Top 10
23. nov. 2015 | 09:10

Par på film og i virkeligheden

Foto | Merrick Morton
Angelina Jolie og Brad Pitt, der som bekendt danner par til daglig, spiller også sammen i den artfilm-inspirerede By the Sea.

Historien er fuld af eksempler på film, hvor virkelige par spiller sammen. Vi udråber nogle af de bedste i anledning af By the Sea med Brad Pitt og Angelina Jolie.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Når virkelige par spiller sammen i film, vækker det altid lidt ekstra interesse.

For naturligvis giver det kulørt krydderi til en film, at hr. og fru verdensstjerne pryder rollelisten. Men kan det også skyde mere dynamik, spænding og kant ind i en film?

Ofte er film med virkelige par centreret om netop to menneskers forhold. For det er jo aldrig tilfældigt, at en instruktør vælger netop to elskende fra den virkelige verden. Woody Allen, Nicole Kidman, Casper Christensen og Elizabeth Taylor er nogle af de skuespillere, der har spillet sammen med deres respektive partnere – nogle endda af flere omgange.

Og selv på vores egen Ekko Shortlist viser Neel Rønholt og Jens Frederik Sætter-Lassen i Nedtællinger, at par-dynamikken kan fungere i kortfilm.

By the Sea med Brad Pitt og Angelina Jolie har fået en ublid medfart af Ekkos anmelder. Ti gengæld er her ti eksempler på gode film med virkelig par – eller som blev det efterfølgende.

 

10. The Amazing Spider-Man

Sam Raimis Spiderman-trilogi var dårligt kommet ud på dvd, før det forlød, at en ny genoplivning af universet var på vej i 2012.

Her fik den unge Andrew Garfield titelrollen, mens Emma Stone skulle spille superheltens udkårne Gwen Stacy. Skuespillerne havde været kærester i et års tid forinden.

Og de fungerer faktisk ret godt som det unge elskende par. Garfield har den kækhed, Spiderman besidder, Stone er troværdig som teenager trods sin alder, og deres ungdommelige flirten knitrer godt.

 

9. Mr. and Mrs. Smith

By the Sea er faktisk ikke første gang, Brad Pitt og Angelina Jolie spiller sammen. Før der var noget, der hed Brangelina, spillede de to verdensstjerner sammen i spion-komedien Mr. and Mrs. Smith fra 2005.

Faktisk går historien, at superparret mødte hinanden netop i forbindelse med indspilningen til filmen, mens Pitt var associeret med en anden skuespiller, nemlig Jennifer Aniston.

Man kan da også fornemme en særlig kåd kemi mellem Pitt og Jolie i rollerne som ægteparret, der agerer spioner i al hemmelighed.

 

8. Klovn

Både i serien og filmene leger Klovn-skaberne Frank Hvam og Casper Christensen med virkeligheden.

Mange af karaktererne hedder eksempelvis det samme som de skuespillere, der spiller dem, og selvfølgelig danner Casper Christensen og Iben Hjejle derfor også både par i Klovn-universet og i virkeligheden.

Og der er gang i forholdet mellem Iben og Casper. De spiller begge karakterer med masser af temperament, og det smitter naturligvis af på forholdet, der bølger fra kæmpe skænderier til lidenskabelig sex.

Helt i tråd med virkeligheden er Casper og Iben da også gået fra hinanden i den nye Klovn Forever. Her udviskes grænserne mellem fiktion og virkelig endnu en gang.

 

7. Vicki Christina Barcelona

Woody Allens sommerflirt af en film fra 2008, Vicky Christina Barcelona, har selvfølgelig også et par på rollelisten.

Parret Javier Bardem og Penelope Cruz udgør nemlig de to sider af filmens firekantsdrama, der også tæller Scarlett Johansson og Rebecca Hall.

Sjovt nok spiller Bardem og Cruz et temperamentsfuldt ægtepar, hvor Bardem giver den som udfarende og forførende førsteelsker med andre kvinder, mens Cruz mest af alt vil ham til livs.

 

6. The Godfather: Part III

Diane Keaton havde faktisk et forhold til Woody Allen engang, men hun havde også et mere eller mindre fast forholdt til selveste Al Pacino.

Så det er naturligvis interessant, at netop Pacino og Keaton udgør gangster-ægteparret Michael og Kay med efternavnet Corleone i Godfather-trilogien.

Forholdet mellem Michael og Kay faktisk er interessant gennem alle tre film, men det er i Godfather III, at forholdet mellem Michael og Kay krakelerer, men også forsones igen.

 

5. Don't Look Now

Indrømmet, Donald Sutherland og Julie Christie dannede faktisk slet ikke et par, da de medvirkede i Nicolas Roegs mystiske mesterværk Don’t Look Now fra 1973.

Men myterne og historierne om Sutherland og Christies påståede affære er så gode, at de har fortjent at blive nævnt. Også selv om hovedpersonerne har afvist dem flere gange.

Det er især én bestemt scene, der har givet anledning til spekulationerne om Sutherlands og Christies privatliv. I en scene, hvor de to har lidenskabelig sex, virker kemien mellem de to særlig virkelig og autentisk. Men måske er det bare godt skuespil.

 

4. Hannah og hendes søstre

Vi har allerede nævnt Woody Allen, og den flittige instruktør har da også været om sig partnermæssigt. Faktisk har newyorkeren spillet over for sine forskellige partnere adskillige gange.

I Hannah og hendes søstre spiller Woody Allen for eksempel Mia Farrows småneurotiske eksmand, mens de to dannede par i virkeligheden. Han forelsker sig imidlertid i Farrows søster i filmen, og så ruller handlingen ellers som en klassisk Woody Allen-film med alt, hvad det indebærer af intellektualisering over storbymenneskets forvirring.

Allen har desuden haft forhold til både Diane Keaton og Mariel Hemingway, som han også spillede sammen med i henholdsvis Annie Hall og Manhattan.

 

3. The Big Sleep

The Big Sleep er i dag en vaskeægte klassiker i film noir-genren. Og klassiker-statussen skyldes ikke mindst kemien og samspillet mellem Humphrey Bogart og Lauren Bacall.

Bogart og Bacall var blevet gift året før filmen, og det fornægter sig bestemt ikke, at filmens par også dannede par i virkeligheden. Kemien er tyk, og især Bogart flirter konstant på den staccato og maskuline måde, der blev så kendetegnende for ham.

To år forinden havde de to Hollywood-stjerner allerede spillet sammen i Howard Hawks’ At have og ikke have. Selv om der var næsten 25 års forskel på de to skuespillere, forblev de to var gift indtil Bogarts død i 1957.

 

3. Eyes Wide Shut

Stanley Kubricks sidste film Eyes Wide Shut fra 1999 er i nogles øjne et sandt mesterværk, for andre en uværdig afslutning på instruktørens karriere.

Baseret på Arthur Schnitzlers Drømmenovelle er filmen et kammerspil, der på besynderlig vis udforsker parforholdet på godt og ondt. Det var med andre ord oplagt, at Kubrick fandt det daværende par Tom Cruise og Nicole Kidman som lægeparret William og Alice Harford.

Lige meget hvad man synes om Eyes Wide Shut, må man erkende, at Cruise og Kidman er filmens uomgængelig omdrejningspunkt. Og en ægteskabelig opgørscene, hvor Alice siger sin mand nogle sandheder, der sender ham ud på en eksistentiel rejse, står som dramaets højdepunkt.

Ellers fylder Cruises rolle forholdsvis meget og overskygger til tider Kidmans, så man kan diskutere, om Kubrick får nok ud af parrets samlede potentiale.

 

1. Hvem er bange for Virgina Woolf?

Med sine otte ægteskaber med syv forskellige mænd kan det næppe undre nogen, at Elizabeth Taylor nåede at optræde med én af sine gemaler på det hvide lærred. Det skete i 1966, hvor hun sammen med sin mand Richard Burton indspillede Hvem er bange for Virgina Woolf?

Mike Nichols adaption af Edward Albees teaterstykke er da også skræddersyet til en par-præstation. Filmen er en lang deroute af en parmiddag, hvor det interne magtspil mellem Taylor og Burton slår gnister, og det fyr gennem luften med eder og forbandelser.

Ét år før deres første ægteskab (ud af to) spillede Taylor og Burton desuden sammen i storfilmen Cleoptra fra 1963.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko