Dag 5 & 6: Ætsende familiejul med Paprika Steen

På London Film Festival skal man stå i kø. 

Her får pressen ingen særbehandling. Man køber sin akkreditering på lige vilkår med folk, der arbejder i filmindustrien. En sympatisk indretning lavet ud fra devisen, at filmfolk skal se, hvad filmfolk laver. 

Men det resulterer også i alenlange køer til ”P&I”-visninger, hvor presse- og industrifolkene gør vores bedste for at møde tidligt op. En sandwich i Tesco eller en sushi-boks fra Soho, og så må man spise i køen. 

Der er rift om pladserne til de mest interessante film, men det meste af tiden kan man lige nå at smutte ud i foyeren efter en kaffe, når først man er kommet ind i salen. 

Det meste af tiden. Da jeg forsøgte at lave dét trick til Nicole Kidman-filmen Destroyer, var der en ældre herre, der smed min jakke på gulvet, satte sig i mit sæde og nægtede at flytte sig, før der kom en vagt og smed ham ud. 

Dirket op af lusket manuskript
Det var filmen egentlig ikke værd. 

Nicole Kidman lægger sig ellers i selen i denne noir-nihilistiske detektivhistorie, hvor hun spiller en hærget alkoholiker både før og efter den fatale fejltagelse, der seksten år tidligere fik hendes liv til at køre af sporet. 

Den hemmelighed bliver langsomt dirket op af et lusket manuskript, der er rundt om alle genrens træk og klichéer – bare med kvindeligt fortegn. 

Så Kidman er en hård negl med ondt i familielivet, et alkoholproblem og et gammelt udestående, der truer med at tage livet af hende. Hun plejer et selvhad, der tærer hendes sjæl i stykker, og det giver anledning til forrygende spil fra Kidmans side. 

Også selv om den tunge makeup ikke helt overbeviser én om, at verdensstjernen har dårlig hud. 

Overset øjeblik i amerikansk politik
Søndag startede og sluttede politisk. 

Jeg har allerede skrevet mere udførligt om Michael Moores skaderapport Fahrenheit 11/9, der klarlægger, hvor galt det står til i det amerikanske politiske system. 

Jason Reitmans The Front Runner ser nærmere på, hvad der gik galt. 

Her følger vi de sidste tre uger af Gary Harts præsidentkampagne i 1988. Den brandintelligente demokrat har en gudgiven evne til at formulere sig klart og koncist, så enhver kan forstå. Og han ser godt ud på tv – han bliver trods alt spillet af Hugh Jackman! 

Men han knalder også udenom på et tidspunkt, hvor den pæne presse var i gang med at tage fløjlshandskerne af. Fordums gentleman-aftaler om at holde politikeres privatliv væk fra forsiderne må vige for en ny, sensationshungrende mediedagsorden. 

Vi ved alle, hvad det har ført til – på begge sider af det politiske spektrum. 

Reitmans portrætfilm roder lidt rundt med et stort og hurtigsnakkende ensemble, men det er en medrivende skildring af et afgørende, men overset øjeblik i amerikansk historie. 

Satire om kropsidealer
”En deform krop har altid været et symbol på en deform sjæl,” forklarer en af personerne i Chained for Life. Det er en vedkommende satire, der både dyrker og peger fingre ad kameraets fascination af alle dem, der ser forkerte ud. 

Handlingen udspiller sig på et hospital, hvor et filmhold er i gang med en 70’er-kitschet gyser om en blind kvinde, der forelsker sig i en mand med ansigtsdeformiteter – og væmmes, da hun får synet igen! 

Instruktør og forfatter Aaron Schimberg har skabt en skarp og kompleks fortælling, der holder et spejl op mod publikum på en måde, der er afslørende og ikke så lidt penibel. Det er let at genkende sig selv i de smukke skuespilleres overbærende, akavede omgang med de ”misfostre”, der er fragtet ind for at være skræmmende i filmen. 

De må overnatte på en sygestue i hospitalet, mens ”de normale” får hotelophold.

Schimberg veksler mellem film og indtil flere film-i-film, så man bliver helt rundtosset, og Chained for Life leder tankerne hen på Tom DeCillos legesyge 90’er-kultfilm Living in Oblivion. 

Stilig spionserie
Tv-serierne fylder ikke meget på London-festivalen, men vinterens John le Carré-satsning fra BBC er umulig at overse: The Little Drummer Girl. Ingen ringere end Park Chan-wook står bag alle seks afsnit, og med de to første svælger han i genrens sexede intriger. 

Serien følger op på Susanne Biers succesrige Natportieren med en filmatisering af en af forfatterens tidligere spionromaner. Denne gang er handlingen hensat til 1979 og den betændte konflikt mellem Israel og Palæstina. 

Da palæstinensiske terrorister foretager et fejlslagent bombeattentat mod en israelsk diplomat og i stedet dræber hans søn, sætter spionmesteren Kurtz (en forbistret intelligent Michael Shannon) sig til at optrevle et terrornetværk, der har medlemmer fra Mellemøsten op igennem hele Europa. 

Til formålet får han en tidligere agent til at rekruttere den engelske skuespiller Charlie, hvis ungdomsradikale overbevisninger pludselig bliver brugt imod hende. 

Gennembrudsstjernen Florence Pugh er formidabel i hovedrollen som den usikre kvinde, der villigt lader sig forføre – ikke blot af den marmorstøbte Alexander Skarsgård, men af branchens dødsensfarlige maskespil. 

Harcelerende julekomik
Juleaftener er giftige. Der er en fast spilleplan og højhellige traditioner, både kirkens og familiens, og det skal være hyggeligt – fandeme – når alle varmer sig i familiens skød. 

Men det er svært, når den ene søster har et horn i siden på den anden, mens den tredje er frosset ude. Når forældrene er bittert fraskilte, svogeren er ulideligt bedrevidende, nevøen har ADHD, og bedstefar har taget sin hund med. 

Paprika Steen lægger i Den tid på året op til en veloplagt omgang ævl og kævl, og hun giver den hele armen som den desperat overskudsagtige Katrine, der så gerne vil favne familien i al dens ulidelighed. Samtidig er Steen instruktør for det hele med skarp timing og et stort talent for at jonglere sjove mennesker. 

For hun har samlet et skønt ensemble omkring sig i den familiære kaoskomedie, ikke mindst Sofie Gråbøl og Lars Brygmann som et småligt ægtepar, der plages af evigt intellektuelt mindreværd. 

Alle skuespillerne får en god replik og et godt grin fra publikum, der selv med engelske undertekster som benspænd lo muntert fra først til sidst over hver en spydighed, der bliver desperat glattet ud i aftenens anledning. 

Paprika Steen er en gudbenådet skuespiller, men hendes første to film som instruktør, Lad de små børn … og Til døden os skiller, overbeviste ikke én om, at hun også bemestrer den metier. Men det gør Den tid på året, der må betegnes som hendes gennembrud bag kameraet.