Peter Aalbæk holder sig væk fra Zentropa
For en uge siden fik Peter Aalbæk Jensen mundkurv på af Zentropa, og produceren accepterede, at han ikke længere måtte at udtale sig på vegne af filmselskabet.
I dag har Zentropa udsendt en pressemeddelelse, hvor filmselskabet skriver:
”Peter Aalbæk har meddelt bestyrelsen og ledelsen, at han ønsker at blive hjemme i Herfølge, indtil Arbejdstilsynets rapport foreligger, og imens den interne arbejdsmiljøproces pågår.”
Zentropa er lige nu i gang med en intern arbejdsmiljøproces, der skal skabe nye retningslinjer, som tager bedre højde for tilfælde af mobning og chikane.
Peter Aalbæk Jensen tager mundkurven seriøst og vil ikke udtale sig i sagen. Da vi ringer til ham på landbruget i Herfølge, vil han kun citeres for én sætning, som må stå til fri fortolkning:
”Den sidste rune ristes i aftensolens klare lys.”
Julefrokost på spil
Det har skabt store bølger i den danske filmbranche, at gamle anklager om sexchikane endnu engang er kommet frem i lyset. Disse historier har fået ny levetid efter de mange beskyldninger i Hollywood og den efterfølgende #MeToo-kampagne.
Peter Aalbæk Jensen kom op til fornyet debat efter Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank Rasmussens indlæg om en oplevelse med ham for år tilbage samt beretninger fra tidligere Zentropa-medarbejdere, blandt andet om ydmygelser til den årlige julefrokost.
Det er kutyme i det offentlige, at hovedpersonen i en igangværende undersøgelse holder sig væk, så den ikke kan beklikkes. Zentropa skriver i pressemeddelelsen, at ”bestyrelsen og ledelsen vil gøre status på de igangværende processer i starten af det nye år”.
– Peter, skal du med til Zentropas julefrokost?
”Jeg kan ikke udtale mig.”
– Er det nemmere at have med grise at gøre end mennesker?
”Hør her: Lad os se, hvad det hele ender med.”
Kommentarer