Parwanis store ståhej for ingenting

Evnen til at fabulere er essentiel for en instruktør, men når fabuleringerne glider over i virkelighedens verden, er det knapt så hensigtsmæssigt.

Det viser sagen om Manyar Parwani.

Han er igen kommet i mediernes søgelys, ikke fordi han har lavet en god og vedkommende film, der rejser relevante spørgsmål om vores samfund, men fordi han har haft en lemfældig omgang med sandheden i forbindelse med et nyt filmprojekt.

Hans troværdighed var i forvejen lav.

Dansk Skuespillerforbund blev vrede i 2012, fordi han havde taget penge for casting på sit foregående projekt, KTO. Pengene skulle være gået til filmen, men de forsvandt tilsyneladende sammen med hans bedste ven. Og den færdiggjorte film forseglede han sidste sommer, fordi det skønnes, at filmen er så ringe, at den vil dræbe hans karriere, hvis den bliver vist offentligt.

I stedet kastede han sig over en ny og opsigtsvækkende film: om dansk-palæstinenseren Omar El-Hussein, der dræbte to personer i København i februar 2015. Syv år efter debuten Himlen falder skulle filmen bringe Parwanis karriere tilbage på sporet, men nu kan den vise sig at blive sidste søm i ligkisten.

Radio24syv har imidlertid på det seneste påvist, at det har været så som så med gravearbejdet, selv om Parwani hævder at have talt med 100 kilder.

Hverken Omars familie eller venner eller andre personer, der var tæt på ham, er blevet kontaktet af Parwani. Og han gav fejlagtige oplysninger i sin ansøgning til Det Danske Filminstitut, da han hævdede at have mulighed for at møde Omars søster – han har aldrig haft en søster – og placerede familien i Jordan, hvor de dog ikke boede.

En pinlig sag for Det Danske Filminstitut, som bryster sig af at have en grundig og seriøs sagsbehandling, men alligevel har givet 90.000 kroner til udviklingen af et projekt, som ikke kan bære et simpelt faktatjek.

Det er også pinligt for store medier som Politiken og DR2’s Deadline, der ukritisk har lagt spalteplads og givet sendetid til Parwanis selvpromovering uden at stille det helt elementære spørgsmål: Kan det nu passe?

Det har journalisterne Kristoffer Eriksen og Per Lysholt til gengæld forbilledligt gjort i Radio24syv.

De har sået tvivl om to gruopvækkende, udokumenterede påstande, som Parwani har turneret rundt i medierne med: At Omar havde en stærk kontakt med folk i Islamisk Stat, og at Parwani selv er blevet truet af hætteklædte mænd med pistoler til at droppe filmen.

Begge udsagn øger Parwanis mulighed for at få den eftertragtede filmstøtte, men de spreder også frygt og bekræfter fordomme, fordi de indikerer, at ekstremistiske undergrundsgrupper i Danmark truer vores sikkerhed.

Mest forstemmende har været Manyar Parwanis reaktion på kritikken. I stedet for at svare på Radio24syvs fuldt berettigede spørgsmål angreb han på sin Facebook-side de ”sensationssøgende personligheder”, der begår et ”karaktermord” og forsøger at knægte en ”kunstners ytringsfrihed”.

Han ser sig selv som ytringsfrihedens modige forkæmper, der er udsat for personforfølgelse. Og da der for en gangs skyld dukkede kritiske kommentarer op på hans Facebook-side, lukkede han den midlertidigt.

Han har heller ikke holdt sig for god til at bruge sin afdøde mor i martyriet.

”Selv de mest hæderlige, jeg respekterede, gav mine ord videre og forsøgte at sole sig i det, som lignede min tragedie – min fiasko. De bagtalte mig og rottede sig sammen i små lokaler, mens de enten røg vandpibe eller sniffede coke,” skrev han i en nu slettet Facebook-opdatering og fortsatte:

”Jeg får lyst til at være hyklerisk, løgnagtig, bedragerisk og bryde mine løfter til mennesker, som har risikeret deres skin og stolet på mig. Men det kunne jeg ikke. Dit ansigt dukker hele tiden op. Og hvordan skulle jeg kunne se min elskede i øjnene, hvis min sjæl er fordærvet?”

Derimod viser han ikke noget tegn på skam eller fortrydelse over, at han har fået støtte efter at have givet forkerte oplysninger til Det Danske Filminstitut og sandsynligvis overdrevet sin adgang til væsentlige kilder.

”Grundigheden i researchen er det allervigtigste. Det er her, jeg har brug for opbakning og støtte,” skrev han i ansøgningen, hvor han understregede, at han nærmest ville gå ”journalistisk til værks”.

Derfor holder det heller ikke, når han i dag forsvarer sig med, at filmen er fiktion. Og når han beskylder journalisterne for at være sensationssøgende, så kan man med større ret sige det samme om hans filmprojekt, der spekulerer i en tragisk begivenhed.

Lukkede øjne fik i sidste uge afslag på manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut, og Zentropa er ikke længere med. Det kan Parwani kun takke sig selv for. Han har brugt medierne og virkeligheden, men begge dele har ramt ham som en boomerang.

Aldrig har en instruktør formået at få så meget omtale med så lille et cv. Næste gang, vi skriver om Manyar Parwani, skal der foreligge en film – gerne fyldt med fabuleringer.