Jodorowsky: Poesi uden ende

Vi sidder fire nogle-og-tyveårige mennesker og venter på en femte, der næsten er lige så gammel som os tilsammen.

Pludselig dukker han op, og før det første spørgsmål overhovedet er faldet, begynder 87-årige Alejandro Jodorowsky lystigt at fortælle om sin seneste film, Poesía sin fin, der har fået verdenspremiere i Cannes-parallelkonkurrencen Directors’ Fortnight.

”Den har 10.000 producere. Det er mange, hva’?” siger han grinende og henviser til, at den er blevet produceret ved hjælp af crowdfunding-siderne Kickstarter og Indiegogo. 

Poesía sin fin er et autobiografisk værk, der fortsætter handlingen fra La danza de la realidad fra 2013, hvor man følger Alejandro som barn. I den nye bliver han efterhånden en ung mand, som vokser op i 1940’ernes Chile og senere bliver en del af landets kunstneriske boheme-scene.

Film om det virkelige liv
Det er en sær oplevelse at interviewe den chilenske kultinstruktør, for det føles mere som en forelæsning, hvor Alejandro Jodorowsky flyver fra det ene emne til det andet, ofte uden nogen logisk stringens.

På en halv time kommer han af sig selv ind på både meningen med livet (”der er ikke nogen mening, man skal bare leve”), verdens fremtid (”den nye generation vil lave en poetisk revolution, for verden er ikke god, som den er nu”) og pengenes magt i film (”film er en industri, og ligesom alle andre industrier, er der kun et mål: penge”). 

Jeg beslutter først at spørge nærmere ind til det sidste og høre, hvordan man så laver film uden penge. Det får ham tilbage på sporet med sine 10.000 producere.

”Når målet – penge – er vigtigere end arbejdet, bliver arbejdet perverteret. Så jeg besluttede ikke at lave film til industrien, men med et kunstnerisk, poetisk mål. Til det havde jeg brug for at skabe eller finde et publikum, der ikke bare ser film for at have det sjovt og slappe af – og det findes, se bare!” siger han igen med henvisning til de mange mennesker, der har finansieret hans nyeste film.

”De vil have noget andet end det, de ser nu, og de er ikke idioter. De vil ikke bare se en fyr i kappe smadre bygninger og store eksplosioner. De vil se film om det virkelige liv, rigtige problemstillinger. Det er vigtigt.”

Håb for fremtiden
Verden lige nu ser Alejandro Jodorowsky som et sted med store problemer, men han er optimistisk, fordi unge i dag er mere bevidste om problemerne. 

”Alle ved, at systemet er dårligt, og ingen er glade. Vi ved, at politikerne tager fejl, og at religion er en forretning, så ingen tror på noget. Vi ved, at vi ødelægger naturen og slår dyrene ihjel. Vi ved alt nu, så tingene kommer til at forandre sig,” siger han og giver et eksempel på denne nyfundne bevidsthed.

”Da jeg lavede El topo i 1970, slog jeg dyr ihjel, fordi jeg mente, at det var et helligt offer. Men jeg var ikke vidende om dyrs lidelse. I dag siger unge til mig, at El topo er smuk, men hvorfor slår jeg dyr ihjel? Det giver håb for fremtiden.” 

Familie uden grænser
På de fleste billeder ser Alejandro Jodorowsky meget alvorlig ud, men i virkeligheden er han en humørbombe, der griner – selv når han snakker om døden og systemets forfald.

Det er inspirerende at høre en mand i den sidste del af sit liv være så optimistisk og passioneret. 

Jodorowsky har lavet kultfilm som El topo og Santa sangre (1989), men der gik 23 år i 90’erne og 00’erne, hvor han ikke instruerede en film. I 2013 vendte han tilbage med La danza de la realidad, og både i den og Poesía sin fin ser han med et poetisk blik på tilværelsen, hvor alt er forbundet i tid og rum, og det traditionelle blik på familien bliver godt grundigt fordrejet.

Eksempelvis spiller to af hans sønner henholdsvis ham selv og hans far i den nye film. Det repræsenterer instruktørens ønske om et opbrud med traditionelle familiemønstre.

”Den gamle familieform har en nationalitet, men den nye har ingen grænser – det bliver en samlet menneskehed. Jeg har skabt en anderledes familie, hvor der ikke er den store far, men i stedet bare Alejandro,” siger han med så meget glæde, at man i det mindste har lyst til at tro, at man forstår ham.

Næste projekt
Selv om han startede samtalen med at ville frigøre sig fra penge, er Alejandro Jodorowsky ikke blind for deres betydning. Mængden af dem er nemlig udslagsgørende for, hvad han kaster sig over næste gang.

”Det er en økonomisk verden. Får jeg samlet seks millioner dollars sammen, laver jeg en stort opsat fortsættelse af El topo. Bliver det kun til tre, laver en jeg den næste i serien efter Poesía sin fin. Har jeg 5000 dollars skriver jeg en bog, men hvis det kun er 500, må det blive digte,” forklarer han.

”Vi fik slet ikke snakket om filmen, som jeg jo skulle promovere!” griner instruktøren, da vi får at vide, at den nøje afmålte tid er gået lige så abrupt, som den startede. 

Refns problem
Det noget anderledes interview er slut, men jeg må lige hurtigt spørge mentor Jodorowsky, om han har set eleven Nicolas Winding Refns The Neon Demon.

”Nej, jeg må se den i Paris, for jeg rejser i morgen. Men jeg er meget spændt på, hvad han har lavet. Han er den mest talentfulde unge instruktør, men han har et problem: Efter succesen med Drive vil alle have ham til at lave noget som den igen.”

”Så for at få finansiering må han gå på kompromis, og jeg vil se, om han kan redde sig selv eller vil blive opslugt af industrien. Hollywood ødelægger altid talent, så jeg håber, at han vil modstå.”