Politiseriens godfather vender tilbage

Når vi taler om politiserier, er der tiden før og tiden efter tv-produceren og showrunneren Steven Bochco, som til sommer er aktuel med den imødesete Murder in the First.

Før Steven Bochco var der Dragnet (1951-59), hvor betjente var retskafne all american guys, der altid fangede slynglerne ved at gøre tingene efter bogen.

Der var letbenede sager som Starsky and Hutch (1975-79) og CHiPs (1977-83) med Erik Estrada. Her handlede det i lige så høj grad om at samle piger op og give seerne et godt grin, som det handlede om at løse kriminalgåder.

Og der var ene-mand-mod-rosset-serierne. Det var for eksempel Kojak (1973-1978) med Telly Savalas som skaldet, slikkepindeslikkende detektiv. Og der var Columbo med Peter Falk, som første gang optrådte i sin altid krøllede cottoncoat i 1968.

Total kreativ frihed
Hill Street Blues, som Steven Bochcos lavede med Michael Kozoll, fik premiere i 1981, og den lignede ikke nogen af de politiserier, tv havde været fulde af siden dets barndom i 1950’erne.

Hill Street Blues var banebrydende på næsten alle tænkelige måder. Og det på trods af, at serien faktisk begyndte som et stykke bestillingsarbejde fra NBC.

”Jeg havde ikke specielt lyst til at lave endnu en politiserie. Michael Kozoll havde heller ikke specielt lyst til det. Vi havde begge arbejdet på politiserier tidligere, og vi følte ikke, vi havde ret meget nyt at bidrage med,” sagde Steven Bochco i et interview til The Archive of American Television i 2002.

”Vi sagde til NBC, at vi ville lave pilotafsnittet på én betingelse, som vi var overbevist om, at de ville afvise. Betingelsen var, at vi fik lov til at gøre lige præcis, hvad vi havde lyst til. Men de sagde: ’okay!’ og så hang vi på den.”

Sådan taler rigtige mennesker
Bochco og Kozoll satte sig til tasterne med deres hævdvundne frihed, og med det samme opstod der lyn og torden på papiret.

”Det var en af den slags fantastiske oplevelser, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Vi skrev manuskriptet på ti dage, og det var enestående,” sagde Bochco i samme interview.

Ikke bare pilotafsnittets manuskript var enestående, det var hele serien også. Den var mere autentisk, den var rå og voldsom, og for første gang talte karaktererne på skærmen, ligesom rigtige mennesker taler: grimt, usammenhængende og i munden på hinanden.

Samtidig var der ikke én hovedperson i Hill Street Blues, men mange. Hver havde de deres egen historie, som blev vævet ind i de andres på kryds og på tværs.

Nok handlede Hill Street Blues om opklaringen af konkrete kriminalsager i det fiktive politidistrikt The Hill i en ikke nærmere defineret storby i USA. Men det var i lige så høj grad historierne om betjentenes ofte problematiske liv uden for arbejdstiden, der kendetegnede serien og gjorde den til noget særligt.

Det gav publikum helt nye muligheder for identifikation, og det gav karakterne en dybde, man ikke var vant til at se. De var som virkelige personer, der kæmpede med at få hverdagen og parforholdet til at fungere uden for jobbet.

Hill Street Blues har med fire statuetter stadig rekorden som den serie, der har vundet flest Emmy-priser for bedste dramaserie.

De rige, pæne og kloge
Steven Bochco begyndte sin karriere hos Universal, hvor han efter at have fået et sommerjob som collegestuderende, blev hængende og arbejdede sig op i graderne. I perioden på Universal arbejdede han blandt andet som forfatter på Ironside (1967-75) og som såkaldt story editor på Columbo.

I 1980 blev han sammen med Michael Kozell headhuntet til at lave en politiserie for NBC, og det følgende år fik Hill Street Blues altså premiere.

Serien fik anmelderros og vandt priser på stribe, men seertallene var ikke imponerende. I 1985 havde NBC tabt tålmodigheden og fyrede Bochco. Serien sejlede videre i yderligere to år uden skaberen ved roret.

Bochco var dog for længst videre. Allerede året efter fyringen fik hans næste store projekt, L.A. Law, premiere. I Danmark fik serien, som han lavede med Terry Louise Fisher, titlen Advokaterne.

Serien er blevet kaldt ”Hills Street Blues med advokater”, fordi den stilistisk og tematisk havde mange fællestræk med Bochcos foregående serie.

Selv har Bochco sagt om den sammenligning, at L.A. Law er ”befolket af mennesker, der er uendelig mere succesfulde. De har flere penge, de kører pænere biler, har pænere kærester, er sandsynligvis klogere, og de vinder mere.”

Serien om de succesfulde advokater blev godt modtaget af publikum, og kritikerne var igen begejstrede. L.A. Law fik i løbet af sine otte sæsoner fire Emmyer for bedste dramaserie, præcis ligesom Hill Street Blues.

Som at være der selv
I 1993 vendte Steven Bochco tilbage til det univers, han en gang tidligere havde fornyet. Med NYPD Blue lykkedes det ham – i samarbejde med David Milch (Deadwood) – igen at sætte nye standarder for, hvad politiserien kan.

Ud over at hæve barren for, hvad man kan slippe af sted med af nøgenhed og sproglige obskøniteter på primetime-tv, var NYPD Blue endnu mere autentisk, rå og nuanceret i personskildringerne end Hill Street Blues.

Bochco og Milch brugte håndholdte kameraer og telelinser, hvilket gav serien et næsten dokumentarisk udtryk. Man fik på en hel ny måde følelsen af at være til stede i forhørslokalerne eller på gerningsstederne med Bobby Simone (Jimmy Smits) og Andy Sipowicz (Dennis Franz).

Netop karakteren Andy Sipowicz var måske NYPD Blues største nyskabelse. Indtil da havde politifolk på tv været godmodige, dygtige, sympatiske og flotte good guys.

Hjertet på rette sted
Sipowicz var uden tvivl dygtig, men han besad ingen af de øvrige egenskaber. Han var en bister drukkenbolt, opfarende, homofobisk og racistisk. Og han havde mildest talt store problemer med at få det til at fungere på hjemmefronten.

Andy Sipowich var en af de første bærende hovedpersoner i en tv-serie, der dybest set var lidt af et røvhul. Alligevel endte man med at holde af ham, for når alle de rådne lag blev skrællet væk, gemte der sig en virkelig mand med hjertet på rette sted. 

Om ikke for andet skylder vi Steven Bochco – og naturligvis skuespilleren Dennis Franz – tak for at have skabt Andy Sipowicz. Uden ham er det svært at forestille sig, at der havde været nogen Tony Soprano, Don Draper, Walter White, Frank Underwood … ja, man kan blive ved.

NYPD Blue kørte over skærmen i tolv sæsoner og fik i alt tyve Emmy-statuetter, en enkelt af disse for bedste dramaserie, i 1995.

Mesteren vender tilbage
De senere år har Bochco haft vanskeligt ved at gentage tidligere tiders succeser. Murder One (1995-97), der fulgte efter NYPD Blue, fik gode anmeldelser, men alligevel blev den aflyst efter to sæsoner.

Lignende skæbne har hovedparten af de shows, Bochco de seneste femten år har været involveret i, desværre lidt. Flere har fået gode anmeldelser, men ingen er slået igennem.

Til sommer er Bochco tilbage med Murder in the First, som man godt kan ønske giver den gamle mester et comeback.

Serien kommer, ligesom for eksempel Forbrydelsen og True Detective, til at kredse om opklaringen af en enkelt sag i løbet af den ene sæson, der indtil videre er planlagt. 

Kathleen Robertson (Beverly Hills 90210, Boss) og Taye Diggs (Private Practice) har hovedrollerne som San Francisco-betjentene Hildy Mulligan og Terry English, der sættes på en tilsyneladende simpel drabssag.

Men da det viser sig, at ofret har forbindelser til ejeren af et fremadstormende softwarefirma, udvikler sagen sig. 

At Steven Bochco skal forny politiserien endnu engang er måske for meget forlangt. Folk som David Simon (Drabsafdelingen, The Wire) og Nic Pizzolatto (True Detective) har siden Hill Street Blue og NYPD Blue løftet barren så meget mere, at den slags kvantespring, Bochco tidligere har taget, virker usandsynlige. 

Men mindre kan også gøre det …