Pejlevognen kommer!

The greatest trick the Devil ever pulled was convincing the world he didn't exist.
— The Usual Suspects 


Der findes tvivl, som man aldrig kommer af med. Konspirationer, som bider sig fast i bevidstheden og aldrig helt lader sig afkræfte eller bekræfte. Historier, der optræder så belejligt, at det er for godt til at være sandt. Derfor sker det ofte, at der sås tvivl om disse begivenheder, og af og til sker det endda, at tvivlen bliver så vedholdende, at den breder sig fra de få konspirationsteoretikere til den brede offentlighed. Den kollektive virkelighedsopfattelse vakler. Det, vi normalt betragter som sandhed og autoritet, rykker sig en lille smule, og efterfølgende er verden ikke mere den samme. Tvivlen har bidt sig fast. 
     
Sådan forholdt det sig med mordet på JFK, månelandingen og Watergate. Og sådan forholder det sig med Pejlevognen — Danmarks Radios dæmoniske overvågningsmaskine, der engang sneg sig hen ad regnfulde villaveje for at afsløre sortseere og plankeværkslyttere.

En vaskeægte Big Brother
Som barn i 1970'erne og 80'erne var man ikke i tvivl: Tv løj aldrig. Der var kun én kanal, én historie, én sandhed. Og den stod Danmarks Radio for.
     
Derfor var der heller aldrig tvivl om, at pejlevognen var lige så ægte som Poul og Nulle og Otto Leisner. Den var der, og det nyttede ikke at lukke øjnene. En vaskeægte Big Brother, som George Orwell havde prædiket om, kunne ved hjælp af moderne teknologi se lige ind i vores stuer. Bryde ind i privatsfæren og lørdagshyggen. Banke på hos borgere, der ikke havde betalt licens, og udstede gigantiske bøder. 
     
Myten om pejlevognen levede op gennem 1970'erne og 80'erne. DR's Licenskontor tilrettelagde landsdækkende kampagner med breve til folk "uden tv". På det reklamefri tv sendte man reklamespots, der med det rette miks af frygtpropaganda, overvågning, dårlig samvittighed og humor havde held til at få tusinde og atter tusinde af syndere til lommerne. Kendte danskere stillede op til små sketch-lignende indslag, konkurrencer og små serier.
 
Pejlevognen kører i denne uge i...
Særligt to kampagner bed sig fast: Den ene fra slutningen af 1970'erne kaldet BREVET. Her fandt licenskontoret for første gang på at sammenkøre licensregistret med Bygnings- og Boligregistret og sendte således 343.000 høfligt anklagende breve ud til husstande, der ikke betalte licens. Samtidig havde man allieret sig med den daværende musikradio, der i en uge inden BREVET blev sendt, satte kendte "brevsange" som Love Letters in the Sand og Please Mr. Postman i heftig rotation. Disse sange sad Axel Strøbye så og nynnede i den bedste sendetid den efterfølgende lørdag aften, hvorefter billedet af en pejlevogn trillede hen over skærmen. Nysgerrigheden var pirret og forargelsen kørt i stilling, da BREVET plumpede ind af brevsprækken. Omtalen var enorm, og kampagnen gav næsten 60 millioner i licenskassen.
     
Midt i 1980'erne fødtes den næste store succeskampagne. LICENS LARS blev den kaldt og var bygget op omkring en serie af små film om Lars, der var sortseer. Han blev gang på gang afsløret af pejlevognen, der fra en regnfuld villavej spottede Licens Lars ved hjælp af en lille parabol på bilen. Herefter forsøgte Lars så at skjule sit farve-tv på mere eller mindre fantasifulde måder: bag akvariet, i brusenichen eller under sofaen. Kampagnen blev krydret med reklamer på 50 taxaer i hovedstadsområdet, hvor der stod: "Er det her Pejlevognen?"
     
Det, der især gjorde indtryk ved de små indslag i tv, var de efterfølgende lange lister over byer, som kunne vente besøg af pejlevognen de kommende dage. Det gøs igennem stuen, også selv om man havde rent mel i posen og alt i orden:
     
"Pejlevognen kører i denne uge i ... Hobro ... Arden ... Hadsund ... Aalestrup ... Jebjerg" (gisp). Og næste uge var det en ny liste. Sortseerne havde aldrig fred. 
     
Men i slutningen af 1980'erne kom de store omvæltninger. Muren faldt, og TV 2 brød tv-monopolet. Verden gik amok, informationsstrømmen løb løbsk, og den store sammenhængende historie brød sammen. Tilliden var for altid brudt, og tvivlen begyndte at nage.
     
Man hørte ikke længere om pejlevognen, og folk begyndte frit at lufte deres mistro. Havde pejlevognen nogensinde eksisteret? Var det hele et stort konspirationsstunt, der aldrig ville kunne lade sig gøre? Tv-kyndige, el-installatører og selvbestaltede eksperter kom på banen. Det kan ikke lade sig gøre, lød det ofte, og tvivlen bed sig fast. Det var jo ren propaganda. En joke, som Gladsaxes røde lejesvende sikkert havde lært af vennerne i øst. Og efterhånden blev det betragtet som en offentlig hemmelighed, at bilen aldrig havde eksisteret.
 
Ideen kom fra BBC
Her kunne myten om pejlevognen så leve videre som et minde fra naive tider. Men man kunne også forsøge én gang for alle at afkræfte og bekræfte.
     
"Ja, det var mig, der stod for de licenskampagner," indrømmer Knud Ørsted. Han er i dag arrangementschef i Danmarks Radio, men har tidligere været chef for DR-licens i næsten 20 år. Og har man haft sådan et job, ved man godt, hvilket spørgsmål der nu skal svares på:
     
"Nu vil du spørge mig, om pejlevognen virkelig eksisterede, og til det kan jeg sige klart: JA — det gjorde den. I hvert fald fra 1969 til 1987, da jeg stod for foretagendet. Og den virkede," siger Knud Ørsted og forklarer, at ideen stammede fra BBC, der med deres såkaldte Detector Vans rullede ud gennem de britiske gader i starten af 1960'erne. Detector Vans kunne måle den lille svingningsfrekvens, som tv-apparatet udsendte, og på den måde kunne man konstatere, om den pågældende husstand så tv. Ideen blev kopieret i Danmark, og i 1967 rullede den første pejlevogn ud for at afsløre sortseere og plankeværkslyttere. Historien bekræftes af såvel anonyme som navngivne, afhængige som uafhængige kilder i DR. Knud Ørsted forklarer: 
     
"Vi havde ti pejlevogne, der kørte landet tyndt på forskellige tidspunkter, og to mand, der var fuldtidsansat som licenskontrollører. Vi indlogerede os for eksempel på den lokale kro i Kibæk, og så vidste hele byen, at vi var der. Det var nok. De fleste syndere meldte sig frivilligt af frygt for at blive afsløret, da der gik rygter om, at vi kunne udskrive svimlende bøder. Så tog vi selvfølgelig de omkringliggende byer og fangede, hvad vi kunne dér i stedet for."
     
"Jeg tror, vi fangede et par tusinde om året, men mange flere tilmeldte sig frivilligt på baggrund af vore kampagner — der var sgu lidt røvere og soldater over det." 
     
Senere supplerede man bilens pejleudstyr med et bærbart udstyr, der kunne spændes om maven. Med den kunne man gå ind i opgangene og gennem døren pejle efter højfrekvenssignalet.
     
"Folk tog det meget pænt," husker Knud Ørsted. "En af de første, vi fangede, kom ud og åbnede op for os, og inden vi rigtig nåede at præsentere os, råbte han: 'Hæng lige på. Jeg skal lige ind og skrue ned for mit tv.' Nej, folk var skam ikke sure. Hvorfor skulle de også være det? De vidste jo godt, det var dem, der havde begået noget ulovligt." 
     
Pejlevognene holdt ud i mange år, men i 1990 kørte den sidste i garagen for altid. For meget teknisk udstyr i de danske hjem havde efterhånden forstyrret pejlevognenes muligheder for at opfange signaler.
                     
Det er muligt, at der er nogle dunkle omstændigheder ved månelandingen og mordet på Kennedy. Men DR's pejlevogn fandtes. Dét kan der ikke være tvivl om — eller kan der?