Gaspar Noé: ”Porno er en del af livet”
Selvom Gaspar Noé ikke konkurrerer om den Gyldne Palme ved dette års Cannes-festival, er der ikke mangel på opmærksomhed omkring den 51-årige instruktør.
Den argentinskfødte franskmand har tidligere været i hovedkonkurrencen med Enter the Void og Irreversible, men i år deltager han uden for konkurrence med 3D-filmen Love. Den handler om en kærlighedstrekant, hvis grafiske scener allerede har vakt kontrovers.
Love blev vist ved en midnatspremiere natten til torsdag, og i eftermiddags mødte Noé og kompagni så verdenspressen til en snak om filmen. Og hvilken retning diskussionen ville tage, var næsten givet på forhånd.
Film på sengekanten
Gaspar Noé blev hurtigt spurgt, om han bevidst havde forsøgt at overskride grænser med de eksplicitte sexscener. Det afviste han pure.
”Det er en film om kærlighed, ikke en film om schweiziske banker eller Scientology. Filmen hedder Love, så hvorfor skulle jeg ikke også vise fysisk kærlighed?” sagde han og tilføjede, at andre instruktører har udforsket emnet før ham.
”Men film handler i grunden om livet, og her er sex og kærlighed en vigtig del. Det ville være underligt ikke at inkludere de vidunderlige øjeblikke, som sex kan medføre.”
Panik på badeværelset
Filmens tre stjerner, som lægger krop til de pikante scener, fortalte om de mange nøgenscener.
Klara Kristin, der spiller nabo og den ene af de to piger i filmens kærlighedstrekant, var ikke synderligt bekymret.
”Som barn havde jeg lidt af et kompleks omkring min krop. Jeg lod ikke engang min mor se mig nøgen. Men jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte: ’Hvad fanden er problemet? Vi er jo alle mennesker og alle mennesker er smukke.’”
Filmens mandlige stjerne, Karl Glusman, måtte dog lige tage mod til sig, før han slap hæmningerne løs.
”På førstedagen skulle vi optage et close-up af mine kønsdele, og jeg stod ude på badeværelset og overvejede at stikke af fra det hele. Det ville så have været enden på en allerede meget kort karriere,” sagde han med et smil.
Hevet ind fra gaden
De tre skuespillere, som er filmens hovedpersoner, har ikke meget erfaring. Aomi Muyock og Klara Kristin debuterer i Love, og Glusman har ikke en lang karriere bag sig.
Intet problem, mener Noé, som fandt dem ude i den virkelige verden.
”Jeg mødte Aomi til en fest og Klara i en natklub. Folk siger, at man har brug for en hel castingproces for at finde de rigtige, men jeg vil hellere stoppe folk på gaden, gå ind i en bar, finde en fyr og spørge: ’Kunne du ikke tænke dig at spille en rolle i en af mine film?”
Vis sex på sund måde!
Snakken fandt hele tiden tilbage til spørgsmålet om filmens pornografiske natur, og Noé indrømmede også, at filmens grafiske billedside havde gjort filmen svær at få stablet på benene i USA.
”Denne film ville aldrig være blevet lavet i Amerika,” sagde han og udvidede sit svar ved at sammenligne filmkulturer.
”Europæere er langt mere åbne over for sensualitet og erotik, modsat amerikanerne, som kan være meget firkantede.”
At sex og pornografi er blevet enormt udbredt, var han heller ikke i tvivl om.
”Selv i isolerede landsbyer i Irak eller Afghanistan finder du otte-niårige drenge, der sidder og ser porno på deres telefon. Du kan ikke bekæmpe det, sådan er verden endt – det er en del af livet,” konkluderede Noé, men tilbød samtidig en vej frem mod et mere naturligt forhold til sex på film.
”Hvis du virkelig vil gøre noget ved, så sørg for, at sex bliver vist og præsenteret på en sund måde.”
Kommentarer