Nyhed
19. feb. 2024 | 16:20

Lanthimos genindspiller koreansk kult-sci-fi

Foto | CJ Entertainment

I den koreanske film Save the Green Planet! Fra 2003 er Lee (Shin Ha-kyun) overbevist om, at hans chef er en alien.

Den græske instruktør bag Poor Things og Dogtooth genindspiller perle, der er enhver body horror-fans vådeste drøm.

Af Karoline Balstrøm

Der er vel næppe en aktuel instruktør, der er mere synonym med excentrisk humor, klamme kroppe og flippet drama, end Yorgos Lanthimos.

I samarbejde med blandt andet horror-mesteren Ari Aster og hans produktionsselskab, Square Peg, har den gakkede græker nu kastet sig over genindspilningen af en folkekær sydkoreansk fantasy-komedie. Det skriver Variety.

Den originale film, kaldet Save the Green Planet!, udkom i 2003 og følger den paranoide helt, Lee (Shin Ha-kyun).

Han er overbevist om, at hans chef er en alien. Og derfor kidnapper Lee sin overordnede i håb om at afsløre rumvæsnets skumle planer.

Med en privatdetektiv lige i hælene udspiller der sig et grotesk gidseldrama, hvor den kuldrede fangetager, bliver tiltagende i tvivl om, hvorvidt den forskræmte chef virkelig er fra det ydre rum.

Men hvordan afgør man nemmest, om man har med en vaskeægte body snatcher at gøre? Hvis bare der dog var en nem måde at afsløre, om der gemmer sig grønt, slimet alien-blod i årerne eller ej…

Som skabt for hinanden
Der bliver hugget en hæl og klippet en tå – og det der er værre – for at få sandheden frem. Og Lee’s kreative løsninger er som skabt til at blive dissekeret af Lanthimos’ krøllede hjerne.

Med den chokerende debut Dogtooth (2009), viste den græske auteur at han har en forfriskende fremmedgørende tilgang til menneskekroppens anatomi.

Tilsæt dertil en ret lemfældig omgang med dystopisk, sort komedie (The Lobster) og psykologisk thriller (The Killing of a Sacred Deer), og så er der vist ingen tvivl om, hvorfor Lanthimos er det perfekte match til Save the Green Planet!.

Den Oscar-vindende instruktør har netop afsluttet sin kommende film, Kinds of Kindness, med blandt andre Poor Things-skuespillerne Emma Stone og Willem Dafoe.

Og efter en kort pause begynder den produktive instruktør efter sigende genindspilningen af den koreanske sci-fi-film til sommer.

Du kan se den kitschede trailer til den sydkoreanske original nedenfor:

Trailer: Save the Green Planet!

Kommentarer

Lanthimos i Ekko #95

Yorgos Lanthimos og Emma Stone fortæller om tilblivelsen af deres skamløse film Poor Things i det nye nummer. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet er på vej ud i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko