Nekrolog
02. maj 2024 | 12:17

Paul Auster er død

Foto | David Shankbone

Den amerikanske forfatter Paul Auster fik sit store gennembrud med New Yorker-trilogien fra midten af 80’erne. Den består af By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse.

Han var postmodernismens ikon og inspireret af små, aparte film, skriver Bo Tao Michaëlis, der selv mødte den verdensberømte forfatter.

Af Bo Tao Michaëlis

Den store amerikanske forfatter Paul Auster er gået bort i en alder af 77 år. 

Han fik konstateret lungekræft i december 2022 og modtog siden behandling på Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York. 30. april 2024 døde han af sygdommen i sit hjem i Brooklyn. 

Han efterlader sig hustruen Siri Hustvedt, deres datter Sophie Auster og sønnen Daniel Auster, som han fik med sin ekskone.

Hvis der er nogen forfatter, som i 1980’erne var idol og ikon for den amerikanske postmodernisme, er det Paul Auster.

Især New Yorker-trilogien fra midten af 80’erne – By af glas, Genfærd og Det aflåste værelse – var hans store gennembrud som forfatter af minimalistiske kammerspil placeret i Brooklyn og Manhattan i New York.

Her er snoede tråde til metropolens fantasmagoriske fortid, dens nutid med fremmedgjorte mennesker med vekslende identiteter. Kunstnerliv og boheme tintet af toner af film noir, storbyromantik og hårdkogt krimilitteratur.

Paul Austers prosa er labyrintisk vævet i plot med strukturer, som ikke umiddelbart kan kortlægges eller kausalt afkodes. Det er åbne værker med en spøgefuld verden og en søgende storbysgeneration lettere fortabt under præsident Reagans liberalistiske konservatisme.

Paul Austers minimalistiske bøger stiller spørgsmål uden at give svar. Men de har bagom det legende postmoderne skær solide rødder tilbage til europæiske modernisme.

Fremfor alt Kafka. Og fransk surrealisme, hvis digte den unge frankofile digter Paul Auster oversatte til amerikansk, mens han i fire år boede i Paris.

Kioskejerens optimisme
Før New Yorker-trilogien udgav han sin første roman i 1982. En nutidig Raymond Chandler-pastiche, Squeeze Play, under pseudonymet Paul Benjamin.

Efternavnet havde han fra den tyske litterat og filosof Walter Benjamin. Det blev siden genbrugt som navn på hovedpersonen – spillet af William Hurt – i filmen Smoke.

Paul Auster var typisk for sin generation inspireret af små aparte film, helst dystre og uden happy end.

Romanen Tilfældets musik blev i 1993 fermt filmatiseret af instruktøren Philip Haas og fik titlen The Music of Chance. Auster ses på sidste spole træde ud af en rød Saab.

Den helt store Paul Auster-film er imidlertid Smoke (1995), som han skrev manuskriptet til, og som fik en dansk Bodil som årets bedste amerikanske film.

Smoke er på alle måder et koncentrat af Paul Austers brogede motivkreds: spøjse mennesker omkring en tobakskiosk. Her får en forfatter med skriveblokade på grund af konens meningsløse død nyt liv via kioskindehaveren Auggie Wrens (en veloplagt Harvey Keitel) gåpåmod, optimisme og fortælleglæde.

Filmen er instrueret af Wayne Wang, som fulgte op med Blue in the Face, der består af fraklip af den første. Kunstnere som Lou Reed, Madonna og Jim Jarmusch kommer forbi for en meget kort bemærkning. Lidt ironisk kan man kalde begge film for de kulturradikales Huset på Christianshavn.

Den danske forbindelse
I 1998 forsøgte Paul Auster sig som filminstruktør med Lulu on the Bridge. Også den har Harvey Keitel i hovedrollen i et meget speget plot, som minder om The Usual Suspects.

Filmen blev vist på Cannes-festivalen, men mere med buh end bravo. Mildest talt er den ikke vellykket og kom aldrig op i Danmark.

Danmark havde Paul Auster gode forbindelser med.

Instruktøren Henning Carlsen blev hans nære ven, fordi Carlsens mesterværk Sult åbnede unge Austers øjne for Knut Hamsuns forfatterskab. Han var også ven med sin danske forlægger Per Kofod.

Via Kofod mødte jeg selv den såre sympatiske Paul Auster. Vi talte om amerikansk poker, baseball og glæden ved bibelske drengenavne, som vi begge har givet vores sønner.

Paul Austers forfatterskab med de tre store generationsromaner – Moon Palace, Tilfældets musik og Leviathan – er i verdensklasse. Og Smoke er altid værd at (gen)se.

Trailer: Smoke

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko