Chefredaktør: Pr-folk er blevet lidt for dygtige

Udenrigsministeren har sendt en e-mail til bestyrelsen i Dansk Journalistforbund.

”I lang tid har jeg ikke kunnet forstå, hvad Dansk Journalistforbund får ud af at have Marie Nielsen som medlem. Som parti får vi i hvert fald ikke noget ud af, at hun er medlem af jeres forening,” skriver han og fortsætter:

”Fra vores perspektiv arbejder Marie kun for én persons interesser. Ikke for partiet, ikke for partimedlemmerne, ikke for Folketinget og bestemt ikke for Dansk Journalistforbund, men for Marie selv.”

”Jeg kan ærligt sige, at vi ikke er det eneste parti med disse påstande. Når jeg snakker med mine kolleger i de andre partier, er der enstemmighed. Ingen har høje tanker om Marie Nielsen og hendes metoder,” understreger udenrigsministeren og slutter:

”Være søde at forstå, at jeg ikke ville gå så vidt ud fra rygter eller gangsladder. Den her opførsel har foregået alt for længe, og det er tid til at stoppe den!”

Så snart udenrigsministerens e-mail bliver offentligt kendt, lyder der et ramaskrig.

En journalist skal naturligvis ikke tjene hans og partiets interesser, og det er magtmisbrug at lægge pres på en uafhængig journalistforening – den fjerde statsmagt, der skal føre kontrol med de øvrige magter – med sådan et uanstændigt bagholdsangreb.

Et dårligt menneske
Udenrigsministeren har i virkeligheden ikke skrevet ovenstående e-mail, men den er desværre ikke opdigtet.

Den er nemlig skrevet af Frederik Malling Juul, distributionsdirektør i SF Studios, og sendt til Hollywood Foreign Press Association (HFPA). Foreningen består af omkring 100 udenlandske filmjournalister i Los Angeles, og Frederik Malling Juul vil have foreningen til at ekskludere det danske medlem, Tina Jøhnk Christensen.

Ordlyden af mailen er den samme som ovenfor, men erstat ”udenrigsministeren” med ”SF-direktøren” og ”Marie Nielsen” med ”Tina Jøhnk Christensen”.

Hendes brøde er, at hun i kraft af sit medlemskab af HFPA har fået et interview med Quentin Tarantino og placeret det i Filmmagasinet Ekko, mens den danske journalist fra et andet magasin, som Frederik Malling Juul havde kørt i stilling, endte med at få et afslag.

I stedet for at glæde sig over, at et dansk magasin trods alt har fået et interview, er direktøren fra SF Studios blevet vred.

SF har netop landet en aftale med Sony Pictures om at distribuere selskabets titler i hele Skandinavien, og Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood er en af de kommercielle perler i aftalen. Frederik Malling Juul føler, at Tina Jøhnk har ødelagt hans store pr-plan, og fordi han ikke kan styre, hvem hun sælger sine interviews til, forsøger han at miskreditere hende.

Han bruger sin magtposition i et selskab, der er en del af Nordens største mediekoncern Bonnier, til at udstille en kvinde som en dårlig journalist og et dårligt menneske – vel at mærke bag journalistens ryg. Han gør sig også til en slags talsmand for en række andre danske distributører og journalister – sandsynligvis uden deres viden – og understreger, at der ikke er tale om rygter eller gangsladder.

Klagen indeholder kun én konkret sag, nemlig at Tina Jøhnk skulle have saboteret det interview, Frederik Malling Juul havde planlagt med Tarantino.

Det viser sig ikke at være tilfældet, hvilket Juul erkender, men han fastholder angiveligt sin holdning til Tina Jøhnk, selv om resten af e-mailen består af … rygter og gangsladder.

Noget for noget
Ekko kunne forleden berette historien, som trods sin opsigtsvækkende karakter er gået nærmest upåagtet hen. Ingen overskrifter, ikke et ord i hverken Journalisten eller Mediawatch, ikke en lyd i Mennesker og Medier på P1, ingen forargede journalistkolleger, kun et par kommentarer på Facebook og lidt omtale i et sladderprogram i radioen.

Forklaringen er enkel.

SF-direktørens angreb er business as usual i kulturjournalistikken, der efterhånden er på niveau med sportsjournalistikken, hvad integritet og seriøsitet angår.

I filmbranchen bliver journalister betragtet som en del af den økonomiske fødekæde.

Journalisterne er leddet ud til biografkunderne, og de indgår som en nøje udtænkt del af filmselskabernes pr-planer. Selskaberne vil bestemme, hvilke journalister og medier der interviewer stjernerne, ligesom de forventer, at de udvalgte journalister betaler tilbage med en positiv omtale, der sælger billetter til filmen.

Det må være denne indgroede tankegang, der får Frederik Malling Juul til at tro, at han er i sin gode ret til at verfe en journalist ud. For som han skriver i sin klage: Tina Jøhnk arbejder ikke for filmen, filmselskaberne eller distributørens interesser, hun arbejder kun for sig selv.

Det er jo det, man i journalistikkens verden kalder ”integritet”, men i SF-direktørens verden er det anarki.

Styring af pressen
Journalister er ikke filmselskabernes modstandere. Selvfølgelig elsker filmjournalister film. Vi jubler, når vi bliver henrevet i biografen, og vi ærgrer os, når en film ikke indfrier forventningerne.

Men journalister er i bund og grund ikke sat i verden for at tjene filmselskaberne. Journalister skal betjene læserne med begavede, begejstrede, udfordrende og kritiske artikler, som ofte – men ikke altid – er til fordel for filmen.

Vi kan ikke undvære hinanden – filmselskaberne og journalisterne – men det er en misforståelse at tro, at vi har fuldstændigt overlappende interesser. Selskabets opgave er at sælge filmen, journalisten skal skrive sandheden.

Frederik Malling Juuls e-mail er det mest håndgribelige og rystende eksempel på, hvordan distributører og pr-folk i højere og højere grad forsøger at styre og kontrollere pressen.

Man vil godkende journalisten, der skal lave interviewet, og hvis selskabet ikke bryder sig om vedkommende, har redaktøren bare at komme op med en anden journalist – ellers bliver der ikke noget interview!

Pr-folkene insisterer også på at få hele artiklen til gennemsyn, og hvis der er udtalelser, som ikke gavner filmen eller på anden måde er ufordelagtige, kræves de fjernet – også selv om udtalelserne er gengivet ordret.

Marionetdukke
På Filmmagasinet Ekko har vi ikke ønsket at spille med på de præmisser, og det giver os jævnligt nogle udfordringer. Vi får at vide, at de andre medier er anderledes ”samarbejdsvillige”.

Alligevel lykkes det os gang på gang at lave interessante interviews og artikler, som vækker glæde hos både læserne, kunstnerne og filmselskaberne.

Vi har i tretten år brugt tre forskellige korrespondenter fra Hollywood Foreign Press Association. Siden 2017 har det været danske Tina Jøhnk Christensen, og hun har været den dygtigste og mest professionelle af de tre. Der har intet været at udsætte på hendes artikler eller måde at arbejde på.

Så meget desto mere er der grund til at trække en streg i sandet over for SF-direktørens magtfuldkommenhed.

Frederik Malling Juul skal ikke bestemme, hvem der sidder i en uafhængig, journalistisk forening i Los Angeles. Og det er uacceptabelt, at han med et bagholdsangreb, der ikke tåler dagens lys, forsøger at ødelægge karrieren for en journalist, blot fordi hun ikke vil være hans marionetdukke.