Pest over verden

Pest over Europa, hed den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch' berømte bog fra 1933, hvor han advarede mod den omsiggribende totalitarisme. De totalitære ideologier var en bagstræberisk pseudoløsning på en tidlig fase i den globale moderniseringsproces og blev endeligt nedkæmpet med Murens fald i 1989.

Men her i begyndelsen af det 21. århundrede er totalitarismen vendt tilbage. Nu er den iført den fundamentalistiske religiøsitets klædedragt, og den er stadig en bagstræberisk pseudoløsning på globalisering, folkevandring og social ulighed.

Religionen er den nye pest over verden:

• Pavens og den katolske kirkes direkte og indirekte ansvar for millioner af AIDS-døde i Afrika ved deres modstand mod prævention og oplysning er et grumt udtryk for religiøs fundamentalisme.

• Lignende kredse har for nyligt igangsat en hvervekampagne i Europa, særligt Polen, hvor fundamentalistiske kræfter har regeringsmagten.

• I Israel er fundamentalistiske jøder drivkraften i undertrykkelsen af palæstinenserne.

• Hinduernes konflikt med muslimerne har været blodig, serbernes kamp mod muslimer ligeså.

• I USA laver fundamentalistiske kristne bombeattentater på abortklinikker.

• Fundamentalistiske muslimers terrorhandlinger og totalitære undertrykkelse præger dele af verden, ligesom muslimsk og kristen fundamentalisme er nogle af de stærkeste kvindeundertrykkende kræfter i dag.

• I Danmark profilerer reaktionære kristne som Søren Krarup sig i kamp mod lige så reaktionære muslimske imamer som Abu Laban.

Hekseprocesser og korstog
At religiøsitet kan føre til intolerance og undertrykkelse af andre, er ikke nyt. Hekseprocesser og korstog har til alle tider været en nærliggende konsekvens af religion (selv om nogle religiøse personer og institutioner har ladet sig inspirere til mere fredelige adfærd). Totalitarismen er en logisk konsekvens af tre centrale elementer i religionens funktion:

1. Religiøs tro fungerer som en jeg-forstærker: Den religiøse underkaster sig guden, men får til gengæld en følelse af at handle på gudens vegne: Gud har givet os Israel; Gud har sagt, at abort er vederstyggeligt; Allah har sagt, at kvinder skal undertrykkes. Man behøver ikke at indgå i dialog, for man har troens vished. At noget dømmes "helligt" vil sige, at det hævdes at gælde absolut og uden nogen diskussion eller forhandling. Søren Krarup og Abu Laban opprofilerer deres fundamentalistiske religiøsitet for at hæve deres holdninger op over enhver diskussion. Hvis en person religiøst forstærker gode universelle følelser som altruisme og ikke-vold, som i Gandhis tilfælde, kan det føre til noget godt, men alt for ofte er det folk som Milosevics, Osama bin Laden eller sydstatsfundamentalister, der oplader deres ego religiøst.

2. Religiøs tro fungerer som en undvigemanøvre: Ved at hævde, at der findes en anden virkelighed end den synlige og følelige, erstattes tankearbejde med stærke følelser i form af en selvbekræftende tro. Religiøse dogmer og udsagn er ofte beregnet til totalt at blokere fornuftige ræsonnementer. Jo mere usandsynligt et udsagn er, des mere fanger det interessen — tænk bare på fænomener som ubesmittet undfangelse, genopstandelse og evigt liv.

3. Religion tjener til at understøtte en stamme- og klanfølelse: Kristne serbere over for islam-tilhængere, shiamuslimer overfor sunnimuslimer, Guds Amerika over for et ugudeligt Europa eller et muslimsk Mellemøsten, Nordirlands katolikker over for protestanter. Søren Krarup taler om kristendommens og danskhedens sammenfald, mens Bertel Haarder vil styrke kristendomsundervisningen for at styrke den danske klanfølelse. Og klaneffekten bliver øget af, at religioner besværliggør eller forhindrer "blandede ægteskaber" og derfor gør skellene mellem klanerne stærkere.

Argumenter for hvad som helst
Det hævdes ofte, at et områdes fremherskende religion udgør et dybt kulturelt værdisæt. Det hævdes for eksempel, at den kristne næstekærlighed udgør et unikt træk ved kristendommen. Men næstekærlighed er faktisk et centralt element i alle de store religioner, hvilket dog ikke forhindrer kristne, muslimer, jøder eller hinduer i at føre hellig krig mod andre vantro klaner eller brutalt straffe indre afvigere.

Personer som Krarup argumenterer, som om der var et specielt kristent livssyn. Andre hævder, at der er en speciel sammenhæng mellem kristendom og demokrati. De fleste større religioner er imidlertid så diffuse, at en given religiøs person eller gruppe kan argumentere for hvilket som helst synspunkt, der på et givet tidspunkt vil opleves som opportunt. De fleste større religioner har en kerne af universelle moralske forskrifter og samtidig en blandet, ofte indbyrdes modstridende samling af værdier.

Biblen rummer således gammeltestamentlige tekster, der udtrykker et nomadesamfunds moral. Biblen rummer brokker af persisk dualisme og nytestamentlige elementer, der udtrykker et urbant samfunds forestillinger. Der er en række tekster, visioner og eskatologier, skrevet af skizofrene, der ser syner og hører stemmer.

Man kan med Biblen i hånden argumentere for korstog, men også for at vende den anden kind til, man kan argumentere for munkes og nonners cølibat, men også for at man skal have mange børn, for inkvisition eller barmhjertighed. Man kan argumentere for én gud, men også for at der er mange guder, for eksempel den onde slangegud Satan. Man kan tro på mirakler, vand til vin, men man kan også argumentere for, at det bare er billedlig tale.

På tilsvarende vis med islam, der kommer i mange aftapninger og over tid har givet anledning til vidt forskellige former for indretning af dagligdagen.

Det centrale i religiøs adfærd er forestillingen om, at individet er understøttet - og overvåget - af absolutte, guddommelige kræfter. Denne metafysiske opbakning sætter individets og dets religiøse gruppes adfærd uden for diskussion og rationel vurdering. De religiøse hævder netop, at bestemte forhold ikke kan diskuteres eller forhandles. Pastor Langballe og pastor Krarup har på den måde fælles interesser med imam Abu Laban i at hævde religionens særstatus, selv om de kæmper for hver deres klan. Og de har klare politiske fordele af den anden religions nærvær, da den styrker deres respektive positioner som klanførere.

Klokker i himlen
Religionerne henter dele af deres styrke i den undergrund af folkereligiøs overtro, som altid har floreret i menneskers hjerner. Enhver tilskuer af gyserfilm ved, hvorledes kors og vievand kan benyttes som magiske rekvisitter, hvorledes man kan blive besat af onde onder (Eksorcisten) og de døde kan genopstå (Night of the Living Dead). I utallige film bliver bønner på filmmirakuløs vis hørt. Dreyer kalder den døde tilbage til livet (Ordet), Lars von Trier viser os klokker i himlen (Breaking the Waves), og Tarkovskij tildeler mennesker overnaturlige kræfter (Vandringsmanden).

Religionernes næringssubstrat består således i, at mange mennesker i alle samfund og til alle tider supplerer den rationelle verdenskontrol med magi, hjernens fornøjelige eller skadelige kortslutninger. Der er kun en stilforskel mellem brugen af magiske rekvisitter i gyserfilm og i religiøse prædikener, selv om de organiserede verdensreligioner i de sidste århundreder ofte har forsøgt at undgå åbenlys konflikt med videnskaben. Pastor Grosbøll er et usædvanligt eksempel på en sådan tilpasning, der viderefører de magiske ritualer, men uden nogen tro på det overnaturlige.

Derimod indtager fundamentalister i øst og vest en konfrontationsholdning i forhold til videnskab og oplysning og vedgår åbenlyst de mirakuløse og overnaturlige elementer i religionen.

Menneskets udvikling har været drevet frem af ønsket om kontrol, og det er i sig selv uskyldigt nok, at mennesker ved at tro på evigt liv, bønner og mirakler kan dulme dødens og eksistensens smerte. Og måske ligeledes at sociale grupper, især præsteskabet, har profiteret heraf ved at fungere som mellemmænd og afladssælgere mellem enkeltindividet og lykken.

Men religion består typisk ikke kun af gulerod, men også af pisk - det vil sige af forestillinger om djævle og straffe, af religiøst legitimerede tvangsforanstaltninger. Menneskehjerner har en dybt indgroet angst for, at der derude lurer væsener, der vil os det ondt - løver, slanger osv. Såvel mennesket som dets dyriske forfædre har da også forøget deres overlevelseschancer ved en sådan vagtsom frygt. Da mennesket blev et socialt væsen, omformedes denne angst til også at omfatte menneskelignende guder og djævle, der holdt øje med mennesket, når det overtrådte de sociale spilleregler.

Så længe en sådan frygt for overvågning og straf bare er en privat foreteelse, kan den i bedste fald medvirke til, at mennesker holder sig på dydens smalle sti. Men grupper kan iscenesætte angsten ved genkommende fortællinger om straffende guder og djævle, der slår til, hvis man overskrider grænserne for det, som iscenesætterne - præsterne - anser for at være acceptabelt. En nyere udgave af denne sociale kontrol finder man i de utallige teenage-splatterfilm (Halloween), hvor monstre lurer og slår ubønhørligt til, når de unge udfolder sig seksuelt.

Dem og os
Nogle argumenterer for, at selv om religion er noget opspind, så er den gavnlig, for eksempel til at cementere gruppen. Biologen og evolutionssociologen David Sloan Wilson har argumenteret for, at religion historisk set har kunnet forbedre religiøse gruppers overlevelsesevne. Religion har skabt solidaritet inden for den religiøse klan og samtidig et absolutistisk grundlag for moral. Han beskriver, hvorledes kristne og jøder i romerriget ved gruppesolidaritet og bedre børnepasning blev en stadig større del af befolkningen.

Bagsiden er selvfølgelig, at gruppesolidariteten er en potentiel konfliktfaktor imellem de religiøse grupper.

Mange af de kulturteorier, der cirkulerer for tiden, opfatter verden som opdelt i religiøst baserede storklaner eller civilisationer, der er i evig konflikt med hinanden. Det er nemt at se, at sådanne "kulturteorier" ikke adskiller sig meget fra tidligere race-teorier. I begge tilfælde påstås, at mennesker ikke bare er mennesker, men at de fra top til tå enten er hinduer eller kristne eller muslimer eller konfucianere. Civilisationerne bliver en slags kulturelle racer, der nødvendigvis må være i konflikt med hinanden.

Men globaliseringens hovedtendens består netop i en verdsliggørelse, der slækker eller opløser de lokale klantilhørsforhold, i takt med at moderniseringen gør en række af tidligere tiders moralnormer og klanopdelinger overflødige eller uhensigtsmæssige. Religion, der måske for flere tusind år siden kunne have progressive elementer ved at sammensmelte større grupper, er globalt set blevet erstattet med verdsligt baserede forestillinger om demokrati, velfærd, humanisme og frihed.

Global frontlinje
De seneste årtiers styrkelse af religiøs fanatisme er i Danmark, som i så mange andre lande, blevet understøttet af oplysningsfjendske strømninger. Ungdomsoprøret var i sin tid inspireret af fremtidsstaten Californiens nye antiautoritære livsstil, men venstrefløjen rummede også mange reaktionære grupper, der nostalgisk dyrkede fortiden (for eksempel fattige og primitive samfund i den tredje verden) og indledte en hårdnakket kamp mod modernisering og videnskab.

Mange intellektuelle blev opflasket med forestillinger om, at "videnskaben" blot var en ideologi blandt andre. Midt i en periode, hvor naturvidenskaben gik fra sejr til sejr - for eksempel i forståelsen af genetik og cellebiologi - var der mange intellektuelle, der spredte myter om, at videnskaben var i krise, ligesom enhver forestilling om fremskridt blev bandlyst som en vestlig, mandlig og imperialistisk forestilling.

Det sidste står i modsætning til, at vi om kort tid vil leve i en verden, hvor gamle kulturer som Indien og Kina igen økonomisk og videnskabeligt vil ligge i front. Overalt i verden - også i Asien og Latinamerika - vælger milliarder frihed, fremskridt og tolerance, og intet steds er religionen på tolerancens, frihedens og fremskridtets side.

Forudsætningen for reel og varig tolerance i en globaliseret verden består ikke i, at man lærer at "forstå" andre religioner. Nej, tolerance fremkommer kun ved, at religioner fratages deres metafysiske gyldighed og gøres til en privatsag.