Nyhed
29. sep. 2011 | 17:52

Piv Bernth ny DR-dramachef?

DR’s kandidat til posten som dramachef er ifølge Ekkos oplysninger producer Piv Bernth. Håndteringen af DR’s jobsøgning mødes med kritik.
Af Mads Suldrup

Normalt er det svært at spå om, hvem der skal overtage et job, før ansøgningsfristen er udløbet og feltet gjort op. Men når det gælder ansættelsen DR’s nye dramachef, er løbet måske allerede kørt.

Dramachefen lægger linjen for kanalens tv-dramatik - herunder de populære søndagsserier som den aktuelle Borgen, der hver uge tiltrækker millioner af seere.

Den magtfulde stilling har de sidste tolv år været besat af Ingolf Gabold, men for nylig meddelte han, at han trækker sig tilbage til april næste år.

DR har allerede en kandidat i kikkerten. Det fremgår af det officielle stillingsopslag , som DR har udsendt. Ansøgningsfristen er i morgen fredag den 30. september, men ”DR gør opmærksom på, at der er en kvalificeret ansøger til stillingen”, står der i opslaget.

Forleden i Politiken blev det sågar understreget, at kanalen allerede har en kandidat til stillingen. DR forklarede tilmed, at man vil videreudvikle Ingolf Gabolds linje, og at man ikke ønsker, at jobbet skal besættes af en person fra filmbranchen.

Ifølge Ekkos oplysninger er det produceren Piv Bernth, som er den kvalificerede ansøger. Hun har været tilknyttet DR siden 1998 og har været med til at producere succes-serierne Nikolaj og Julie og Forbrydelsen.

Skræmmer ansøgere væk
Spørgsmålet er, hvad det betyder for DR Dramas fremtid, hvis Piv Bernth sætter sig i chefstolen.

”Piv Bernth er det sikre kort,” mener Rasmus Thorsen. Han er producent og medstifter af Cosmo Film, der har produceret Anna Pihl og Lærkevej for TV 2.

”DR har opbygget et stærkt brand, og de stiler formentlig efter at kunne fortsætte ad den vej frem for at kaste sig ud i nye og måske mere eksperimenterede dramaserier. Piv Bernth kender DR’s maskine ud og ind.”

Rasmus Thorsen mener, at oplysningen om, at DR allerede har en kvalificeret ansøger, kan have en afskrækkende effekt.

”Men selvom DR måske allerede uofficielt har truffet en beslutning, så tror og håber jeg da, at de kigger ansøgningsbunken igennem.”

DR laver spin
Manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig er enig.

”Det er tydeligt, at DR, eller måske mere direkte DR Drama selv, er ved at lave noget spin, fordi man ønsker, at Piv Bernth bliver den nye dramachef,” vurderer Nikolaj Scherfig.

”Der er mærkeligt, at man officielt har en ansøgningsrunde og så samtidig melder ud, at man har en kvalificeret ansøger. Personligt ville jeg ikke ansøge stillingen, når man rent faktisk får at vide, at man ikke er velkommen.”

Business as usual
Nikolaj Scherfig er medforfatter på dramaserien Broen, der havde premiere på DR i går. Den har fået rigtig pæne anmeldelser i både den svenske og danske presse.

Serien er ikke produceret af DR, men af det svenske produktionsselskab Filmlance International og danske Nimbus Film. Broen er mere voldelig og eksperimenterede, og det er det, Nikolaj Scherfig efterlyser mere plads til i DR’s dramatik.

”Lige nu bliver al energi i Danmarks Radio brugt på at lave stærke, kommercielle søndagsserier, men ikke serier som for alvor udfordrer tv-serie-genren. Det er vel ikke sket siden Taxa, Riget og måske Rejseholdet, ” mener Nikolaj Scherfig.

”Det er lykkedes at lave gode serier til mainstream-formatet, men det kunstnerisk udfordrende mangler. Hvis DR vælger Piv Bernth, er det et udtryk for, at de vil køre business as usual,” siger Scherfig.

”Jeg forstår godt, at DR Drama er bange for at få en ny chef, der skal smadre det brand og den selvproducerende organisation, man har opbygget gennem de sidste femten år. Men der trænger til at komme nogle radikale nybrud og en overvejelse om, hvad tv-drama også kan. En større åbenhed for, at drama til DR kan produceres uden for DR Dramas trygge mure.”

DR: ”Vi melder ud snart”
Piv Bernth vil hverken be- eller afkræfte, at hun er den kvalificerede ansøger. DR’s fiktionschef Nadia Kløvedal Reich er også sparsom med oplysninger.

”Jeg vil ikke sige noget om, hvorvidt Piv Bernth er den kvalificerede ansøger. Jeg vil bare sige, at vi har slået stillingen op, og der er ansøgningsfrist den 30. september. Når vi har kigget ansøgningerne igennem, skal vi nok meddele, hvem der bliver den nye dramachef.”

— Kritikere mener, at det er på tide med nytænkning i DR. Bør man ikke holde en dør på klem for kandidater udefra, der kan føre DR et nyt sted hen?

”Det væsentligste er, at man har erfaring inden for tv-branchen. Det behøver ikke at være fra Danmarks Radio. Ved du hvad, du vil blive meget klogere inden for en overskuelig fremtid, når vi melder ud, hvordan vi har tænkt os at køre butikken videre,” fortæller Nadia Kløvedal Reich.

— Kan det ikke skræmme eventuelle ansøgere væk, når I melder ud, at I allerede har en kvalificeret ansøger?


”Det ved jeg ikke. Man bør fortælle, hvis man allerede har en kandidat i tankerne. Det skylder man ansøgerne.”

Vejen til kapital
Den afgående dramachef Ingolf Gabold vil ikke gå i detaljer omkring DR Dramas fremtid.

”Mit hovedmål som dramachef har været, at DR’s serier skulle internationaliseres for at tiltrække kapital, så kan få penge ud over licensmidlerne til at lave drama for. Og vejen til kapital er at vinde internationale priser, der skaber opmærksomhed,” fastslår Ingolf Gabold over for Ekko.

I hans tid som dramachef har DR vundet Emmy-priser for Rejseholdet, Ørnen og Livvagterne.

”Man må sige, at det er lykkedes at tiltrække udlandets opmærksomhed. Jeg håber, at den udvikling fortsætter.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko