Peter Aalbæk smider tøjet i Cirkusrevyen
De færreste har været så meget i mediernes søgelys det seneste års tid som Zentropa-grundlægger Peter Aalbæk Jensen.
Efter #MeToo-bevægelsens fødsel med anklagerne mod Harvey Weinstein blev også Peter Aalbæk Jensen beskyldt for at have begået overgreb.
En række kvinder fortalte Politiken om deres oplevelser med den danske filmproducer, mens Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen delte en historie om at blive klasket i numsen af den magtfulde filmmand.
Peter Aalbæk Jensen valgte dog selv at indtage rampelyset igen i sidste uge, da han optrådte splitternøgen til en fest for personalet i Cirkusrevyen på Bakken, hvor Se og Hør knipsede billeder.
”Der er jo blevet gjort muntert nar af min person i Cirkusrevyen, så det var en fornøjelse at være med i et gemytligt indslag med en hyldest til den lille pik,” siger Peter Aalbæk Jensen til Ekko med henvisning til en parodi af ham, som har været et fast indslag i årets forestilling.
Klask i røven
Foruden sit adamskostume var Peter Aalbæk Jensen kun iført en kasket og en cigar i mundvigen, da han trådte på scenen i Cirkusrevyen.
Ifølge Ekstra Bladet var jublen enorm, da filmmanden som showets hemmelige gæst reciterede en tekst af revyforfatteren René Vase, hvor det blandt andet lød:
”Vi lever sgu' i en underlig tid, der både er frigjort og fandens rigid. Mens vi drukner i porno på nettet, ka’ et klask i røven gøre folk forurettet.”
– Det er vel noget tid siden, du har oplevet den slags klapsalver?
”Det er jo nemt at gemme sig i en krog. Men jeg har ikke siddet knækket hjemme i Herfølge,” siger Peter Aalbæk Jensen, der tidligere i år vendte tilbage til Zentropa efter en undersøgelse af Arbejdstilsynet, som ikke konstaterede arbejdsmiljøproblemer på filmselskabet.
– Men helt ærlig: Det er vel ikke alle, som har taget imod dig med åbne arme?
”Det lyder nok absurd, men det har været en kæmpe oplevelse at komme ud i verden og møde folk. Faktisk har jeg oplevet mere kærlighed, end før hele #MeToo-helvedet startede.”
”Når man har været klassens frække dreng, kan man jo blive taget til nåde,” mener produceren, som dog indrømmer, at der har været negative reaktioner.
”Det kan da godt være, at en enkelt surmule er gået over på den anden side af gaden, men vi kan nok leve uden hinanden.”
Kommentarer