Peter Aalbæk svarer på kritik og stopper
En blogserie, hvor Zentropa-producenten Peter Aalbæk Jensen anmelder anmelderne, har affødt kraftige reaktioner. Især da bloggeren i går nåede til en kvindelig anmelder.
Forkvinde for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, skriver under indlægget, at der er tale om mobning, og en række andre læsere har reageret på de sociale medier.
Senere fulgte Politiken op med ni kvinder, der gik frem og fortalte om grænseoverskridende opførsel på Zentropa.
Da Arbejdstilsynet undersøgte arbejdsforholdene på Zentropa, fandt man dog ikke nogen anledning til at udtale kritik, og Peter Aalbæk Jensen kom herefter tilbage på filmselskabet.
Læserkritikken besvarer Peter Aalbæk Jensen i en mail til Ekko, at han i bloggen blot giver igen med samme mønt.
”Efter mit famøse, krænkende klask på filmfestivalen i Berlin kastede anmelderen sig over en uforvarende journalist i fuld offentlighed. Med andre ord: Hun tillader sig selv en seksuelt offensiv adfærd, samtidig med hun anklager mig for det samme. Hykleri!”
Peter Aalbæk Jensen fremhæver også, at en anden Ekko-blogger, Laura Dyhcrone, tidligere har tilladt sig at gå hårdt til producenten i et indlæg.
”Hun har muntret sig med at svine mig til, hvilket er hendes ret. Det husker jeg ikke, nogen gøede over. Så Ekko – mener jeg – deler sol og vind lige,” skriver han.
Under bæltestedet
Bloggen på Ekko er kun ”udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser”, som der står øverst på bloggerens side. Alligevel har Ekkos chefredaktør valgt at fjerne blogindlægget om den kvindelige anmelder.
”Vi inviterede Peter Aalbæk til at blogge om filmbranchen med faglige indlæg. Det var ikke tanken, at det skulle udvikle sig til personangreb under bæltestedet, eller at bloggen skulle være en platform for en personlig fejde,” siger chefredaktør Claus Christensen.
”Aalbæk har som leder af Zentropa nærmest været dansk film i de sidste 25 år, og spørgsmålet er, om vi havde haft Lars von Trier og hans mesterlige film, hvis Trier ikke ved sin side havde haft en så rummelig producent. Det ville have været interessant at høre hans syn på dansk film i dag og visioner for fremtiden.”
Peter Aalbæk Jensen vil ikke underordne sig, hvad han kalder ”korrekthedspolitiets totalitære livsanskuelse”, og samarbejdet er derfor afsluttet, men uden strid mellem Aalbæk og Ekko.
Kommentarer