Piger i paddehatteskyens skygge

Man har aldrig kunnet beskylde Sally Potter for at lefle for masserne. Med film som Orlando (1992), The Tango Lesson (1996) og Yes (2004) i bæltet har den nu 63-årige instruktør for længst slået sit navn fast som en af engelsk films mest markante auteurs med sit helt eget særegne og legende filmsprog.

Hun debuterede i 1983 med The Gold Diggers med Julie Christie. Med Orlando kickstartede hun Tilda Swintons internationale karriere, ligesom hun relancerede Christina Riccis i The Man Who Cried. Hendes Rage fra 2009 var verdens første film lavet til mobiltelefoner.

Nu er Sally Potter aktuel med sin vel nok mest kommercielle film til dato, ungdomsdramaet Ginger & Rosa, der får dansk premiere torsdag, og som udspiller sig i London i 1962.

Undergangen nær
Truslen om en forestående atomkrig hænger tungt over hovedet på ungdommen, og den seksuelle revolution er endnu en del år væk.

I dette miljø – blandt murbrokkerne af den sidste krigs ødelæggelser og sovset ind i 50’ernes stive familiemønstre – møder vi teenagepigerne Ginger og Rosa: bedsteveninder, drømmere og idealister.

Ginger vil på barrikaderne for at protestere mod bomben. Rosa vil hellere flirte med sin spirende kvindelighed – og med Gingers utro, pacifistiske far, Roland.

Sally Potter var selv ung i 60’ernes London og har længe villet lave en film om netop denne tid.

”Jeg begyndte at skrive på manuskriptet for tre år siden, men jeg har haft kimen til ideen liggende i baghovedet i lang tid. Jeg har altid gerne ville vise den overhængende følelse, der eksisterede dengang af, at verden vitterligt kunne ende i morgen,” fortæller Sally Potter fra London over Skype.

Lille og passiv
Instruktørens mor var musiklærer og hendes far indretningsarkitekt og digter. Sally var kun tolv i 1962, mens Ginger i filmen er seksten.

”Men jeg var med til demonstrationerne mod bomben som barn, og jeg husker tydeligt frygten for den. Jeg havde mareridt om bomben hver nat og var fuldstændig ude af mig selv af skræk ved tanken om verdens endeligt,” siger hun. 

”Jeg tror generelt, at unge mennesker bliver mere følelsesmæssigt påvirkede af, hvad der sker i samfundet. I takt med at man bliver ældre, får man nogle gange et mere tilbagelænet syn på tingene. Det er, som om der indtræffer en slags følelsesløshed i én som voksen. Unge er meget mere påvirkelige.”

Instruktøren drager flere paralleller mellem ungdommen i 60’erne og moderne unges bekymringer for fremtiden, hvor det nu er klimaforandringer og krig i den mellemøstlige verden, der kaster lange skygger over samfundet.

“Det er præcis de samme følelser, unge mennesker kæmper med i dag, som Ginger og Rosa går med i filmen: frygten for fremtiden og usikkerheden omkring, hvad man skal gøre for at sikre den og sig selv. Som altid når verdens store problemer ligger i hænderne på regeringer – det være sig klimaforandringer eller missilkriser – opstår der en følelse i individet af, at man intet kan stille op. Man føler sig så lille og passiv,” mener Sally Potter,

”I starten af 60’erne var der store protestdemonstrationer verden over. Det var et totalt nyt fænomen, at folk demonstrerede på denne måde, og jeg tror, at det var medvirkende til, at regeringerne til en vis grad var nødt til at stoppe op og lytte efter befolkningens – og ungdommens – nye stemme.”

”I dag ser vi for eksempel, at Det Arabiske Forår har haft en lignende effekt på mellemøstlige regeringer. Jeg tror at det kan være en trøst for bekymrede unge i dag at se i filmen, at der har været verdensomspændende kriser i nyere historie, der ikke resulterede i, at verden gik under,” fortæller Sally Potter.

Et mandemiljø
I Ginger & Rosa giver filmens to unge hovedpersoner ikke meget for deres skolegang, og Sally Potter selv forlod også skolen som blot sekstenårig. Var det bare ikke så vigtigt med skolegang i 60’erne?

”Siden jeg var fjorten år gammel, ville jeg være filminstruktør. Jeg følte, at jeg lærte meget mere uden for skolen og var ikke videre interesseret i at have nogle officielle kvalifikationer med mig. Jeg ville bare i gang med mit liv! Dog var jeg ikke helt forberedt på, at verden ikke bare sådan åbnede sine arme mod mig, da jeg forlod skolen. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg var blevet på skolebænken et par år mere, for jeg fik nogle knubs af at kaste mig ud uden faldskærm,” fortæller Sally Potter.

At hun var på vej ind i en branche stort set blottet for kvindelige filminstruktører, fyldte ikke den unge Sally Potters tanker i 60’erne. I dag siger hun:

”Der var ingen kvindelige filminstruktører dengang. Men jeg tænkte nu heller aldrig på mig selv som en ’kvindelig’ filminstruktør. Det var kun, når andre påpegede, at jeg var kvinde i et mandemiljø, at det kom op.”

”Jeg så ikke engang på arbejdet med film som et job, det var bare noget, jeg måtte lave. Og jeg dybt overrasket over, at det skulle være mere vanskeligt for mig, fordi jeg var kvinde.”

Lidt af alle karakterer
Sally Potter blev som teenager medlem af en filmklub i London, hvor hun siddende på madrasser på gulvet i den gamle lejlighed slugte russiske og franske film døgnet rundt.

Men interessen for selv at lave film var større end lysten til at se andres, så da Potter fik et 8mm-kamera af sin onkels kæreste, blev fundamentet for hendes filmkarriere lagt.

Sidenhen har instruktøren udforsket kønsrollernes betydning i flere af sine film og sågar castet sig selv i den simulerede dokumentar The Tango Lesson om en filminstruktør, der lærer at danse tango mod til gengæld at gøre sin danseinstruktør til filmstjerne.

Men hvor meget selvbiografisk er der i Ginger & Rosa?

”Jeg er både en smule Ginger, veninden Rosa og faren Roland. Som forfatter bliver du nødt til at være lidt af alle dine karakterer. Der er nogle biografiske elementer i filmen, men der er også en masse fri fantasi. Hvis jeg skulle lave en film om min egen ungdom, ville den se meget anderledes ud end Ginger & Rosa.”

Undervurderede pigevenskaber
Pigerne Ginger og Rosas venskab er filmens centrale nerve. Og Sally Potter tilkendegiver, at hun da i høj grad også selv er blevet formet af sine ungdomsvenskaber.

”Pigevenskaber er så undervurderede: De er episke, uendeligt fleksible og fulde af passion og kæmpe eksistentielle spørgsmål, der bliver udforsket inden for meget små rammer som på soveværelser og badeværelser. Det er store ideer, der folder sig ud på meget lidt plads!” siger instruktøren med et smil.

Ginger & Rosa kan bryste sig af et helt stjernehold af solide skuespillere. Instruktøren Jane Campions datter er Rosa, Christina Hendricks spiller Gingers frustrerede mor, Alessandro Nivola er den selvcentrerede far, Timothy Spall og Oliver Platt er et for den tid usædvanligt åbent homoseksuelt par og Annette Bening deres veninde.

Stærkest indtryk gør Elle Fanning (Super 8, Somewhere) som Ginger dog.

”Jeg så et hav af dvd’er med skuespillere og startede med pigernes roller. Jeg havde set Ellen Fanning i et par film før, blandt andet Somewhere, og hun havde gjort indtryk på mig,” fortæller Sally Potter.

”Egentlig regnede jeg med, at hun som trettenårig var for ung til at spille den sekstenårige Ginger, men jeg tog alligevel til L.A. for at arbejde sammen med hende en halv dags tid. Her blev jeg totalt overbevist, for hun var simpelthen fantastisk.”

”Det er meget interessant at arbejde sammen med en så ny og så uspoleret skuespiller. Hun er både meget rå og ligefrem i sit skuespil, men også enormt teknisk vidende i forhold til sin unge alder.”

Den danske forbindelse
Ginger & Rosa er ikke blot Sally Potters mest kommercielle film, det er formentlig også den mest internationale, når man ser på filmholdet bag.

”Kameramanden var irsk, set-designeren var argentinsk, og det mest af redigeringen foregik i Danmark,” siger Sally Potter.

Filmen er co-produceret af danske Miso Film og har fået støtte af Det Danske Filminstitut. Og instruktøren arbejdede også tæt sammen med danske Anders Refn, som har klippet filmen, mens flere andre danskere har arbejdet med lyd og visuelle effekter.

”Jeg nød virkelig samarbejdet med mit danske hold på denne film. Jeg var to måneder i København i sommeren 2012, da filmen skulle klippes, og både Anders og de andre var fantastiske at arbejde med,” fortæller Potter, som mener, at mange europæiske lande kunne lære en del af Danmark, når det handler om at støtte smallere filmprojekter.

”Selvfølgelig diskuterer man i disse tider allevegne, om der er penge nok til mindre film og mere ukendte instruktører, men jeg synes, at I i Danmark har skabt jer en god model sammenlignet med mange andre lande. Det skal I være stolte af.”