Poesien ligger i detaljerne

Maj-Britt La Cour har gået på filmskole i England og lavet Hollywood-film med Lone Scherfig. Alligevel har vejen ind i den danske filmbranche ikke været nem. En stil, der lå langt fra skandinavisk enkelhed og manglen på et dansk filmnetværk, har betydet, at de første instruktør-år i Danmark har været en udfordring.

Da dengang 24-årige Maj-Britt La Cour i 2009 vendte hjem til Danmark som nyuddannet instruktør, ville det naturlige skridt have været New Danish Screen på lige fod med de nyuddannede instruktører fra Danmark. Men tidligt stod det klart, at hendes film fra England ikke passede de danske filmkonsulenter.

Afgangsfilmen Park Close fra den engelske filmskole blev kritiseret for at være en samling af ”konstruerede stiløvelser”, og pengekassen blev derfor smækket i.

”Jeg fik banket i hovedet, at der ikke var autenticitet og troværdighed i mine film,” fortæller i dag 33-årige Maj-Britt La Cour om mødet med den danske filmbranche.

”Man vil have autenticitet i Danmark, sådan er det bare. Og det kan jeg sagtens forstå. Ting gør os rørt, når de føles ægte. Jeg har været nødt til at arbejde meget med at få den danske autenticitet ind i mine film.”

Keep your darlings
De små, menneskelige observationer kommer i fokus i den Ekko Shortlist-aktuelle De voksnes rækker, som handler om at holde facaden og om, hvorfor sandheden ikke altid er nødvendig.

Rosa skal konfirmeres, og mor og far har inviteret hele familien til stor fest. Men noget er ikke, som det skal være. Bag familiens sædvanlige høflighedsfraser gemmer Rosas forældre på en hemmelighed. Da Rosa hører sandheden, beslutter hun sig for at afsløre alt over for familien i sin takketale. Men empatien for forældrene begynder alligevel at spire, da Rosa slår på glasset og rejser sig ved spisebordet.

At Maj-Britt La Cour ikke ønsker at ligge sin egen stil på hylden, kommer til udtryk i De voksnes rækker.

”Der var så mange, der sagde, at der var alt for meget pladder, og at jeg skulle skære ind til benet i filmen. Folk gider ikke se en scene med en farmor, der snakker om servietter fra Illum. Men jeg elsker altså den slags,” fortæller instruktøren.

Maj-Britt La Cour er ikke i tvivl om, at hendes filmiske aftryk skal findes i de detaljer, som andre måske vil dømme overflødige. Også selv om resultatet ikke stemmer overens med den stil, dansk film er kendt for.

”Man kan ikke generalisere alle danske film, men jeg synes der er en tendens til, at man hele tiden skal ’kill your darlings’ og skære ind til benet, så historien til sidst bliver helt bar. Men for mig er det vigtigt at få de små observationer med. Skildre den måde, folk agerer på. Poesien ligger i detaljerne.”

En lukket fest
Maj-Britt La Cour erkender, set i bakspejlet, at filmskolen i England måske ikke var det bedste træk, hvis hun havde vidst med sikkerhed, at det var Danmark, hun ville arbejde i.

Der skulle derfor mingles og ringes til mange mennesker, før filmstøtten begyndte at komme inden for rækkevidde i Danmark.

”For at være ærlig var den danske filmbranche en lukket fest at komme hjem til. Mange spurgte, om jeg nu ikke ville søge ind på Den Danske Filmskole, men den engelske filmskole er altså ikke et springbræt til Filmskolen i Danmark, men et alternativ,” fortæller instruktøren, der fødte for nylig.

”Det er en meget kontaktpræget branche. Folk er ikke uhøflige, men man skal virkelig kæmpe, når man kommer udefra. I dag har jeg heldigvis et godt samarbejde med selskabet Toolbox Film, som har lavet Kollektivet og Gud taler ud.”

”Jeg har min naive tro på, at det må og skal være idéerne og evnerne, der er det bærende. Alligevel har jeg måttet gå til mange af de fester, man ikke rigtigt gider gå til, så jeg havde nogle lydmænd at ringe til,” siger Maj-Britt La Cour med et smil.

Assistenternes assistenter
Som instruktørassistent på Lone Scherfigs romantiske drama Samme dag næste år fik Maj-Britt La Cour et indblik i, hvad det vil sige at arbejde på en stor Hollywood-produktion.

Verdensstjernen Anne Hathaway var på rollelisten, og budgettet var svimlende, da produktionen begyndte i England i 2011. Men den danske filmbranche ligger ifølge Maj-Britt La Cour langt fra det engelske bureaukrati, hun oplevede på filmsettet.

”Der er mange som synes, at filmbranchen i Danmark er meget hierarkisk, men det er intet i forhold til England,” fortæller instruktøren og forklarer, at selv assistenternes assistenter havde assistenter.

”Der er mange mennesker ansat på sådan et filmhold, som overhovedet ikke behøver at være der. Der blev brugt så mange penge, som aldrig kom op på filmlærredet.”

Lone Scherfig fik en campingvogn med omkring på filmens locations, selv om hun aldrig brugte den. Den blev sågar slæbt med på Trafalgar Square i London, så hun kunne få fem minutter for sig selv, hvis hun uventet skulle ønske det.

”I Danmark er vi meget mere: ’Hey, har du lige et par ledige hænder? Gider du så ikke lige?’ Her arbejder vi meget mere sammen,” siger Maj-Britt La Cour, som dog ikke udelukker at tage til udlandet igen.

”Hvis historien er rigtig, så pakker vi babyen og smutter af sted.”