Peter Aalbæk Jensen forarger i Sverige

”Hvis Nanna Frank mener sig forulempet for ti-femten år siden af et klask i røven til en fest i Berlin, så synes jeg, at hun har et problem – ikke jeg.”

Sådan svarede Peter Aalbæk Jensen Ekko på anklagerne om sexchikane fremsat af Jyllands-Postens filmanmelder Nanna Frank Rasmussen.

Interviewet har i flere dage været den meste læste artikel på Ekkos hjemmeside, men Aalbæk Jensens reaktion på kritikken har ikke affødt nogen særlige protester i Danmark.

Anderledes i Sverige, hvor direktøren for Det Svenske Filminstitut, Anna Serner, finder producerens udtalelser uacceptable og nonchalante.

”Peter Aalbæk Jensen gør en dyd ud af at være enfant terrible, også Lars von Trier. Men jeg vil påstå, at det ikke længere er noget, vi skal synes er i orden, acceptere eller bidrage til,” siger Anna Serner til den svenske avis Göteborgs-Posten.

”Jeg synes, at det er en meget åbenlyst ubevidst måde at forholde sig til sin magt og sit køn – og sine handlinger.”

Nultolerance
Også en af Zentropas faste samarbejdspartnere, det svenske filmselskab Film i Väst, ser med kritiske øjne på Peter Aalbæk Jensens ageren.

Selskabets direktør Mikael Fellenius slår fast, at Film i Väst har nultolerance over for seksuel chikane og ser alvorligt på producerens i deres øjne stødende jargon.

”Sådan en attitude accepterer vi selvfølgelig ikke,” siger Mikael Fellenius til Sveriges Radio.

Han bemærker også, at samtlige ni film, som Zentropa og Film i Väst har lavet sammen, er produceret af kvinder. Den tiende på vej er i øvrigt Lars von Triers seriemorderfilm The House That Jack Built.

Aseksuel socialdemokrat
Peter Aalbæk Jensen er blevet forholdt kritikken.

”Så er det jo spændende, hvis man kun må få lov til at arbejde i Sverige, hvis man er aseksuel socialdemokrat,” siger produceren til Politiken. Han har ikke hørt noget om, at der skulle være problemer mellem Zentropa og Film i Väst og fastholder sin kontroversielle mening.

”Jeg stritter imod til sidste bloddråbe at lave et samfund, der dybest set er kujoniseret af en feministisk inkvisition. Det må jeg sige. Alle må mene, hvad de vil. Og det håber jeg også, at jeg må.”