Verhoevens hævn

Hvad betyder det for et menneske at vokse op under besættelsen?

Det spørgsmål har Paul Verhoeven fået stillet igennem flere årtier, og instruktøren har som oftest svaret med en anekdote om, at det første, han husker fra sin barndom, er billeder af eksplosioner, vold og ødelæggelse, når tyskerne bombede Holland.

Det har mange journalister igennem tiden ladet sig spise af med som en forklaring på instruktørens ofte voldelige og mistrøstigt seksuelle eskapader på det store lærred. Men hvad ikke alt for mange har set som rød tråd i instruktørens film, er det, der for alvor skvulper op til overfladen i hans aktuelle Elle.

Hævn!

Allerede inden filmen har fået billeder, er publikum i biografmørket vidne til lyden af en voldtægt, hvor Isabelle Hupperts kølige skrig efterfølges af en fortvivlet stønnen, da en hjemmerøver først trænger ind i hendes hus og kort efter op i hende.

Og hvad gør man så? Går man til politiet?

Nej, ikke i kvinden Michèles tilfælde. Hun rejser sig op, fejer den ødelagte vase fra stuebordet væk, ser bebrejdende på sin kat, der har været eneste vidne til hændelsen, og forsøger straks at normalisere det hele ved at ringe efter en omgang sushi.

Michèle fortsætter med at leve videre – med et nyt ar på sjælen. I egen klejne figur er hun som et land, der lige er blevet bombet og som forsøger at slå det hen som en del af tilværelsen.

Sex og vold
Men selvfølgelig er Michèle ikke den samme efter voldtægten.

Med stoisk sindsro begynder hun nemlig at finde frem til, hvem denne voldtægtsmand mon kan være. Rundt om hende udspiller sig det ene drama efter det andet på både arbejdsfronten og i familielivet, men konstant har vores forulempede hovedperson kun én ting på hjernen.

Hævn.

Det er netop sådanne filmroller, Paul Verhoeven har udmærket sig ved som instruktør. Skabninger, der står midt i et komplekst drama, men som på besynderlig vis kun ser én vej.

Det kan selvfølgelig lyde som en lidt latterlig påstand, eftersom hans amerikanske cv fra 1987 til 1995 består af RoboCop, Total Recall, Basic Instinct og Showgirls.

Er nogen af disse overhovedet dramaer? Og består de nogen form for kompleks hævn-test?

Ja, bestemt.

For få instruktører kan som Paul Verhoeven skabe gode skurke og dårlige helte. Instruktørens finesse ligger i at frembringe roller, der er onde, men som vi så alligevel ikke helt kan lade være med at have sympati for. Eller også skaber han mennesker (og robotter), der vil det gode, men som løser det på en uhensigtsmæssig voldsom og meget lidt sympatisk måde.

Netop fordi de ønsker at hævne sig på en kynisk og ligefrem måde.

Pirrende latterliggørelse
For er RoboCop ikke det perfekte billede på, hvordan en metalglat hævner kan blive helt afsporet? Som halvt robot, halvt menneske er han programmeret til at udøve retfærdighed, men en fejl i programmeringen gør netop, at hævnen er sød, når vi mennesker indstiller os for meget på, at teknologien kan klare ærterne.

Total Recall er i den henseende en forfinelse af dette tema, hvor hævn og selvtægt i fremtiden vil være endnu mere fremherskende, fordi alting alligevel er så fremmedgørende, at intet er identificerbart.

Og hvordan er det nu lige med Basic Instinct? Her mistænker en politimand en kvindelig forfatter for at stå bag mordet på hendes elsker, men pludselig er man som tilskuer spundet så langt ind i dramaet imellem politimand og elskerinde, at man ikke ved, hvor man kan stå af. Og om, hvem der egentlig er ude på noget, og om alt det, der foregår, måske er én stor, elegant hævn over hele fortællingen.

På samme måde oplever man i Showgirls en piges forsøg som danserinde i Las Vegas, og det kan umuligt undgå at provokere. Man tror undervejs ikke sine egne øjne – eller også ser man filmen som en latterliggørelse af den amerikanske drøm.

Men hvad er hævnen her?

Der er masser af små hævntogter undervejs, men særligt scenen på hotelværelse 314, hvor Elizabeth Berkleys danserinde lader en liderbuk bide hende i de skinbarlige bryster, for derefter at gennemtæve ham, må siges at være en hævn over den glitrede branche, der vil noget!

Så uanset om det er RoboCops hævntogt på forprogrammeret uretfærdighed, Sharon Stones spredte ben med et enkelt sekunds udkig til fødeafdelingen i Basic Instinct eller den seksuelt afsporede og vanvittigt overdrevne Showgirls, så vil Verhoevens dramaer til syvende og sidst fremvise en historie om mennesker, der er ude på at få den ultimative hævn over et eller andet.

Smadremanden
Med Starship Troopers (1997) og Hollow Man (2000) var det tydeligt, at Verhoeven stadig holdt fast i sit menneskelige drama med afsporede og pirrende fortællinger. Men instruktøren gjorde det dog noget mere abstrakt i filmene.

I Starship Troopers kæmper en fremtidig fascistisk menneskehed imod kæmpebiller for at overleve. Jo sværere kampene bliver, jo større bliver hævntørsten.

I Hollow Man formår forskere at gøre mennesker usynlige, men det fører såmænd bare til, at en usynlig morder går bersærk. Og denne bersærkergang virker mere og mere som et hævntogt på en verden, der ikke forstår, hvad der er ved at ske med den.

Sammenholder man det med, at alle karakterer udenom den usynlige mand er helt flade og intetsigende, gør det, at man nærmest ikke kan lade være med at holde med den usynlige skallesmækker.

Gennemgående for stort set alle Paul Verhoevens film er, at de på sin vis godt vil larme, men også sige et eller andet om en hævngerrighed, der gerne må være lidt morsom.

Man går aldrig igennem én af Verhoevens film uden at trække på smilebåndet. Uanset om det så er fordi, at de er for overdrevne eller momentvis ret sjove.

Instruktøren lader simpelthen til at have fået hævnmotivet og galgenhumoren ind med modermælken, og derfor skal der altid ødelægges noget. Enten mennesker, drømme, store biller eller vores forestillinger om en bedre fremtid.

Flere boller på suppen
Derfor kan man også se mange af Paul Verhoevens film på to niveauer. Man kan iagttage dem som provokerende samfundskommentarer, eller man kan læne sig tilbage og opleve dem som ren underholdning af mere eller mindre vellykket slags.

Under alle omstændigheder er det karakteristisk for instruktørens amerikanske periode – der kanoniserede ham som Hollands mest kontroversielle og succesfulde af sin slags – at hans fortællinger gerne må være opsigtsvækkende, men samtidig ikke nødvendigvis behøver fortælle det, de lægger op til.

Dette har instruktøren gjort mere tydeligt de senere år, ved at skrive nogle flere boller ned i den suppe, der er hans film-univers.

I 2006 kom den hollandske Black Book eksempelvis, og selv om filmen i den grad kunne lyde politisk, er den til en start et drama fra den allermest støvede genreskuffe: En jødisk kvinde forsøger at infiltrere Gestapos hovedkvarter for at hjælpe den hollandske modstandsbevægelse, men egentlig er det kvindens historie, der bliver mest interessant igennem filmen.

Pludselig oplever vi nemlig, hvordan modstandsgruppens voldsomhed ikke står tilbage for nazismens.

Mens Verhoeven lader filmen skride frem, forstår vi således, at krig er et destillat af livet, og at mennesket som grundessens består af begær og hævn. Det handler om at holde fast i sig selv (uanset hvem man holder med!), også selv om verden lader til at være ude af kontrol.

Et budskab, der ikke er langt fra de to første amerikanske actionfilm, som instruktøren drejede.

Konsekvensforhold
Der er altså masser af hævn og selvfølgelig også vold og sex i Black Book – for ellers er det jo ikke en rigtig Verhoeven-film. Sådan forholder det sig også med hans Tricked fra 2012. Dog med et twist.

For her støder en mand frontalt ind i virkeligheden, da hans tidligere elskerinde møder op til hans fødselsdag og viser sig at være gravid.

Filmen nævnes ofte som en komedie, men det må være fordi, folk skal smile igennem tragedien. Tricked er nemlig en konsekvens af Verhoevens tanker om sine yndlingsemner. En mand, der altid har været ovenpå, kan hurtigt pilles ned på farce-lignende vis af sine tidligere eskapader, mens alle forsøger at tage hævn over alle på kun 53 minutter.

Det kan selvfølgelig lyde som en kritik af den type mænd, der sidder i mange magtpositioner i dag, men Verhoeven ser ikke køn så lineært. Derfor måtte hans største kunstneriske succes til dato – Elle – naturligvis også handle om en kvinde i fuld kontrol, der bliver smadret indeni.

Eller gør hun?

Køligt voldtægtsoffer
For Elle indkredser hele Verhoevens særkende, og gør det samtidig til hans mesterskab.

Med Isabelle Huppert i én af sine bedste hovedroller i karrieren, vrider instruktøren en film frem, hvor den kølige direktør Michèle bliver udsat for en hjemmevoldtægt.

Grundet sin fortid bliver Michèle imidlertid fascineret af sin voldtægtsmand, og spørgsmålet er langt ind i filmen, om hendes egen jagt på voldtægtsmanden handler om vold, sex, fascination eller hævn.

Men på et komplekst, menneskeligt og dramatisk plan er det hævnen, der viser sig at træde frem. Elle er mindst lige så øjenbrynsløftende som alle Verhoevens tidligere film tilsammen.

Denne gangbliver alt nemlig smadret, for derefter at blive bygget op på en ualmindelig overraskende måde. Og det sker kun, fordi hovedrollen insisterer på at være den normale og hævngerrige i en forskræmt verden.

Ja, måske er det i virkeligheden det, der kommer ud af at have sine første minder i livet fra et besat land: At hævnen ligger i os alle sammen, og den er det krydderi, som pepper ambition og fascination op med det drama, der skal til, for at det hele er noget som helst værd.