Nekrolog
22. dec. 2023 | 16:26 - Opdateret 23. dec. 2023 | 16:26

Populær filmproducent er død

Foto: Anders Heinrichsen

Michael Haslund-Christensen jagtede eventyr med åben pande og var noget så sjældent som en anarkistisk sjæl, der samtidig stod for gammeldags dyder som familie og loyalitet.

En af de mest populære personer i dansk film er pludselig gået bort af et hjertestop. Michael Haslund-Christensen var en uhyre engageret producent, men også generøs inspirator og simpelthen bare godt selskab.

Af Claus Christensen og Frederik Hoff

Nyheden om Michael Haslund-Christensens død kommer som et chok.

Den populære producent og filmskaber døde i nat af hjertestop, erfarer Filmmagasinet Ekko.

Han blev kun 58 år gammel.

Michael Haslund-Christensen startede med at lave film i 1984. Ni år senere blev han uddannet som producer på Den Danske Filmskole.

I 1996 etablerede han selskabet Haslund Film, som har specialiseret sig i at producere dokumentarfilm, ikke mindst en række produktioner fra Asien og de arktiske regioner. 

Han instuerede selv Den danske gård i Mongoliet og The Wild East – portræt af en storbynomade, som skildrer to venner i Mongoliet, samt I Nansens fodspor over Indlandsisen. Og han producerede Helle Ryslinges Larger than Life, der foregår i Indien, og Andreas Dalsgaards Afghan Muscles fra Aghanistan. 

Fra 2005 til 2010 arbejdede Michael Haslund-Christensen som dokumentarfilmkonsulent på Det Danske Filminstitut, hvor han blandt andet støttede Janus Metz’ Armadillo og Fra Thailand til Thy, Christoffer Guldbrandsens Præsidenten og Phie Ambos Mechanical Love.

I 2010 genoptog han aktiviterne i Haslund Film og har været medforfatter og distributør på dokumentarfilmen Ekspeditionen til verdens ende og producer på Guldkysten – begge instrueret af Daniel Dencik.

Eventyrlysten i arv
Han var søn af hofmarskalen Søren Haslund-Christensen og barnebarn af ekspeditionslederen og forfatteren Henning Haslund-Christensen, som må siges at have givet sin eventyrlyst videre til barnebarnet. Også hans mor, Marianne Haslund-Christensen, havde en stor betydning for ham.

I Andreas Dalsgaards Fædre og sønner fra 2018 tager Michael sin far, der var ramt af Alzheimers og døde i 2021, med på tur til Mongoliet for at gå i Henning Haslund-Christensens fodspor.

I de sidste år var han managing director og producer i ELK Film, som blev stiftet af Andreas Dalsgaard og klipper Nicolás Nørgaard Staffolani.

Men opremsning af titler er fattig i forhold til det elskelige menneske, som Michael Haslund-Christensen var, og den betydning, han havde for de mange mennesker, som har grædt i dag.

”Med Michael var alt med liv og sjæl. Han var engageret dag og nat. Du blev inviteret indenfor, han var åben og altid sig selv,” siger en filmarbejder.

Gammeldags mand og følsom sjæl
Det kan Michaels nære ven og samarbejdspartner gennem tyve år, instruktør Andreas Dalsgaard, nikke genkendende til.

”Michael og jeg har kørt et parløb, siden jeg trådte mine første barnesko i filmbranchen og lavede Afghan Muscles med Michael som producent. Vi havde en fælles lyst til at lave skøre projekter ude i verdenen, en fælles eventyrlyst,” fortæller Andreas Dalsgaard til Ekko.

”Han gav altid meget af sig selv. Han var en sjov blanding af en gammeldags mand og en følsom sjæl.”

”Han var anarkistisk og fandenivoldsk og stod samtidig for traditionelle dyder som loyalitet, familie og ansvar for andre. Han var en entreprenør, som var i stand til at få umulige projekter til at lykkes.”  

Michael Haslund-Christensen havde en særlig evne til at møde mennesker på en uhøjtidelig måde. Takket være sin far var han vant til at færdes i de fineste kredse, men samtidig var han i stand til at træde ind i alle mulige sammenhænge med sin umiddelbarhed og humor.

Dybest set var han sømand af hjertet.

Han efterlader sig hustruen Pernille Haslund-Christensen, sønnerne Anton og Fridtjof, sine søstre Charlotte og Louise samt mange kolleger og venner. 

”Det bliver svært at finde en kirke i København, som er stor nok til at rumme alle de menneske, som Michael har gjort et uudsletteligt indtryk på,” lyder en sætning, der er blevet sagt flere gange i dag.  

Vi bliver husket for den kærlighed, vi har givet. Når det gælder Michael Haslund-Christensen, er der så meget at huske.  

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko