Pludselig begyndte far at date mor igen

Jeg sidder i en taxa på vej til Hvidovre. Mit hjerte hamrer afsted, og jeg kan ikke finde ro.

Ved siden af mig sidder min kæreste med et bekymret udtryk i øjnene. De seneste par måneder er ledt op til dette øjeblik. Et sygeligt fokus på sundhed udviklede sig til søvnløshed, der igen udviklede sig til angst, og derfra blev døren til mine barndomstraumer åbnet.

Vi ankommer til den psykiatriske skadestue. En sygeplejerske tager imod os, og hun kan godt se, at den er helt gal. Så jeg bliver indlagt med det samme.

Jeg starter i antidepressiv behandling og en lang kamp følger for at komme tilbage til livet igen.

Traumet
Angstens ophav kan spores til de hvide vægge på afdeling H2 på Odense Universitetshospital.

Tre år fulgte med opkast, en uendelig række af kemokure og angsten for at dø. I de afsluttende prøver fandt de mere kræft, og jeg skulle igennem endnu en behandling.

Men til mit held var der kommet en ny tysk kur på markedet, der var så effektiv, at den reddede mit liv.

Året efter indlæggelsen på psykiatrisk afdeling sidder jeg i vores lejlighed på 5. sal på Vesterbro og stirrer ud over tagene, hvor der ligger en smule sne.

Jeg har det bedre, men er efterladt med en ensomhed. Jeg begynder at filme mig selv med et ønske om, at kameraet kan afhjælpe ensomheden.

Jeg filmer mine besøg på Rigshospitalets senfølgeafdeling, hvor jeg går til kontrol, mødes med præsten Niels Nymann Eriksen og laver en videodagbog om min kamp med søvnen og angsten.

Men jeg går i cirkler om mig selv, og hver gang jeg viser optagelserne til andre, resonerer de ikke hos dem. Jeg vil gerne have, at andre kan mærke og forstå, hvad det vil sige at have haft kræft som barn og de spor, det kan sætte sig i et menneskes liv efterfølgende.

Men i stedet distancerer jeg beskueren.

Min mor, min klippe
Mine tanker begynder at kredse om dem, jeg var indlagt med som barn. Er de også ramt af de samme psykiske efterskælv som mig?

Jeg kan huske min bedste ven Thomas, som jeg delte hverdagen på sygehuset med. Hvordan har hans liv formet sig efter kræften, og er han overhovedet i live?

En aften tager jeg mig sammen og efterlyser ham på Facebook. Jeg poster et billede af os sammen, og i løbet af få timer blev det delt over 3000 gange, og jeg får tilsendt et telefonnummer til Thomas.

Jeg ringer til ham, men til min store skuffelse kan Thomas ikke huske mig. Samtalen bliver kort og uforløst, men behovet for at behandle mit barndomstraume er stadig til stede.

Under et besøg hos mine forældre finder jeg på loftet fjorten billeder fra afdeling H2. Det er de eneste billeder, der blev taget i de fem år, jeg var syg.

Fraværet af billeder pirrer min nysgerrighed, og jeg begynder at tænke over mine forældres oplevelse af sygdomsforløbet.

Min mor var en klippe, da jeg var syg. Hun var der altid for mig og gav mig den kærlighed og tryghed, jeg havde brug for, når verden omkring mig var usikker.

Men vores tætte forhold gav også udfordringer i mit voksne liv, hvor jeg følte, hun fastholdt mig i en position som barnet.

Det var i første omgang den spænding, jeg fokuserede på med kameraet, men det var nærmest pinligt at se scener, hvor en granvoksen mand forsøger at løsrive sig fra sin mor.

Og når der er så mange mellemregninger og indre processer, der ikke bliver udfoldet, efterlader det seeren udenfor.

Derouten
Min fars historie er anderledes.

Han var den, der svigtede. Han var der ikke for mig, og jeg husker mest, at han sad i sin stol og drak eller var væk i en døs af piller.

Men sådan har han ikke altid været.

Inden jeg blev syg var han en succesrig tøjmand med ambitioner om en stor karriere. I Tønder åbnede han sin egen Mr. Graversen-butik, og da verden lå for hans fødder, begyndte tingene at falde sammen. Jeg blev syg, og han mistede sin butik.

Derfra fulgte derouten.

Der ligger i hans historie et større drama om en mand, som mister alt, sine drømme og identitet, og forsvinder i misbrug og svigt, selv om han bliver boende med min mor.

En dag ringer han til mig.

Han lyder anderledes i telefonen. Fuld af energi og langt fra den far, jeg var vokset op med.

Han fortæller stolt, at han er trappet ud af den sidste rest af den sløvende nervemedicin, som han har været afhængig af det meste af min barndom. Der opstår et anslag til en historie om en mand, som efter årtiers misbrug rejser sig igen.

Så jeg tager uanmeldt hjem til mine forældre med et kamera for at blive en del af min fars rejse tilbage til livet.

For at kunne vende kameraet mod mine forældre betyder det, at jeg må give slip på mit fokus på mig selv og ejerskabet over smerten.

For netop ønsket om at formidle mine følelser, ensomhed og smerte er blevet en lukket proces.

Fars værelse
Projektet begynder at tage fart.

Jeg kan se, at min mor har svært ved at lukke min far ind, og deri er der en konflikt.

Jeg kan mærke, at min far gerne vil skabe en ny relation til min mor, og efter nogle kærlige skub begynder han at invitere min mor på dates.

Der opstår en mulighed for at følge en handling, som udfolder sig foran kameraet – ikke som hidtil en fortid.

Samtidig med at følge mine forældres relation udvikle sig, forsøger jeg at komme tættere på min far.

Han afviser, at jeg må filme på hans værelse. Men i stedet for blot at acceptere afvisningen, bruger jeg modstanden som et dramaturgisk redskab.

Værelset er det fysiske rum, hvor min far havde haft abstinenser og trukket sig tilbage, men det blev også et symbolsk rum. Et spejl af hans tillukkede indre – dér hvor han havde sin smerte, følelser og inderste tanker.

Jeg bliver ved med at forsøge at få adgang til værelset. Måske kan det åbne for den svære snak og give en forståelse for, hvorfor min far ikke var der for mig, da jeg var barn?

Det er aldrig for sent
Min mor er stadig ikke klar på at lukke ham ind i sit liv, og udviklingen går i stå, så jeg må intervenere og bringe både handling og relationerne videre.

Samtidig går det op for mig, at jeg er i gang med at mægle mellem dem på samme måde, som da jeg er barn. Men denne gang har jeg mit kamera og flere ressourcer.

Det bliver muligt med kameraets hjælp at tage de svære samtaler, og der opstår en mulighed for forsoning mellem os alle tre.

Ved at flytte blikket fra min egen smerte og til mine forældre er filmen blevet en større og mere universel fortælling om, hvordan en krise kan påvirke en familie, og hvordan vi som familie tackler en krise.

Filmen er en kærlighedshistorie om, hvor svært det er at tilgive efter at have oplevet et svigt, der har rodfæstet sig over årtier. Samt en påmindelse om, at det aldrig er for sent at gøre comeback i livet og erkende sine fejl, selv om man er kommet ind i sit livs efterår.

Dér var jeg nok ikke nået hen, hvis jeg var blevet ved med at dvæle ved min egen smerte.

Jeg ved ikke, om jeg har været den bedste til at fortælle historien om min familie. Det vil jeg lade publikum vurdere. Men jeg ved, at processen har været god for os, og jeg håber, at filmen kan åbne for dialog og samtidig give smil på læben.

Det er nemlig også en film med ret så meget lune og humor.