Nekrolog
28. dec. 2023 | 13:59

Parasite-skuespiller fundet død

Foto | Jae-Hyeok Lee

Den koreanske skuespiller Lee Sun-Kyun fik sit internationale gennembrud som den rige familiefar i klassedramaet Parasite. 

Lee Sun-Kyun er glimrende som overklassefamiliefar i Oscar-vindende Parasite, men nu er skuespilleren død efter en tragisk narkoskandale.

Af Frederik Hoff

I Korea har skuespilleren Lee Sun-Kyun længe være en velkendt og respekteret skuespiller i film som Paju og komedien A Hard Day såvel som serien My Mister.

Men det var med den fantastisk snobbede præstation i rollen som overklassefamiliefar i Bong Joon-hos Oscar-vindende mesterværk Parasite fra 2019, at omverdenen fik øje på hans evner.

Nu er Lee Sun-Kyun død, 48 år gammel.

Skuespilleren blev onsdag fundet død i sin bil i en park i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Ifølge hustruen havde han efterladt, hvad der ligner et selvmordsbrev.

Det skete efter et hårdt forløb. Det startede, da politiet i oktober kaldte ham til afhøring, efter en natklubbestyrer anklagede ham for at være påvirket af stoffer.

Lee Sun-Kyun holdt fast i, at natklubejeren snød ham til at tage stoffer uden hans vidende som led i afpresning. Konflikten førte til en skandale i koreanske medier, selv om skuespilleren aldrig er blevet testet positiv for narkotika.

Den koreanske skuespillerkollega Arden Cho kritiserer på det sociale medie X sit lands medier for at have hængt Lee Sun-Kyun ud med fatale konsekvenser.

”En smuk sjæl gik tabt, medier er frygtindgydende,” skriver hun.

Lovende karriere
Siden det internationale gennembrud med Parasite i 2019 har Lee Sun-Kyun spillet en række prominente roller, og hans fremtidige karriere så yderst lovende ud.

I den første koreanske Apple TV+-serie DR. Brain fra 2021 spiller han hovedrollen som hjerneforskeren, der forsøger at løse en mordgåde ved at hacke sig ind i afdødes hjerne. Rollen indbragte ham nominering til en international Emmy Award.

I foråret fik han stående ovationer på Cannes-festivalen for sin store rolle i monsterfilmen Project Silence.

Lee Sun-Kyun efterlader sig sin kone, skuespilleren Jeon Hye-jin, og deres to børn.

Trailer: Parasite

Kommentarer

Livslinien

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Kontakt Livsliniens telefonrådgivning på 7020 1201 alle dage kl. 11-05.

Du kan også skrive til Livslinjens mailrådgivning på skrivdet.dk.

© Filmmagasinet Ekko