Pigen fra Oradour

Episoden fandt sted den 10. juni 1944. En deling fra den tyske SS-panserdivision, Das Reich, på vej mod Normandiet ankom til den lille sydfranske by, Oradour-sur-Glaneen. Soldaterne lod alle dens indbyggere samle på torvet under påskud af at skulle foretage et identitetstjek. Siden blev forklaringen ændret til, at byen skulle gennemsøges for våben og ammunition, og mens dette skete, skulle kvinder og børn opholde sig i byens kirke, mens mændene blev fordelt i byens lader.

Da alle var placeret, blev aflivningen af befolkningen påbegyndt. I kirken blev en bombe suppleret med maskingeværsalver og efterfulgt af en effektiv ildspåsættelse. I laderne blev mændene først beskudt med maskingeværer – siden blev også de brændt levende eller døde. Herefter foretog SS’erne en gennemgang af byen for at finde overlevende, og de, der stadig levede, blev skudt. Efter at have samlet forskellige ting af værdi satte soldaterne ild til byen, der herefter henlå som ruin. Enkelte undslap, men så godt som samtlige af byens indbyggere blev slået ihjel. Det officielle dødstal er 642.

Teorier om massakren
Motivet til episoden er aldrig siden med sikkerhed slået fast. Det er ikke dokumenteret, at der i byen skulle have været lagre af ammunition, eller at den skulle have været base for modstandsgrupper, ligesom byen aldrig har angrebet den tyske besættelsesmagt. En teori er, at aktionens leder, Adolf Diekmann, var drevet af et personligt hævnmotiv, da hans ven kort forinden var blevet dræbt af modstandsfolk. En anden teori er, at Oradour, der lå på Das Reichs rute mod Normandiet, blev brugt til at statuere et eksempel over for modstandsbevægelsen. En tredje teori går ud på, at Oradour af tyskerne blev forvekslet med en anden lille by, der var kendt for at huse modstandsfolk.

Episoden blev efter krigen genstand for en retssag, men alle implicerede overordnede var på daværende tidspunkt døde eller forsvundne, og ingen af de overlevende soldater – eller de få overlevende indbyggere – har kunnet kaste yderligere lys over sagen.

Oradour-sur-Glane ligger i dag tilbage som en ruinby, et monument over det skete og en påmindelse om det, der ikke må ske igen. Det er her, Ib Makwarths prisbelønnede Pigen fra Oradour tager sit udgangspunkt, ligesom det er en pointe, at filmen ikke beskæftiger sig med hvorfor, men alene beskriver det overgreb på en gruppe mennesker, der fandt sted.

Kontrasten som virkemiddel
Karakteristisk for filmen er, at den har valgt en nærmest underspillet stil, hvor det er mødet mellem de forskellige virkemidler, der etablerer betydningen — og i sidste ende budskabet om, hvor rædselsfuldt det er på et nazistisk eller i det hele taget et ideologisk grundlag at begå overgreb på grupper af mennesker.

Modsat en voice over, der underbygger eller forklarer billedsiden, danner fortællerstemmen i Pigen fra Oradour i vid udstrækning kontrast til billedsiden. Mens billedsiden viser os farvebilleder af de øde ruiner, som de tager sig ud i dag, beretter fortælleren i datid på lydsiden om hændelsesforløbet. Ud over på det tematiske plan at skabe sammenhæng mellem datidens hændelse og vores egen nutid har det den effekt, at vi bliver tvunget ind i en tolkningsproces. I kontrasten mellem de mennesketomme ruiner og den slaviske beskrivelse af begivenhedernes gang danner vi vores egne uhyggelige billeder, der kan virke langt stærkere, end hvis lyd- og billedside havde lukket sig om et ensartet udtryk.

Princippet med at bruge kontrasten som virkemiddel går igen i den måde, den mundtlige beretning er tilrettelagt på, idet den er bevidst udramatisk og afdæmpet og nærmest hyggelig i sin tone, som var der tale om et uskyldigt eventyr for børn — en skærende kontrast til de modbydelige og dramatiske begivenheder, der tales om. Betydningen kommer til at ligge i sammenstødet, og virkningen bliver en oplevelse af noget grotesk.

Fortællerstemmen i Pigen fra Oradour undgår bevidst at forklare mulige årsager til hændelsen og beretter intet om angribernes motiver eller tanker. Det handler udelukkende om ofrene, og fortælleren sætter navne og historier på nogle af de mange skæbner – dvs. lader individet træde ud af den anonyme masse – mens kameraet udpeger de steder, hvor de boede og færdedes. Filmen bliver således indledt og afsluttet med et billede af en yndig lille pige ved navn Geneviève, og fortællerstemmen vender løbende tilbage til hende og er i det hele taget tilrettelagt, så den beskriver hændelserne i byen, som indbyggerne – og hun – kan have oplevet dem.

Valget af Geneviève som identifikationsfigur er naturligvis ikke tilfældig. Ingen kan siges at være mere uskyldig end en otte-årig pige, og ved at opbygge en identifikation med Geneviève appellerer filmen til tilskuerens følelser og forstærker dermed oplevelsen af et meningsløst og afstumpet overgreb. Her er det interessant at sammenligne med en fransk film, 10. juni 1944 (1961), der beskriver nøjagtig samme hændelse som Pigen fra Oradour, men anlægger en ganske anden synsvinkel. 10. juni 1944 beskriver massakren som et nøje planlagt militært angreb, en operation i flere faser, med støvletrampen på lydsiden og detaljerede oplysninger om maskingeværernes kadance og skudvidde. Begge film handler om krigens absurditet, men bruger vidt forskellige virkemidler. Hvor Pigen fra Oradour skaber indlevelse og medfølelse med ofrene, er 10. juni 1944 et klinisk studie i militærisk logik.

Eventyrets form
Også i dramaturgien bruger Ib Makwarth kontrasten til at skabe betydning. Modsat en nyhedsjournalistisk funderet fortælleform er Pigen fra Oradour bygget op omkring en traditionel fiktions-spændingskurve med antydninger og ildevarslende foregribelser og opbygning af viden, således at historiens slutning falder sammen med filmens slutning. Fortælleren underbygger fiktionspræget ved at benytte karakteristika fra eventyret: Efter at have præsenteret stilfærdige marker og græssende får beretter fortælleren i en helt udramatisk tone, at ”der var engang et andet Oradour-sur-Glane…”, og da det fortælles, at alle børn i byen den dag skal til lægeundersøgelse, og da Geneviève beskrives, siger fortælleren roligt, at ”Geneviève kan ikke vide hvilken forunderlig skæbne, der skal blive hendes den dag”.

Historien afsluttes med, at vi i en rolig tone får at vide, at soldaterne festede hele natten, mens Geneviève ligger forkullet tilbage. Kontrasten til, hvad vi traditionelt forstår ved et eventyr, er stor. Og sammenholdt med den identifikation, vi oplever med Geneviève og byens øvrige borgere, der denne morgen gik på arbejde og i skole, fuldkommen som de plejede, gør, at vi som tilskuere føler og oplever angsten og rædslerne.

Filmen lægger op til diskussion af, hvilken effekt det har, at Ib Makwarth bygger historien op som et eventyr – og lægger synspunktet hos en af personerne frem for at lægge det på afstand af begivenhederne. Filmen lægger også op til en analyse og en diskussion af, hvordan de filmsproglige virkemidler kan sættes op mod hinanden som kontraster og i dette møde med hinanden skaber en given betydning. Eksempelvis gør filmen meget ud af på en nærmest repetativ måde at beskrive det normale og hverdagsagtige i Oradour-sur-Glane: Frisøren, borgmesteren, de forskellige huse, børnene, der skal i skole – samtidig med, at filmen reelt beretter om en katastrofe og et ualmindeligt grusomt overgreb. Som en øvelse kan man tage filmens første tre minutter og kigge på, hvordan det dramaturgiske forløb bygges op – og hvordan billederne sættes op mod lyden (ikke blot fortællerstemmen, men også effektlydene og musikken). I filmens åbningsbilleder høres fuglekvidder og lystig fransk harmonika-musik, her ses grønne marker og etableres en stemning af normalitet, indtil der brat klippes til billeder af ruiner, mens fortællerstemmen for en stund forsvinder, så kun vindens susen høres. Filmens start kan igen holdes op mod dens slutning, hvor den ”spænding”, der bygges op til i starten, forløses ved, at vi får historiens sidste brikker: Vi hører om Genevièves forkullede lig og ser det samme yndige billede af hende, som filmen indledtes med.

Pigerne, der taler for os alle
Det er tydeligvis en pointe hos filmens instruktør Ib Makwarth, at han ikke lader historien ”strande” i de konkrete hændelser, men benytter formen til at lade historien lede videre til et generelt, nutidsrelevant tema. Han gør tragedien universel og synonym med alle massakrer før og nu. Det handler ikke om at så meget om den konkrete episode, men snarere om at skildre overgrebet og forfølgelsen som fænomen.

Dette gælder også en anden Ib Makwarth-film om en pige, der møder sin skæbne under Anden Verdenskrig, nemlig Anne Franks Rejse, hvor Makwarth opsøger de steder, den senere så berømte dagbogsforfatter levede, og følger i hendes fodspor på rejsen til døden i koncentrationslejren i Bergen Belsen. Begge film har en uskyldig pige som hovedperson, en pige, der uheldigvis enten er født det ”forkerte” sted eller i den ”forkerte” familie. Og Ib Makwarth lægger vægt på at beskrive det hverdagsagtige og menneskelige, der så uforklarligt bliver brudt af – for Genevièves vedkommende – et uventet overgreb, en brutal massakre, og for Anne Franks vedkommende en langsom forfølgelse, udpining og mishandling.

Filmene beskæftiger sig overhovedet ikke med, hvorfor nazisterne ikke bryder sig om jøder og andre specifikke befolkningsgrupper, eller hvorfor Oradour-sur-Glane skulle udraderes. For det er naturligvis en pointe, at ingen forklaring på nogen som helst måde kan berettige, at mennesker forfølges på grund af deres (etniske, religiøse, geografiske, seksuelle) tilhørsforhold. Ligeledes beskæftiger filmene sig ikke med politiske og militære detaljer fra krigen. På den måde lægges der afstand til tiden og det historiske perspektiv, og tematikken gøres generel – og aktuel i nutiden. Massakren i Oradour kunne foregå på Balkan i dag, og forfølgelsen af jøder, kommunister, homoseksuelle, sigøjnere og andre under nazismen ligner i skræmmende grad fremmedhad og racisme, som vi møder i vores baggård, skoleklasse, medier...

Ud over at fungere som materiale om en historisk periode lægger temaerne i de to film op til en indgående diskussion af overgreb på og forfølgelse af mennesker på grund af deres tilhørsforhold. En del af denne diskussion går ud på at definere, hvor og hvornår overgreb, forfølgelse og fordømmelse finder sted. Findes der nogen argumenter for at forfølge, straffe, dømme eller i det hele taget bare vurdere enkeltindivider på grund af deres tilhørsforhold til en given gruppe? Hvad er instruktørens en mening om den sag? Filmene lægger ligeledes op til en diskussion om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem historien og så den måde, vi handler og reagerer på i nutiden. Hvorfor har instruktøren valgt at lave de to film om hændelser fra Anden Verdenskrig lige netop nu? Er pointen, at vi aldrig bliver klogere – eller at vi omvendt er blevet klogere?



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.