Porno er det modsatte af blindhed

”Jeg bliver rastløs, hvis der ikke kan siges noget sjovt, når det er allermest alvorligt.”

I norske Eskil Vogts Blind blandes alvorstunge temaer som ensomhed og isolation med spidsfindige jokes om porno og nationaltragedien den 22. juli 2011.

Og det er ikke kun alvor og humor, der blandes sammen i Vogts ambitiøse spillefilmdebut, der har biografpremiere 21. august.

Blind er nærmest et puslespil, hvor man selv må stykke brikkerne sammen for at forstå spillet mellem virkelighed og fantasi. Nogle af brikkerne udgøres af en agurk, sangeren Morrissey og en schæferhund!

”Når man laver sådan en type film her, er det utroligt vigtigt, at alle de små ting passer sammen. I starten er der en schæferhund, og den skal gå igen senere i filmen. Men da vi skulle optage en af de sidste scener, havde holdet så skaffet en forkert hunderace! Det går jo ikke,” smiler Eskil Vogt, da vi møder ham forud for den danske biografpremiere på Blind.

Succes på Sundance
Eskil Vogt er en afslappet, venlig og ofte smilende nordmand. Og han bør da heller ikke have grund til at være nervøs, selvom Blind er hans debut som instruktør.

Sammen med Joachim Trier har han skrevet manuskriptet til to af de bedste skandinaviske film i dette årtusinde, Reprise og Oslo, 31. august. Og Blind har allerede triumferet på flere festivaler.

I januar vandt han en manuskriptpris på den prestigefyldte Sundance-festival, i april hjemtog han hovedprisen på Cph Pix, og Blind er blevet indstillet af Norge til en Oscar.

”Det er gået over al forventning. Af en eller anden grund er det sådan en film, som en jury kan blive enig om at kunne lide,” lyder det lidt beskedent fra nordmanden, der dog medgiver, at det succesfulde samarbejde med Joachim Trier på forhånd havde givet selvtillid.

”På den baggrund ville det selvfølgelig have været lidt trist og overraskende, hvis ingen havde kunnet lide min film.”

En ny vej efter Oslo
Blind handler om Ingrid, der efter at have mistet synet bruger sine dage indelukket i en lejlighed. Hendes forbindelse til verden udenfor beror i høj grad på hendes fantasi, og filmen leger med forholdet mellem det objektive og Ingrids subjektive forestillingsverden.

Ingrid er kæreste med arkitekten Morten, der inderligt ønsker, at hun engang imellem ville forlade lejligheden for at komme ud i den rigtige verden. Morten har ingen idé om, hvilke forunderlige historier der udspiller sig i Ingrids hoved.

Efter den smukke undergangsfortælling i Oslo, 31. august ønskede Eskil Vogt at gå nye veje.

”Jeg har haft et behov for at afprøve nogle nye ting denne gang og undersøge nogle nye tematikker. Oslo, 31. august er en realistisk film, der har et nærmest dokumentarisk forhold til byen. Denne gang skulle det i høj grad handle om fantasi. Det skulle være en film, der kunne overraske mig selv.”

Det skal føles rigtigt
Efter verdenspremieren på Sundance kaldte mange anmeldere Blind for en sort komedie, og Vogt blev især sammenlignet med Charlie Kaufman. Da filmen senere på året blev vist på Berlinalen var kritikernes reference nu i stedet den franske nybølge.

Blind kan være svær at kategorisere. Og det er helt bevidst.

”Jeg har haft en præmis om ikke at være bundet til én genre. Det skulle i stedet bare føles rigtigt for mig, da jeg skrev manuskriptet. Så nogle gange har jeg forsøgt at være både dramatisk og intim for så lige bagefter at have en scene, der er helt slapstickagtig, tåbelig og overhovedet ikke filosofisk. Jeg har nægtet mig selv at være slave af et plot, som bestemte hvilke veje jeg skulle tage.”

Ifølge Eskil Vogt er det en udbredt misforståelse, at humor og drama ikke kan forenes i en kunstnerisk ambitiøs film.

”Nogle undgår måske bevidst det sjove af frygt for ikke at blive taget alvorligt. Men så føles det bare ofte kunstigt. Selv i virkelighedens mest alvorlige stunder kan der sagtens opstå noget sjovt. Hvis man snakker med et menneske, som er hårdt ramt af depression, kan vedkommende sagtens lyse op i et smil eller i latter i et kort øjeblik for så at glide over i den depressive tilstand lige bagefter. Det er sådan, vi er som mennesker.”

Ensomhedens konsekvens
Et af de steder, hvor Vogt forsøger at balancere humor og drama, er gennem en overraskende sidehistorie om Einar. Efter studieårene er hans liv gået eklatant ned ad bakke. Han er ensom og isoleret, og derudover er han også afhængig af porno.

”Sandheden er jo, at næsten alle ser porno. Men i Blind bliver det så også gjort til en naturlig konsekvens af ensomhed,” fortæller Eskil Vogt.

”Porno var noget, som jeg længe har haft lyst til at behandle på film. Især netporno er blevet så stor en del af vores virkelighed, at man ikke bare kan lade som om, det ikke findes. Da jeg var barn, kunne man måske være heldig at finde et gammelt pornoblad i en skov. Nu kan man finde alt på nettet. Det havde jeg lyst til at arbejde med.”

Det maskuline blik
Efterhånden som Vogt begyndte at skrive porno ind i sin fortælling, gik det op for ham, at det passede glimrende sammen med Blinds andre tematikker.

”I filmen gøres porno og blindhed til hinandens modsætninger. Som blind kan man røre, men ikke se. Og med porno kan man kun se, men ikke røre. I filmen har Einar en ekstrem indsigt i det seksuelle, men han har ikke mulighed for at finde ud af, hvordan nogen ting føles. På den måde findes der jo også en enorm længsel i porno. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kunne fortælle virkelig meget om min karakter ved at fortælle om hans pornovaner.”

At porno skulle være blindheds modsætning lyder som præmissen for en god joke. Men det er Eskil Vogts håb, at pornoen i Blind ikke kun får publikum til at grine.

”Man kan fortælle noget meget kompliceret via gode jokes. Men selv om det optræder som en vittighed, får man forhåbentlig også mere ud af det. Porno handler jo også meget om det maskuline blik på kvinden, og heroverfor har jeg den blinde kvinde, som lurer på, om kæresten stadigvæk finder hende seksuelt tiltrækkende.”

Den nationale tragedie
Det er ikke bare afhængighed af porno, Einar udsættes for. Han skydes også i skoene, at hans lykkeligste tid var perioden lige efter Anders Breiviks massakre på Utøya.

Der var nemlig et fællesskab centreret omkring sorg, som alle kunne blive en del af.

– Hvorfor har du skrevet den nationale tragedie ind i fortællingen?

”Jeg begyndte at skrive på manuskriptet til Blind i sommeren 2011, altså omkring samme tidspunkt, som det skete. Og pludselig syntes mine idéer om en blind kvinde, humor og seksualitet jo komplet ligegyldige i forhold til det forfærdelige, som var sket.”

”Alligevel kunne jeg ikke lade være at blive en smule frustreret over noget af det, der efterfølgende skete i Norge. Pludselig var der store optog, hvor alle kom med roser, og der opstod et enormt fællesskab, hvor alle krammede. Jeg følte, at der var noget lidt falskt ved den måde alle tog del i tragedien, selvom de færreste var blevet ramt direkte.”

– Havde du betænkninger ved at behandle det humoristisk?

”Jeg var lidt nervøs, da vi skulle filme scenen. Vi filmede nøjagtigt et år efter, og vi gik rundt og lagde roser inde i Oslo. Og der tænkte jeg: ’Det her kan man ikke lave en joke over!’ Men alligevel mener jeg, at jeg kan stå inde for det nu. Det er jo ikke selve tragedien, men reaktionen på tragedien, som jeg behandler satirisk. Og desuden synes jeg, at det er et fint billede på Einars længsel efter at tilhøre et fællesskab.”

Visualisering af blindhed
I Blind er der et indbygget paradoks. For hvordan visualiserer man en blinds måde at opfatte omgivelserne? Den udfordring stod Eskil Vogt og filmens græske fotograf, Thimios Bakatakis, overfor.

”Jeg har ikke nogen fast fotograf. Så da jeg skulle lave Blind, tænkte jeg, at jeg bare ville spørge en af dem, jeg syntes var mest interessant. Jeg er meget glad for Bakatakis arbejde på Dogtooth. Heri sker en masse abstrakte ting, og folk opfører sig virkelig outreret. Men måden, den er filmet på, er meget lys, enkel og neutral. Så selv om alt, der sker, er abstrakt, føles det alligevel som en del af vores verden. Det føles virkeligt.”

Vogt og Bakatakis måtte opfinde deres egen måde at visualisere Ingrids oplevelser.

”Til Blind fandt vi frem til en stil, hvor vi bruger begrænsende nærbilleder for at give en fornemmelse af ikke at kunne se. Vi er meget sparsomme med totalbilleder, for vi vil i stedet forsøge at holde information tilbage for tilskueren. Kameraet er ofte så tæt på tingene, at man hele tiden har en fornemmelse af at kunne støde ind i dem.”

”Ofte holder vi bare Ingrid i billedet, selvom man kan høre lyde uden for billedet. Det giver en illusion om, at hun er fanget i lejligheden, og forhåbentlig får man på den måde en fornemmelse af klaustrofobi.”

Fremtiden byder på suspense
Blind har allerede klaret sig godt på filmfestivaler, og langt de fleste anmeldelser har været særdeles positive.

Alligevel vil Eskil Vogt i fremtiden ikke kun satse på egne projekter. Der skal stadig være plads til samarbejdet med Joachim Trier.

”Vi har jo arbejdet sammen, siden jeg var nitten. Og det vil vi også gøre i fremtiden. Vi kommer til at arbejde sammen om nogle film, og så har jeg samtidig mine egne projekter,” fortæller Vogt.

Snart tager han til USA for at besøge Joachim Trier inden indspilningerne til Triers første internationale film, Louder Than Bombs, går i gang. Vogt og Trier har skrevet manuskriptet, og hovedrollerne skal spilles af Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Isabelle Huppert.

Og så er Eskil Vogt også så småt ved at starte på et nyt manuskript til en film, som han selv skal instruere.

”Jeg vil den her gang forsøge at udforske en form for suspense, der bygges langsomt op over tid. Det synes jeg efterhånden er blevet lidt en lost art of cinema. I dag ser man rigtig mange håndholdte og rystende kameraer. Jeg vil gerne prøve at vise, at jo mere stille og tyst, der er, jo mere spændende kan det også blive,” afslører Eskil Vogt.