sjovt.”

Og timing er da også Paprika Steens hemmelige våben i alt, hvad hun laver.

”Jeg kommer oprindeligt fra teatret, men jeg har aldrig rendt rundt i en stor dekoration eller en flot lyssætning. Jeg har dyrket typer, sprog og dialekter, og det var Lex & Klatten et ret godt eksempel på.”

”Som instruktør skal jeg udvikle typer, og så skal skuespillerne gøre dem til karakterer. En rolle kan altid se sjov ud på papiret, men hvis skuespillerne ikke selv udvikler den, ender den altid med at blive flad,” siger hun og nævner, at skuespillerne fik ekstraordinær meget plads til selv at finde deres roller i Den tid på året.

Menneskelig umusikalsk
Det må man da så også sige, at Sofie Gråbøl, Karen-Lise Mynster, Patricia Schumann, Lars Knutzon, Jacob Lohmann og ikke mindst Lars Brygmann, der indtager filmens bærende roller, virkelig finder i Den tid på året.

Replikkerne flyver ind over juleaftensbordet, hvor både interesser og agendaer er vidt forskellige.

”Tag nu bare Lars Brygmann,” siger Paprika Steen og begynder allerede at grine ved tanken.

”Ham havde vi skrevet som en selvhævdende og bedrevidende type med nogle virkelig sjove replikker, men Lars tog den type, og gjorde ham bitter og menneskelig umusikalsk. Det betød, at han alene ved sin tilstedeværelse pludselig var virkelig sjov! Og vi kender alle sammen det at ville imponere nogen uden at vide, hvordan man gør. Sådan har Lars’ rolle det også i filmen, og genkendeligheden midt i det pinlige gør ham både skæg og interessant.”

Selvhævdende institution
Selv om Den tid på året altså er sjov, så forstår man det nu godt, når Paprika Steen nævner, at ikke alle ser på hendes nye film som en komedie.

Der er ubærlige øjeblikke undervejs, hvor nogle af familiens medlemmer udstilles af de andre – eller endnu værre: slet og ret overhøres, fordi andre vil fortælle, hvad de føler eller mener.

”Humor må meget gerne være noget groft noget,” siger Paprika Steen og kaster blikket ned ad Frederiksberg Allé.

”I Den tid på året er der en ordblind dreng, som læser op af Peters jul, og jeg skriger simpelthen af grin, når jeg ser det, fordi de voksne omkring ham opfører sig så forfærdeligt. De kan slet ikke være i det, men når jeg har vist filmen for et publikum, har jeg omvendt set, at nogle græder, fordi de voksne netop er så forfærdelige, at det er helt vildt synd for den her dreng. Dét er humor for mig. Noget, der virkelig udfordrer os, og som alle ikke nødvendigvis behøver synes er lige sjovt.”

Sådan forholder det sig faktisk også med den moderne familie, mener Paprika Steen. Familien er nemlig blevet en selvhævdende institution, der efterhånden er det eneste her i livet, man ikke selv kan vælge. Derfor ligger der også et komisk potentiale og simrer her.

”Mit blik på familie er, at vi må gøre det så godt, vi kan, og hvis jeg møder nogen, der siger, at de har haft en fantastisk barndom, og at de elsker at se familien hver eneste weekend, så er jeg ret overbevist om, at det er løgn,” siger instruktøren og griner så selv lidt af sin påstand.

”Men jeg mener det faktisk,” siger hun så.

”Vi er alle sammen nogle bestemte typer i en familie, og mens vi hele tiden kan skabe et nyt billede af os selv ude i offentligheden, så kan vi ikke ændre os i familien. Her har alle et meget bestemt billede af hinanden. Alene den energi ligger der enormt meget indebrændt komik i at beskrive.”

Parykhumor er ikke sjovt
Samtidig er julen reelt den sidste tilbageværende danske højtid. Det er her, at der er en klar dramaturgi for aftenen, og selv om spisevanerne og nogle enkelte pakkelege kan variere fra landsdel til landsdel, så er julen som skabt til at samle en familie om træet og lade især de voksnes knaster springe ud i lys lue.

”Der er så mange absurde forventninger juleaften, som aldrig kan indfries,” siger Paprika Steen og vender sin kaffekop i hænderne.

”Prøv lige at servere fisk den aften! Så flipper familien jo fuldstændigt ud, selv om vi alle sammen er så ukristne og principielt ligeglade. Samtidig ser familien sjældent hinanden i dag, så juleaften skal alle blære sig for et helt år. Min idé var at lave en sjov ensemblefilm ud fra det. For det har vi manglet i Danmark.”

Paprika Steen bliver for første gang stille under interviewet. Så ser hun igen skarpt hen over bordet og siger:

”Der er mange komedier, jeg ikke griner af. Jeg morer mig aldrig over ting, der er forudsigelige på den platte måde. Når jeg mærker en ivrighed for at få mig til at grine i en film eller en replik, griner jeg ikke. Man kan få folk til at grine af alt, hvis man først har bildt dem ind, at ’det her er sjovt, fordi jeg har taget en paryk på’ – men det er en anden slags grin. Fuck, hvor det er kompliceret at forklare humor!” udbryder instruktøren, men retter sig så op.

”Kort sagt: Enten så har du den, eller også har du den ikke. Det hele ligger i timingen. Det er klassisk. Buster Keaton kan time sit fald i en bananskrald, Ricky Gervais kan lave et ansigtsudtryk, efter han har sagt noget utroligt almindeligt eller dumt, som fortæller, at han selv synes, det var vise ord. Dét griner jeg virkelig meget af, fordi hans timing er eminent.”

Nu bliver det Steen’ske smil pludselig skælmsk. Det er, som om der er en pointe, som skal være både højtravende og morsom.

”Shakespeare sagde …,” siger Paprika Steen og smiler allerede bredt.

”… at teater er at holde et spejl op foran menneskeheden. Det er også det, jeg prøver med den her film. Jeg holder et spejl op foran publikum, og det er lige meget, om du er dansker, englænder eller kineser, for den årlige familiemiddag kender alle til.”