Dag 2: Paris Hilton og sortes rettigheder

Dagen starter kl. 6.45, hvor jeg skal give et interview til nyhederne i Radio24syv om Ekkos undersøgelse, der påviser, at 55 procent af filmene i hovedkonkurrencen i de sidste tre år har en fransk forbindelse.

Vi har aftalt at gøre det over Skype for at spare på mobilregningen. Men forbindelsen fungerer selvfølgelig ikke, så vi ender alligevel med at lave interviewet over mobilen.

”Hvis du er instruktør og vil til Cannes, så skynd dig at få en fransk co-producer,” var mit budskab. 

Liderlig og beregnende
Morgenmaden på Hotel Chalet de L’Isere er ikke værd at skrive hjem om. Det samme gælder nedbørret, der er så kraftigt, at man skulle tro, at Hollywood var i gang med at optage scenen, hvor det forelskede par kysser i regnen.

Her er bare ikke noget par og slet ingen forelskelse.

På Croisetten forcerer jeg tiggerne – folk, der ikke er akkrediteret, men som håber, at en behjertet sjæl har en ekstrabillet – og går videre op ad den røde løber til Grand Théâtre Lumiére, hvor François Ozons Jeune & Jolie vises klokken 8.30. 

Jeune & Jolie betyder ”ung og smuk”, og den beskrivelse lever Marine Vacth op til. Hun spiller hovedrollen som den syttenårige Isabelle, der kommer fra en velstillet familie, men alligevel kaster sig ud i prostitution – af ren og skær lyst, forstår vi. 

Det lyder som en gammel gris’ ønskedrøm, og denne meget franske film ville da nok heller ikke kunne være blevet til i Danmark, hvor en konsulent som bekendt afviste at støtte en film, fordi de kvindelige karakterer var ”liderlige og beregnende”.

Filmen er hele vejen igennem halvlummer, men alligevel slipper François Ozon helskindet fra coming-of-age-dramaet, der er fortalt med fransk elegance og sans for sensualitet. Man kommer uvægerligt til at tænke på Buñuels Dagens skønhed, men også Eric Rohmers ungpigeportrætter, og her er debutanten Vacth et fund i hovedrollen. Hun gør Isabelle til en gådefuld skikkelse, man aldrig bliver træt af at udforske.

I Paris Hiltons skokammer
Efter Ozons film løber jeg over til Salle Debussy, som viser Sofia Coppolas The Bling Ring. Titlen er navnet på den flok teenagere, der i perioden 2008-09 brød ind i berømtheders huse i Hollywood og stjal penge og værdier for omkring tre millioner dollars. 

Banden blev opdaget og straffet med fængsel, men endte ironisk nok selv som en slags berømtheder, blandt andet takket være en stor artikel i magasinet Vanity Fair, der har givet Sofia Coppola inspiration til filmen.

The Bling Rings yndlingsoffer var Paris Hilton, som selv gæsteoptræder i filmen og har stillet sin kæmpevilla til rådighed for filmholdet. I en scene åbner de unge et enormt kammer hos Hilton, der er fyldt med sko, sko og atter sko, og jeg gætter på, at det er dette på en gang magiske og perverse billede, som overbeviste Coppola om, at hun skulle lave filmen. 

Hvis Coppola har fået penge for alle de produkter, der bliver vist frem, så må de næsten have kunnet finansiere filmen. 

Men instruktøren formår aldrig at trænge ned under den glittede overflade hos disse forskruede teenagere eller gøre det underholdende drama til et tankevækkede billede på Generation Facebook. Satiren mangler bid, og The Bling Ring er i fare for at ende som det, den selv gerne vil kritisere: en fascineret dyrkelse af det indholdsløse stjerneliv.

Nytårsaften på Fruitvale Station
Anderledes vedkommende er Ryan Cooglers Fruitvale Station, som vises klokken 14 i samme sal. Filmen vandt Sundance-festivalen i januar og må derfor nøjes med at deltage i Un Certain Regard-konkurrencen – ligesom sidste års fantastiske vinder af Sundance: Hushpuppy.

Filmen er baseret på en autentisk historie om den 22-årige, sorte mand Oscar Grant, der blev skudt af en politibetjent nytårsaften 2009 på Fruitvale Station i San Francisco. 

Der var mange vidner til drabet, og Fruitvale Station lægger ud med en mobiltelefon-optagelse af tragedien. Derpå springer filmen et døgn tilbage, og vi følger med et nærgående kamera Oscar (overbevisende spillet af Michael B. Jordan fra The Wire) i timerne op til tragedien. Undervejs er der flashbacks til hans fortid. 

Filmen lægger ikke skjul på, at Oscar er involveret i narkohandel og har afsonet en fængselsdom, men tegner et varmt portræt af en forvirret, men grundlæggende god mand, der var hjælpsom over for fremmede og en kærlig far for sin lille datter.

I slutningen er vi tilbage i virkeligheden, hvor en gruppe mennesker demonstrerer for Oscar Grant og menneskerettighederne. Filmen fryser i et nærbillede af Oscars virkelige datter. Politibetjenten fik en dom på bare to år. Det er så sindsoprivende, at man et øjeblik overvejer at skrotte filmnørderiet og tage til USA for at kæmpe for de sortes rettigheder. 

Kinesisk voldseksplosion
”Afmagt” er også den bærende følelse i næste film, som vises klokken 16.30 i Salle Debussy: Jia Zhangkes firdelte stordrama, A Touch of Sin. Men i modsætning til Ryan Coogler giver Zhangke sine karakterer, der bliver undertrykt i det moderne Kina, den tilfredsstillelse at få afløb for deres vrede. Endda i ekstrem grad.

En vred minearbejder, der gør oprør mod korruption i sin landsby, henretter således seks mænd, der har generet ham, på stribe. Blodet sprøjter som i en anden martial arts-film. Og allerede i filmens første tre minutter må tre unge landevejsrøvere lade livet, fordi en træt arbejdsmand gerne vil hjem til sin familie og ikke ser nogen grund til at betale rejsepenge.

Trods dramatikken har jeg dog svært ved at koncentrere mig. René Fredensborg har ringet og vil have mig til at fortælle om Cannes i sit radioprogram AK 24syv klokken 19. Mine tanker kredser mere om det forestående interview end om handlingen i Kina-eposet. 

Gudskelov vises Zhangkes film igen klokken 22, hvor jeg sidder klar med rensede tanker. Men selv om A Touch of Sin er et ambitiøst og ganske modigt forsøg på at give et andet billede af nutidens Kina – og sagtens kan få en pris på næste lørdag – så går blandingen af dvælende artfilm (instruktørens yndlingsfilmgreb er en meget langsom kamerabevægelse, der bagfra følger en karakter på vej ned ad en gade) og over-the-top-action ikke op i en højere enhed for mig.

Og Jia Zhangke, der ellers kan skabe overjordisk smukke billeder (Still Life, 24 Cities), har denne gang optaget sin film digitalt med det besynderlige resultat, at mange totalbilleder står decideret uskarpt.   

Klokken 01 slukker jeg lyset på mit værelse på Hotel Chalet de L’Isere. Jeg når lige at bestemme mig for at se fire film og gå til én pressekonference i morgen.