Posthus Teatret truet af lukning
Indtil for få dage siden kunne man besøge den lille biograf på Rådhusstrædet under det gamle posthus, som Carsten Brandt og hans kone har bygget op med egne hænder.
I 32 år har parret importeret kunstfilm til filmelskere, men nu kan man på Posthus Teatrets hjemmeside læse, at de indtil videre har lukket og dermed afbrudt den retrospektive kavalkade, 32 år og 32 filmperler.
Ejendomsselskabet DEAS-gruppen har solgt de ovenstående lokaler til natklubben Cube. Biografdirektør og filminstruktør Carsten Brandt er et frisindet menneske, men han har svært ved at se, hvordan pumpende Madonna-rytmer og sjælelig filmkunst skal kunne fungere sammen.
"Vi kan jo ikke vise vores film, når de laver et diskotek scene og dragshow, og de skal have åbent fra klokken tolv midt på dagen til klokken to om natten," siger han.
Uerstattelig
Posthus Teatret er et legendarisk kultursted, som er kendt uden for Danmarks grænser og hvert år har gæster fra udlandet.
Som den eneste biograf i Skandinavien bygger Posthus Teatret udelukkende på egne importerede film. Biografen har introduceret store udenlandske instruktører for et dansk biografpublikum, og blandt de over 100 film, som er blevet vist igennem 32 år, er Patrice Lecontes Monsieur Hire, Nikita Mikhalkovs Brændt af solen, Gavin Millars Dreamchild, Roy Anderssons Sange fra anden sal og værker af Peter Greenaway og Alexander Sokurov (som netop nu konkurrerer om Guldpalmen i Cannes).
Biografens lokaler er i sig selv uerstattelige med deres gammeldags og hjemlige stil, og der findes ikke andre biografer, hvor kan man nyde en kølig whisky i en rød lædersofa og samtidig opleve en film.
Hul i loven
"Vi har prøvet at gribe fat i myndighederne, Københavns Kommune, Kulturministeriet og Det Danske Filminstitut, men det virker som om, de alle er helt ligeglade," siger Carsten Brandt. "Vi kan ikke planlægge for fremtiden, og derfor har vi valgt at stoppe op og vente på, hvad der nu sker."
Ifølge loven må der være op til 40 decibel støj mellem to erhvervslejligheder, men når støjen er på det højeste, trænger den gennem loft og vægge. Og der findes ingen hjemmel, som tager højde for, at nogle erhvervslejligheder ikke kan eksistere med et sådan støjniveau.
Kommunen hjælper ikke
Hvis natklubben åbner som forventet i august, er der ikke nogen fremtid for biografen, mener Carsten Brandt. Han er villig til at gå i retten, men "retssagen vil strække sig over et år eller halvandet, og der er vi jo allerede gået nedenom og hjem," siger han.
Carsten Brandt skal ikke forvente hjælp fra kommunen.
"Det er ikke kommunens opgave at beskytte den gamle kulturinstitution," siger Poul Nielsen fra Center for Byggeri, Københavns Kommune. "Det er ejeren, der suverænt bestemmer, hvad han vil gøre med sin bygning, og det eneste, kommunen kan gøre, er at købe bygningen, men det tvivler jeg stærkt på vil ske. Det er bygningens ejer, der er skurken i det her. Han må jo vide, hvad det er, han smadrer."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra husets ejer, direktør Erik Vestergaard-Jensen for DEAS-gruppen.
Kommentarer