Passioneret pianist med skuespiltalent

”Man skal være fuldstændigt ligeglad med at få accept af omverdenen. Hvis du brænder for din kunst, så skal resten nok komme af sig selv,” siger Aria Farjadi med et varmt smil. 

Aria Farjadi er en drømmer. Den uprøvede skuespiller med iranske rødder kunne ikke være mere perfekt castet til rollen i Mount Everest. 

Her spiller han en passioneret pianist, der kæmper med at balancere de store drømme om at dele den klassiske musik med verden over for hverdagens lavpraktiske og økonomiske realiteter. 

Ekkos fagjury forelskede sig i præstationen, og på Aria Farjadis fødselsdag fik han nyheden om, at han var blevet nomineret til Ekko Shortlist Awards for bedste mandlige skuespiller. 

”Det var den bedste gave,” siger 54-årige Aria Farjadi begejstret over nomineringen i det fornemme felt, der tæller store navne som Dejan Cukic og Troels Lyby. 

Op ad bjerget
Hovedpersonen i Mount Everest har samme fornavn som Aria Farjadi, og selv om filmen er fiktion, er der op til flere sammenfald mellem de to.

Aria Farjadi er selv klassisk koncertpianist og har været klaverunderviser i mange år. Og det var netop under en af Aria Farjadis mange klaverlektioner, at idéen til filmen blev udviklet. 

”Rasmus Nyholm Schmidt, som er instruktør på filmen, er også min klaverelev. Midt under en klavertime blev han pludselig inspireret af min måde at sige tingene på, og han spurgte, om jeg ville være med i hans film,” fortæller Aria Farjadi. 

I filmen bruger hovedpersonen Aria bjerget Mount Everest til at beskrive tilgangen til klaveret og den proces, man befinder sig i, når man udvikler sit talent. Det billede kan bruges på musik, men kan også overføres til mange andre udviklingsprocesser i livet. 

Og forståelsen ligger helt tæt på Aria Farjadis eget livssyn. På hans kontor i nordvest i København peger han stolt på billedet af det majestætiske bjerg, som hænger på væggen og troner over hans klaver – akkurat som i filmen. 

”Du er startet som nybegynder, men har nu opnået en del – en vis højde,” forklarer han passioneret. 

”Du skal passe på med at kigge for meget op. For så ser du, at der stadig er lang vej til målet, og mister modet. Den højde, du har nu, i forhold til, da du startede, skal være motiverende. Men du skal heller ikke se for meget ned, for så bliver du for stolt. Kig én gang ned og én gang op, og så skal jeg nok hjælpe dig på vej!” 

Integreret via musikken
Kunst og kultur har altid fyldt meget i Aria Farjadis familie. I Iran, hvor han er født og opvokset, begyndte han som syv-otte-årig at spille klaver med sine storesøstre. 

I en alder af 25 kom han til Danmark, hvor han de sidste 25 år har haft sin egen klaverskole i et lokale i København. Og den klassiske musik har ifølge Aria Farjadi været en god indgangsvinkel til at lære den danske kultur at kende. 

”Jeg brugte musikken og klaveret til at lære at være en del af samfundet. De første fire år, da jeg kom til landet, forsøgte jeg at undervise voksne og børn gratis. Simpelthen for at lære kulturen at kende. For at lære sproget og for at integrere mig i samfundet og dets kulturverden. Det tager tid,” siger Aria Farjadi. 

Han kunne trække på sine erfaringer fra klassisk musik og kendskab til at optræde, da han skulle springe ud i skuespilarbejdet med Mount Everest. 

Alligevel bød arbejdet på filmen også på nye udfordringer for den garvede musiker. 

”Det er svært, at man skal gøre det samme igen og igen og bevare samme følelse. Den samme energi. Den scene, hvor Aria har et skænderi med sin kone i hjemmet, gentog vi måske 50 gange. Den ene gang sagde jeg det rigtigt, men hun sagde det forkert – og omvendt. Og så skulle vi også tage den fra mange forskellige vinkler,” forklarer han. 

Totalt nøgen
Det var en helt speciel oplevelse, da Aria Farjadi for første gang så sig selv oppe på det store lærred. 

”Jeg er vant til at se mit navn stå skrevet eller høre min egen musik. Men at se ansigtet er noget helt andet,” siger han og gestikulerer med store armbevægelser, hvordan han fyldte det store lærred. 

”Det er overvældende. Jeg fik præcis den samme følelse, som første gang jeg spillede musik foran et publikum. Følelsen af, at være totalt nøgen,” fortsætter Aria Farjadi. 

”Du føler, at alle kigger lige ind i dig – ligesom en glasform. Men jeg har efterhånden fundet ud af, at jo mere gennemsigtig, man er, jo bedre er det. For gennemsigtighed viser, hvor meget man er forenet med sig selv, og hvor meget man kan udtrykke sig.” 

Sort og hvid hest
I Mount Everest kæmper hovedpersonen Aria desperat for at udleve sine drømme. Desværre har hans bankmand, som kan lette de økonomiske byrder, ikke helt samme syn på kunstens betydning. Arias kone er heller ikke helt tilfreds med at skulle arbejde ekstra for, at Aria kan satse på musikken.

Netop det at skulle balancere ens passion med hverdagens forpligtelser, er en problemstilling, Aria Farjadi selv kender til.

”Forestil dig, at vi gennem livet hele tiden rider som en vognmand med to heste spundet foran os. Den ene er sort. Den anden er hvid,” siger han og smiler stort over sit eget malende billedsprog.

”Den sorte hest repræsenterer hverdagens udfordringer. Regninger, som skal betales, presset fra omverdenen. Den galoperer derudad i fuld fart. Den hvide er din sjæl. Dit hjerte og de ting, som du brænder for. Begge heste skal løbe parallelt. De skal have samme hastighed. Hvis den sorte galoperer hurtigere end den anden, så vælter vognen.”

Aria Farjadi mener dog stadig, at man ikke skal være bange for at fokusere for meget på ens hvide passionshest i forhold til den sorte.

”Jeg har altid prioriteret mine hvide heste. Hemmeligheden er nemlig, at hvis du prioriteter din hvide hest, skal den sorte nok også følge med. Den kan du ikke undgå.”