Shortlist-vinder: ”Kæmpe selvtillidsboost”
Lørdag aften i Bremen Teater blev Philip Hedegaard Povlsen den store vinder ved prisuddelingen Ekko Shortlist Awards, hvor hans satiriske drama OsWorld vandt hovedprisen.
Med Shortlist Prisen medfølger en pengepræmie på 25.000 kroner, og prisen uddeles af en jury bestående af seksten førende filmfolk fra den danske filmbranche.
Det er et kæmpe gennembrud for det ubeskrevne blad Philip Hedegaard Povlsen, der har lavet filmen sammen med Oskar Groot, Asger Sisseck og Jonah Pinny, mens de gik på KBH Film- og Fotoskole.
Så der er ikke noget at sige til, at den unge mand og hans filmhold var temmelig euforiske i minutterne efter sejren ved Ekko Shortlist Awards.
”Jeg er helt målløs,” siger Philip Hedegaard Povlsen, da Ekko snakker med ham lige efter showet, hvor han alligevel får sat nogle ord på glæden.
”Prisen er et kæmpe skulderklap og et selvtillidsboost, som jeg virkelig har brug for. Jeg er så glad for at have vundet denne pris!”
Ny film under opsejling
Philip Hedegaard Povlsen og vennerne lavede OsWorld, da de sidste år gik på KBH Film- og Fotoskole i Valby. Her bliver eleverne introduceret for filmens verden, og mange af dem fortsætter færden i den danske filmbranche på uddannelser som Den Danske Filmskole og Super16.
”Der er nogle dygtige undervisere, som er gode til at fortælle, hvad filmmediet kan. De forstår at aktivere unge mennesker og virkelig se, hvad hver elev kan,” fortæller Philip Hedegaard Povlsen og tilføjer:
”Vi bærer alle sammen på nogle historier, men på KBH Film- og Fotoskole kan man lære, hvordan man får dem fortalt som film.”
OsWorld er en film til tiden. Den følger unge Osvald (Téo Lepetit), der lever af at lave grænseoverskridende videoer til sin kanal OsWorld på det sociale medie MeTube.
Da Osvald en dag bliver tilbudt at filme en fans selvmord, står den unge mand pludselig over for et dilemma: Hvor går grænsen?
Juryen blev grebet af filmens hårdtslående skildring af, hvordan jagten på berømmelse på internettet sætter moralske spørgsmål på spidsen. Instruktøren læser lige nu Manuskriptskrivning på Syddansk Universitet og arbejder på sin næste film.
”Det handler om ocd, som er et meget personligt emne for mig. Jeg lider ikke af det selv, men det gør folk tæt på mig. Så det er vigtig historie for mig,” siger Philip Hedegaard Povlsen og går tilbage for at fejre sejren sammen med sit filmhold i Bremen Teater.
Kommentarer