Popcorntime lukker og slukker
Skaberne af piratsiden og streamingtjenesten Popcorntime tager nu konsekvensen af den seneste tids uro om siden og lukker tjenesten ned.
Det skriver flere medier, blandt andet netmediet torrentfreak.com og International Business Times.
Helt konkret drejer lukningen sig om domænenavnet popcorntime.io. Flere medier skriver, at lukningen er en følge af myndighedernes undersøgelse af siden.
Allerede i sommer lukkede den danske udgave af Popcorntime, og over længere tid har truslen om retsforfølgelse hængt over tjenesten. Både amerikanske og danske filmselskaber truer Popcorntime og dens brugere med søgsmål om ulovlig deling af film på nettet.
Uenighed blandt skaberne
Det kommer ikke som den store overraskelse, at Popcorntime nu trækker stikket. Allerede i fredags skrev tjenesten således på sin Twitter-profil:
”Formentlig den sidste Popcorntime-opdatering. Støt venligst vores lovlige projekt Butter. Tak for jeres støtte. ”
Ifølge flere medier skyldes lukningen blandt andet uenighed mellem skaberne og frygten for at blive retsforfulgt.
Til torrentfreak.com udtaler en af skaberne, der kalder sig Wally, således:
”Jeg har lukket alle serverne ned. Nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg har slettet alle filer, der kan skade andre udviklere.”
Pirat-udgaven af Netflix
Popcorntime blev udviklet af en gruppe argentinere og fik hurtigt stor udbredelse, blandt andet i Danmark.
Tjenesten fungerede lidt ligesom Netflix og andre streamingtjenester. I modsætning til Netflix var det dog gratis og ulovligt. Når man streamede film, delte man samtidig filmene med andre brugere via såkaldt bittorrent.
Besøger man den lukkede popcorn-time.dk, mødes man nu med en besked om, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet undersøger domænet.
Den svenske popcorn-time.se fungerer dog stadig og skriver selv, ”at den aldrig lukker ned”.
Kommentarer