Peter Schepelern – punktum.

Hvem er Peter Schepelern, spørger jeg tre studerende blandt menneskemængden til den nu 70-årige filmlektors afskedsreception på Københavns Universitet Amager, i tale kaldet KUA.

”Han er en legende. En grand old man. Vi har ikke haft et kursus med ham, men vi ville gerne se hans afskedsforelæsning herude,” siger den ene.

”Så du kan nok ikke bruge os til at finde ud af, hvem han er,” afbryder en anden.

I den grad.

At tre for Peter Schepelern ukendte studerende møder op til afskedsforelæsningen, fortæller alt om hans popularitet på universitetet. En popularitet, der rækker ud over sine egne elever og bunder i hans humoristiske, krystalklare formidling af sin leksikalt tykke paratviden om filmhistorien, men aldrig fri for personlighed og holdninger.

Derfor er et par hundrede mennesker mødt op, heriblandt skuespilleren og vennen Søren Pilmark, filminstruktøren Ole Christian Madsen, manuskriptforfatteren Bo Hr. Hansen og producent Meta Louise Foldager.

Klar til takketaler, tag-selv-bord og en afskedsforelæsning kaldet Minder fra underudviklingen.

Trier og de danske film
I forelæsningen tager Peter Schepelern tilhørerne med på en underholdende rejse gennem sit liv. Og undervejs strør han om sig med sin satiriske livsvisdom. Som for eksempel, at man aldrig skal anmelde danske film, hvis man vil have et nærmere forhold til filminstruktørerne. Man må vælge.

”Jamen, vil vores filminstruktører da ikke have saglig, velunderbygget og seriøs kritik af deres værker? Nej, de vil have uforbeholden ros!”

I sin ungdom anmeldte han mange film i filmtidsskrifterne Kosmorama og Tusind Øjne. Senere blev han venner med sin tidligere studerende, Lars von Trier.

”I 1970’erne mødte jeg en sarkastisk studerende ved navn Lars von Trier, som tilbragte nogle år her på universitetet. Han tog dog ingen fag og skrev ingen opgaver. Det var på en eller anden måde ikke hans genre,” siger Schepelern – og salen griner.

Han viser et morsomt filmklip. Det er Lars von Trier, som har lavet en videohilsen til en gruppe af filminteresserede i Brasilien, som Schepelern skal undervise:

”Jeg har hørt, at I skal se mine film. Peter får betaling for at give sine lektioner. Det betyder, at I skal være noget kritisk over for hans holdninger. Han er ikke særligt glad for mine film, hvad jeg heller ikke er, men faktisk har jeg betalt ham for at blive mere positiv. Hvis han er negativ, så lad mig få det at vide, for så vil jeg reducere hans løn.”

Peter Schepelerns forhold til Lars von Trier er velkendt, og forleden udtalte Lars von Trier til Ekko.

”Peter er en del af min hjerne. En lille del, der hedder Schep. Så når der er et eller andet, jeg skal finde ud af eller rådgives om i en kulturel retning, ringer jeg til Peter.”

Idiotiske navneskilte
Peter Schepelern er kendt som et omvandrende film- og litteraturhistorisk leksikon. Og afskedsforelæsningen er da også en historisk lektion med mange lange ord, gamle filmklip og franske vendinger.

Man forstår, at han er en gammeldags klassisk dannet herre med det litterære og ikke mindst det store filmiske overblik. Men frem for alt er han meget selvironisk.

”Selv havde jeg ikke nogen filmbaggrund. Mit Hellerup-Gentofte-barndomshjem var præget af højkultur – og lavøkonomi. Det drejede sig om Wagner, Thomas Mann og stor billedkunst,” siger han et glimt i øjet, så man forstår, at finkulturen ikke er steget ham til hovedet.

”Jeg kommer i tanke om en sidste pudsig ting fra underudviklingen. For dengang udgjorde KUA et særdeles stimulerende miljø. For bakterier. Dengang fik vi fine kontorer med navneskilte. Sort med hvid indgraveret skrift, der blev efterfulgt af et punktum.”

”Det så lettere idiotisk ud, og navneskiltene hang der da også kun i ti-tolv år. Men måske havde punktummerne en dybere mening, som selv jeg måske har forstået. Vi er nået frem til Peter Schepelern. Punktum.”

Leger med begreber
Forelæsningen er slut, og klappene er mange og lange. Til receptionen bekræfter hans mangeårige ven, kollega og pensionerede professor Torben Grodal, at han sin klassiske smag til trods har et selvironisk forhold til sin viden.

”Han er varm, morsom og vittig. En god ven. Vi ses jo også privat, og vi har det hyggeligt sammen. Han elsker vittigheder og at lege med begreber og fænomener, og det gør ham interessant. Han tager pis på dele af højkulturen og falder ikke på knæ for de dybere analyser. Men samtidig interesserer han sig for det ambitiøse og for kunsten,” siger Torben Grodal.

Hanne, en tidligere studerende fra 1990’erne fortæller, at for hende er Peter Schepelern slet og ret filmvidenskab. Hun fortæller, hvor provokerende underholdende han er som forlæser.

”Selvironien er meget sigende for, hvordan han er. Han har en arrogance, der er ret charmerende. Det virker, som om han gerne vil have modstand og en reaktion. Jeg kan huske dengang, han haglede The Piano ned. Han gjorde et stort nummer ud af klaveret i junglen, som han fandt dybt åndssvagt, og vi studerende blev så provokeret af det.”

Ingen er en hårdere kritiker
En af de mange talere til receptionen er Filmmagasinet Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, som hylder ham for en mangeårig indsats for bladet, hans humor og det særlige Schepelern’ske diplomati. Sidstnævnte egenskab giver rosen kant.

”Ingen er en hårdere kritiker, end du er,” siger Claus Christensen.

”Det tog mig noget tid at forstå dine manglende svar, når jeg sendte en artikel fra en håbefuld skribent for at høre din mening. Det manglende svar betød: ’Komplet, talentløs skribent.’”

”Nogle gange kom der så et svar. Det kunne lyde sådan: ’Kommaet på fjerde side, anden spalte, skal fjernes – og Tarkovskij staves ikke med y.’ Det betyder: ’Komplet ligegyldig artikel, men det skal ikke være kunst, nu skal vi være færdige.’ Enkelte gange har du svunget dig op på ’udmærket’. Det betyder, at artiklen er udmærket, men ikke på Peter Schepelerns niveau.”

Enhver har sin smag
Efter talerne får jeg fat i hovedpersonen selv.

– Hvad siger du til, at nogle af dine elever kalder dig og din filmsmag for arrogant charmende?

”Åh ja, enhver har jo sin smag, som de siger på fransk. Man må være lidt selvironisk og både se på, hvem man er, og også se sig selv udefra.”

”Selvfølgelig skal vi forsvare vores smag, selv om nogle er til øllebrød og andre ikke. Man kan sige, at Béla Tarrs film er fantastiske arthouse-film, der udstiller menneskets lod, men kan også mene, at de er kedelige og handlingsfattige – ligesom Inception er noget bræk, og det har vi lov at sige.”

”Men jeg synes nu ikke, at min smag er særligt excentrisk. De historiske store værker som Citizen Kane, De syv samuraier og Det hvide bånd er nu engang dem, jeg bedst kan lide og ikke en eller anden eksperimenterende film fra Albanien.”

”Jeg skal ikke bestige Kilimanjaro”
I afskedstalen runder Peter Schepelern universitetets udvikling, som han kalder et ”industrielt produktionsapparat med korte, akademiske produktioner på et vitaminfattigt engelsk, som ofte frembringer mere stress og angst end ny viden”.

Han fortæller også, at det er en udfordring at rive de studerende væk fra Facebook, men heldigvis elsker han udfordringer. Jeg spørger, om det var bedre dengang før de teknologiske højtider.

”Sammenlignet med for mange år siden er der mange flere af jer, og de fleste af jer kører igennem med et skyhøjt snit. I er selvfølgelig gode og dygtige, kvaliteten er nok den samme, men den moderne pacing i systemet gør, at I bliver mere stressede og måske mindre selvstændige, fordi incitamentet til det ikke er dér.”

I fremtiden får han færre studerende at se, selv om han stadig skal stå for kurser på Filmskolen og Den Europæiske Filmhøjskole. Han fortsætter også som medredaktør af Ekko.

”Jeg skal ikke bestige Kilimanjaro eller forsøge mig som rocksanger, men læse bøger, se dvd’er og nå at drikke al den vin, jeg netop har fået,” siger han. ”Så det skal nok gå.”