Portræt af Cannes-vinderen

Han ligner en vismand. En profet. Den lange magre krop, de indsunkne kinder, det stålgrå skæg og de trætte, kloge øjne. En mand, der himler med øjnene og sarkastisk henviser til Gud, når en journalist spørger, om der overhovedet er noget håb for den verden, han skildrer på film.

Den 67-årige østrigske instruktør Michael Hanekes film fremstår da heller ikke som den rene altruisme.

Tværtimod blotlæger han et europæisk, fremmedgjort borgerskab, hvor fortrængningerne, skylden og skammen bobler under den skrøbelige civilisatoriske fernis, der altid krakelerer i Hanekes film.

I søndags nåede han karrierens højdepunkt, da han vandt Den Gyldne Palme i Cannes for sin nye film, Das weisse Band, der handler om en nordtysk landsby i tiden før Første Verdenskrigs udbrud. Verbal såvel som fysisk terror er en selvfølgelig del af byens patriarkalske orden.

Betændt fortid
Filmen, der har været ti år undervejs, kan på mange måder ses som et hovedværk i østrigerens ouevre, hvor hjemlandet og Europas betændte fortid altid har ligget som en dyster understrøm i hans historier.

I Pianisten (2001) spiller årets juryformand, Isabelle Huppert, klaverlærerinden, der med sadistisk arrogance tugter sine elever, når de ikke rammer Beethoven eller Schubert. Men ensomhed og uforløste drifter driver lærerinden ud i sadomasochisme og selvdestruktion.

Fortiden benævnes direkte i Skjult (2005), der indbragte Haneke prisen for bedste instruktion i Cannes. Det franske politis massakre på fredelige algeriske demonstranter i 1961 virker som et diskret, men effektivt tematisk bagtæppe for historien om den intellektuelle Georges.

Mystiske videobånd leder ham tilbage til Majid, den algeriske dreng, som den unge, jaloux Georges med en løgn frarøvede muligheden for det samme privilegerede liv, han selv fik. I et enkelt billede konfronteres han definitivt med sin skyld, da Majid uden varsel skærer halsen over på sig selv.

Det hvide bånd
Med Das weisse Band tager instruktøren for første gang skridtet helt ned i kælderen og bringer fortiden op i lyset.

Det hvide bånd, som titlen refererer til, er et symbol på renhed og uskyld, som landsbyens børn tvinges til at gå med af den præst, der med streng puritansk moralisme opdrager børnene i den rette tro.

Men bag de voksnes kyniske magtfuldkommenhed gemmer der sig en afgrund af selvretfærdigt hykleri, og det hvide bånd er som symbol tomt for indhold.

Som i alle Hanekes film er børnene uundgåeligt deres forældres afkom, og de voksnes afstumpethed bliver givet videre i lige linje. Og måske er det børnene, der står bag den mystiske terror, der hærger landsbyen.

Filosofi og psykologi
Das weisse Band åbner med en voice-over, der fortæller, at historien måske kan give en forklaring på, hvad der senere er hændt i Tyskland.

Haneke selv voksede op i den østrigske by Wiener Neustadt. Begge forældre var skuespillere og faren tilmed instruktør. På universitetet i Wien læste han filosofi og psykologi. Ved siden af skrev han litteratur- og filmanmeldelser.

I 1974 lavede han sin første tv-film, Und Was Kommt Danach, i Tyskland.

I tv-hovedværket Lemminge fra 1979 viser han uden formildende omstændigheder, hvordan hans egen generation som selvmorderiske murmeldyr er endt i den samme småborgerlige, forløjede forstillelse som forældregenerationen.

Adorno og Horkheimer
Michael Haneke er kulturkritisk i Adorno og Horkheimers ånd. De to tyske filosoffer flygtede umiddelbart før Anden Verdenskrigs til USA, hvor de sammen skrev hovedværket Oplysningens dialektik fra 1947.

Holocaust var for dem ikke et tilbagefald til simpel barbarisk ondskab, men tværtimod en fatal konsekvens af civilisationen og rationalitetens fremmarch. Oplysningstidens frihedstanker trællebandt den menneskelige natur og erstattede den med en kynisk, maskiniel fornuft, der udviskede menneskelig nærhed og empati.

En kynisk fornuft som i Hanekes film stadig er dybt forankret i det Kontinentaleuropæiske borgerskab.

Hos Adorno og Horkheimer ligger håbet i kunsten, der skal tvinge individet ud af apatien og den falske bevidsthed, som medier og magthavere dikterer.

Det samme gælder for Michael Haneke.

Han laver film i direkte opposition til Hollywood, der ifølge Haneke sluger tilskuerne råt og fratager dem muligheden for selv at tage stilling.

"Med mine film appellerer jeg til, at filmkunsten skal stille insisterende spørgsmål i stedet for at komme med falske (alt for hurtige) svar. Den skal skabe afklarende distance i stedet for krænkende nærhed, provokation og dialog i stedet for forbrug og konsensus," skriver den østrigske instruktør i essayet, Film als Katharsis fra 1992.

Følelser frosset til is
Haneke spillefilmdebuterede som 47-årig med Der Siebente Kontinent (1989), som skildrer en østrigsk kernefamilie, der drømmer om at rejse væk til et imaginært syvende kontinent. Men de kommer aldrig af sted og beslutter sig for at begå kollektivt selvmord!

I monoton stil bevidner vi familiens trivielle hverdagsritualer: Bilen tankes, varer lægges op på båndet i supermarkedet, morgenmaden bliver stillet frem. Kameraet fastholder i nærbilleder forbrugerismens maskiner og rutiner. Selv det kollektive selvmord skildres som tom mekanik.

Filmen optræder som første del af Hanekes Istids-trilogi, der består af film, som tager udgangspunkt i autentiske østrigske drabssager. Haneke nægter at psykologisere, men viser bare handlingerne og et samfund, hvor følelser og nærvær er frosset til is.

I trilogiens anden del, Bennys video (1992), slår en dreng en midaldrende pige ihjel med en boltpistol - bare for at se, hvordan det føltes. Og de pæne forældre går rationelt frem og planlægger, hvordan de slipper af med liget og sikrer Bennys fremtid.

Som den nazistiske embedsmand, Adolf Eichmann, er de blinde for deres egne handlingers moralske og menneskelige konsekvenser.

Mediernes skyld
Tv-skærmen og videobutikkens tvivlsomme sortiment er den fremmedgjorte Bennys udsyn til verden. Tv-skærmen er det sidste familien ser, inden de begår kollektivt selvmord i Der Siebente Kontinent.

Mediekritikken er markant hos Michael Haneke.

Især i Funny Games (1997), hvor han gør seeren til direkte medskyldige i den medievold, som det komiske makkerpar, Poul og Peter - der kunne være Gøg og Gokkes psykotiske slægtninge - udøver mod en kernefamilie.

Morderne siger det direkte ud gennem skærmen: Vi gør det for jeres underholdnings skyld.

Funny Games er en raffineret metakonstruktion, hvor publikum skal væmmes ved sig selv som tilskuere til den medievold, vi i amerikanske film indtager som gnidningsløs underholdning.

Er det så slemt?
Det kan være hårdt at se Hanekes film, hvor man på kølig distance oplever modernitetens håbløshed. Man spørger uvilkårligt sig selv: Er det den virkelighed, jeg lever i? Er det så slemt?

Hanekes verden kan virke fjern fra et mere frigjort samfund som det danske. Hans film kredser om et særligt tysk traume, og man kommer uundgåeligt til at tænke på Josef Fritzls kælder. Men samtidig er der ingen tvivl om, at Haneke sætter tingene på spidsen, så vi får øjnene op for nogle tendenser i vort eget liv.

Samtidig har han gennem årene udviklet sig til en stadig mere levende instruktør. Fra de første minimalistiske film, hvor kameraet på afstand blot registrerer og skuespillerne knapt nok spiller, er han gået tættere og tættere på skuespillerne.

Og med Das weisse Band, der er filmet i Hammerhøi-smukke sort-hvide billeder, træder han for alvor i karakter som en personinstruktør. Filmens kammerspilsscener leder tankerne hen på Ingmar Bergman. Og handlingen er fortalt som en mysterium, der kunne være taget fra en kriminalfilm. Men løsningen overlades til tilskueren.

For som Michael Haneke sagde på pressekonferencen i Cannes: "Film er skihop: Det er op til publikum at hoppe."