Overgrebsdømt mester deler Venedigs vande

Det er som at navigere gennem tjørnekrat, når filmfolk i disse #MeToo-tider udtaler sig eller tager stilling i debatten om køn og ligestilling.

Det kan næsten kun gå galt.

I et kønspolitisk klima i højeste beredskab har filmfestivalen i Venedig flere gange truffet nogle opsigtsvækkende beslutninger.

Mest bemærkelsesværdigt er der ganske få kvindelige instruktører i festivalens hovedkonkurrence. I år er der to, sidste år og året før var der kun én.

Samlet står kvinder som instruktører på under en fjerdedel af festivalens film, men ledelsen fejer kritikken væk.

”Jeg vil aldrig udtage en film, der er instrueret af en kvinde, bare for at højne den fordeling,” udtalte Alberto Barbera, festivalens direktør, umiddelbart før festivalen i år.

Tilgivet af offer
I år er ingen ringere end 86-årige Roman Polanski i hovedkonkurrencen.

Han står bag mesterværker som Rosemarys baby og Pianisten, men er også dømt for at have haft seksuel omgang med en trettenårig pige i USA i 1978, hvorefter instruktøren flygtede til Frankrig, hvor han har boet i eksil lige siden.

Offeret Samantha Geimer har efterfølgende udtalt, at hun har tilgivet Polanski og accepteret en undskyldning fra ham.

Men uanset hvad man mener om både Venedig-festivalen og Polanski, kan man ikke beskylde J’accuse for at være en dårlig film.

Dreyfus-affæren
Polanskis nyeste er den sande historie om den uskyldigt anklagede jødiske officer Dreyfus, og periodedramaet er uden tvivl instruktørens mest ambitiøse film i mange år.

I den kendte sag fra 1895 om antisemitisme i den franske hær bliver Dreyfus dømt for højforræderi, hvorefter han degraderes og bliver sendt til Djævleøen på livstid.

Forfatteren Émile Zola skrev dengang artiklen J’accuse, hvor han hænger militærets spidser ud, men Polanski vælger klogt at fokusere på officeren Picquart, der spilles formidabelt af Jean Dujardin fra The Artist.

Picquart gør det tidligt klart for Dreyfus, at han ikke holder af folk som ham. Han kan ikke lide jøder. Men Picquart er en ærlig mand, og da han fatter mistanke om, at Dreyfus er blevet ført bag lyset, giver han sig for at finde frem til sandheden.

Festivalens bedste film er det næppe, men Polanski viser sig i en høj alder som en stor instruktør med evnerne intakte. Selv om han beskyldes for blakket moral, får han leveret et smukt budskab om vigtigheden af moral og ærlighed.

At der så nærmest kun er mænd med i filmen, kan diskuteres ved senere lejlighed.

Forfulgt af neo-feministerne
Selv om hans film er udtaget til hovedkonkurrencen, er Roman Polanski ikke selv at finde på festivalen.

Men pressematerialet til J’accuse byder på et interview, som Polanski har givet til Pascal Bruckner. Den franske forfatter har skrevet romanen Bitter måne, som Polanski har filmatiseret.

Bruckner tager tydeligvis Polanskis parti. Det kommer frem, da han stiller dette spørgsmål:

”Som en jøde, der var forfulgt under krigen, og som filmskaber, der var forfulgt af stalinisterne i Polen, vil du så overleve nutidens neo-feministiske McCarthyisme, der jager dig kloden rundt og forhindrer dig i at vise dine film, og blandt andre fortrædeligheder også fik dig udvist fra Oscar-akademiet?”

Polanski svarer:

”At arbejde, at lave film som denne, hjælper mig meget. I filmens historie finder jeg ofte øjeblikke, som jeg selv har oplevet. Jeg kan se den samme beslutsomhed til at benægte fakta og dømme mig for ting, jeg ikke har gjort. De fleste mennesker, som chikanerer mig, kender mig ikke, og kender intet til sagen.”

”Mit arbejde er ikke terapi. Men jeg må indrømme, at jeg er bekendt med meget af maskineriet i det anklageapparat, som vises i filmen, og det har tydeligt inspireret mig.”

I ledtog med djævlen
Roman Polanski fortæller, at ”anklagerne” imod ham allerede begyndte i årene før voldtægtssagen. De begyndte ifølge instruktøren, da hans daværende kone, Sharon Tate, blev brutalt myrdet i 1969.

Manson-klanen brød ind i parrets hjem, mens Polanski var bortrejst, og stak den højgravide Tate ihjel med seksten knivstik. Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Quentin Tarantinos seneste film omhandler selvsamme sag.

”Den måde, folk ser mig, mit image, begyndte allerede at tage form med Sharon Tates død,” fortæller Polanski i pressemateriale-interviewet.

”Selv om jeg allerede gik igennem en forfærdelig tid, da det skete, fik pressen nys om tragedien og var usikre på, hvordan de skulle håndtere det. De dækkede det på den mest væmmelige måde og antydede, at jeg var en af dem, der havde ansvaret for hendes mord,” fortsætter instruktøren.

”Ifølge pressen beviste Rosemarys baby, at jeg var i ledtog med djævlen! Det varede adskillige måneder, indtil politiet til sidst fandt de rigtige mordere, Charles Manson og hans ’familie’.”

”Alt det hjemsøger mig stadig i dag. Det er som en snebold, hver sæson føjer endnu et lag til. Absurde historier fra kvinder, jeg aldrig har set før i mit liv, som anklager mig for ting, der angiveligt skete for mere end et halvt århundrede siden.”