Oscar 2025
23. jan. 2025 | 14:35

Stor dansk Oscar-triumf

Foto | Lukasz Bak

Pigen med nålen spiller Vic Carmen Sonne rollen som fattige Karoline, der i en tid før fri abort føler sig nødsaget til at benytte et skummelt undergrundsadoptionsbureau. 

Pigen med nålen er blevet Oscar-nomineret for bedste internationale film, mens Sebastian Stan og Jeremy Strong fra dansk-iranske Ali Abbasis The Apprentice er blevet skuespilnomineret.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

En kæmpe cadeau til dansk film!

Det er resultatet af nomineringerne til verdens største filmpris: Oscar. Den danske film Pigen med nålen, som med årtiets bedste timing har fået biografpremiere i dag, er blevet nomineret til bedste internationale film.

Men det stopper ikke dér.

Også dansk-iranske Ali Abbasis drama om den unge Donald Trump, The Apprentice, har fået et stort skulderklap. Sebastian Stan, der spiller Trump, er nomineret til bedste mandlige hovedrolle. Mens Jeremy Strong, som spiller Trumps mentor Roy Cohn, er nomineret til bedste mandlige birolle.

En af årsagerne til de to films succes ved Oscar-nomineringen kan siges at være, at har hyperaktuelle temaer – ikke mindst set med amerikanske øjne. The Apprentice handler om, hvordan Donald Trump blev til det menneske, der netop for anden gang er blevet valgt til USA’s præsident.

Og Pigen med nålen fortæller historien om Dagmar Overby, der i tiden omkring Første Verdenskrig drev et undergrundsadoptionsbureau, men dræbte en række af babyerne. Men i stedet for at fokusere på seriemorderen handler filmen om de umulige forhold for unge kvinder, der blev ufrivilligt gravide og dengang ikke have mulighed for på lovlig vis at få abort.

Netop debatten om fri abort har raset under den amerikanske valgkamp, og Donald Trump går ikke ind, at kvinder skal have denne mulighed. Derfor er Pigen med nålen ikke et støvet, historisk drama, men en brandaktuel politisk film.

Kartelmusical favorit
Pigen med nålen er oppe imod et stærkt felt af internationale film, og især den spansksprogede kartelmusical Emilia Pérez bliver svær at slå.

Modsat de andre film i kategorien er den nemlig også nomineret til prisen for bedste film, flere skuespilpriser og tekniske priser samt for bedste manuskript og instruktør til franske Jacques Audiard.

Danskerne skal også konkurrere med det brasilianske drama I’m Still Here, der samtidig er nomineret i bedste film-kategorien samt bedste kvindelige hovedrolle til Fernanda Torres.

Desuden er der den flygtede iranske instruktør Mohammad Rasoulof, der er nomineret for Frøet fra det hellige figentræ, og animationsfilmen Flow, som er den første Oscar-nominerede film fra Letland nogensinde.

Selv Emilia Pérez er storfavorit, så er Pigen med nålen ikke uden chancer. Dels er borttemaet som sagt meget aktuelt, dels har der været kritik fremme af Audiards musical.

Handlingen foregår i Mexico, men den er hverken optaget i landet eller byder på mexicanske skuespiller i de fremtrædende roller. Endelig har nogle transpersoner udtalt, at de ikke genkender filmens skildring af kønstransition.

Hård skuespilkonkurrence
Jeremy Strong og Sebastian Stan får næsten lige så hård konkurrence.

Sebastian Stan kæmper i hovedrollekategorien med Adrien Brody, som er en af favoritterne trods kontroversen om brugen af kunstig intelligens til at forfine hans ungarske udtale i The Brutalist.

Hvis Stan vil vinde, må han også besejre veteranen Ralph Fiennes fra kardinaldramaet Konklave, Colman Domingo i fængselsfilmen Sing Sing og superstjernen Timothée Chalamet, der spiller selveste Bob Dylan i A Complete Unknown.

Strong skal i kategorien bedste mandlige birolle forsøge at slå sin gamle kollega fra hitserien Succession, Kieran Culkin. Sidstnævnte vurderes at være storfavorit med sin præstation i familie-roadmovien A Real Pain.

Strong, der bor i Danmark, er også oppe imod Edward Norton fra A Complete Uknown, Guy Pearce fra The Brutalist og det russiske stjernefrø Yura Borisov, der stråler i Cannes-vinderen Anora.

Tre frontløbere
Emilia Pérez har de bedste odds for at komme hjem med guld efter Oscar-festen 3. marts, for filmen er nomineret til hele tretten priser.

Nummer to i ræset er The Brutalist og hitmusicalen Wicked, der begge er nomineret til ti priser.

Alle tre konkurrerer om hovedprisen for bedste film og får selskab af Sean Bakers guldpalmevinder Anora, A Complete Unknown, den episke rumfilm Dune: del 2, I’m Still Here, ungdomsdramaet Nickel Boys og den radikale body-horror-film The Substance.

Sidstnævnte er også nomineret til prisen for bedste manuskript og instruktør til franske Coralie Fargeat samt bedste kvindelige hovedrolle til Demi Moore, der ligesom filmens hovedperson får et comeback med filmen.

Oscar-nomineringer 2025

Bedste film
Anora
The Brutalist
A Complete Unknown
Konklave
Dune: del 2
Emilia Pérez
I’m Still Here
Nickel Boys
The Substance
Wicked

Bedste instruktør
Sean Baker (Anora)
Brady Corbet (The Brutalist)
James Mangold (A Complete Unknown)
Jacques Audiard (Emilia Pérez)
Coralie Fargeat (The Substance)

Bedste kvindelige hovedrolle
Cynthia Erivo (Wicked)
Karla Sofía Gascón (Emilia Pérez)
Mikey Madison (Anora)
Demi Moore (The Substance)
Fernanda Torres (I’m Still Here)

Bedste mandlige hovedrolle
Adrian Brody (The Brutalist)
Timothée Chalamet (A Complete Unknown)
Colman Domingo (Sing Sing)
Ralph Fiennes (Konklave)
Sebastian Stan (The Apprentice)

Bedste kvindelige birolle
Monica Barbaro (A Complete Unknown)
Ariana Grande (Wicked)
Felicity Jones (The Brutalist)
Isabella Rossellini (Konklave)
Zoe Saldana (Emilia Pérez)

Bedste mandlige birolle
Yura Borisov (Anora)
Kieran Culkin (A Real Pain)
Edward Norton (A Complete Unknown)
Guy Pearce (The Brutalist)
Jeremy Strong (The Apprentice)

Bedste originalmanuskript
Sean Baker (Anora)
Brady Corbet og Mona Fastvold (The Brutalist)
Jesse Eisenberg (A Real Pain)
Moritz Binder, Tim Fehlbaum og Alex David (September 5)
Coralie Fargeat (The Substance)

Bedste filmatisering
James Mangold og Jay Cocks (A Complete Unknown)
Peter Straughan (Konklave)
Jacques Audiard (Emilia Pérez)
RaMell Ross og Joslyn Barnes (Nickel Boys)
Clint Bentley og Greg Kwedar (Sing Sing)

Bedste internationale film
I’m Still Here (Brasilien)
Pigen med nålen (Danmark)
Emilia Pérez (Frankrig)
Frøet fra det hellige figentræ (Tyskland)
Flow (Letland)

Bedste dokumentar
Black Box Diaries
No Other Land
Porcelain War
Soundtrack to a Coup d’Etat
Sugarcane

Bedste animationsfilm
Flow
Inderst inde 2
Memoir of a Snail
Walter og Trofast: Hævnen har vinger
Den vilde robot

Bedste fotografering
The Brutalist
Dune: del 2
Emilia Pérez
Maria
Nosferatu

Bedste klipning
Anora
The Brutalist
Konklave
Emilia Pérez
Wicked

Bedste lyd
A Complete Unknown
Dune: del 2
Emilia Pérez
Wicked
Den vilde robot

Bedste effecter
Alien: Romulus
Better Man
Dune: del 2
Kingdom of the Planet of the Apes
Wicked

Bedste production design
The Brutalist
Konklave
Dune: del 2
Nosferatu
Wicked

Bedste kostumer
A Complete Unknown
Konklave
Gladiator 2
Nosferatu
Wicked

Makeup & hår
A Different Man
Emilia Pérez
Nosferatu
The Substance
Wicked

Bedste musik
The Brutalist
Konklave
Emilia Pérez
Wicked
Den vilde robot

Bedste sang
El Mal (Emilia Pérez)
The Journey (The six Triple Eight)
Like a Bird (Sing Sing)
Mi Camino (Emilia Pérez)
Never Too Late (Elton John: Never Too Late)

Bedste liveaction-kortfilm
A Lien
Anuja
I’m Not a Robot
The Last Ranger
Tha Man who Could Not Remain Silent

Bedste animerede kortfilm
Beautiful Men
In the Shadow of Cypress
Magic Candies
Wander to Wonder
Yuck!

Bedste dokumentarkortfilm
Death by Numbers
I Am Ready, Warden
Incident
instruments of a Beating Heart
The Only Girl in the Orchestra

Trailer: Pigen med nålen

Kommentarer

Ali Abbasi og Pigen med nålen i Ekko #97
 

Den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi er på forsiden af Ekko #97 med Trump-filmen The Apprentice.

I samme blad har Merete Hellerøe skrevet et større essay om Pigen med nålen med fokus på aborttemaet.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet kan købes i kiosker over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko