Kære dagbog: Premiere med tårer

Da vores Sundance-delegation har fået fornøjelsen af at komme til min veninde Kara Durretts efterfest for hendes Save Yourselves! – som jeg nævnte i min forrige dagbog – tænker jeg, at det kun er på sin plads også at se selve filmen. 

Så kl. 7.30 på femtedagen får min medforfatter Johan Wang og jeg trukket os op til at se filmen. 

Og vi er begge enige om, at det er en fantastisk oplevelse. Det er en satirisk gyserkomedie, der laver sjov med millennials, der ikke kan finde ud af andet end at være på internettet. Johan og jeg føler os til tider truffet og er helt på røven over historien, humoren og karaktererne. 

Efter filmen skal jeg til et møde med en amerikansk agent, der vil tale om, at han skal repræsentere mig. På vejen hen til Hilton-hotellet modtager jeg dog en frustrerende email om, at flyselskabet stadig ikke har fundet min computer, men at de leder videre. 

Mødet med agenten varer halvanden time og går fint. Firmaet, han arbejder for, startede ud som et advokatfirma. Men nu har de også agenter, som hjælper med at sælge tv-projekter for deres klienter i form af tv-pakker. Det betyder, at de for eksempel parrer unge instruktører med mere etablerede producere og produktionsselskaber for at højne succesraten for salg. 

En intim affære
Til efterfesten for Save Yourselves! snakkede jeg en del med Jeff Bowers, som er en af kuratorerne fra Vimeo-tjenesten, som inviterede vores delegation til deres Happy Hour.

Så efter mødet med agenten drager Emil Gundersen – klipperen på vores serie Kemohjerne – og jeg af sted. Vi har en forventning om, at vi skal til et officielt arrangement, men da vi ankommer på adressen, viser det sig at være Vimeo-kuratorernes egen bolig under opholdet!

Det er en mere intim affære end, hvad du er vant til på festivalen, så jeg føler, at jeg kommer godt ind på livet af folk. Der er også flere folk, som jeg har snakket med i løbet af de sidste dage. Emil og jeg lykkes også med at få inviteret en masse folk til vores internationale premiere, som finder sted dagen efter.

Om aftenen tager hele vores delegation til et mingle-arrangement for filmfolk og komponister, der er arrangeret af den amerikanske musikfagforening ASCAP.

Karoline Brygmann, der spiller Eva i Kemohjerne, er også lige ankommet til Park City med sin kæreste Elias Munk og deres søn. Så hun joiner os også til happy hour’en.

Det har allerede været en lang uge. Man begynder at være drænet for energi, så vi får mest bare lige opdateret Karoline om alt, hvad der er sket på festivalen og spist en masse gratis tacos. Èn af lederne fra ASCAP fortæller mig dog i slutningen af aftenen, at komponisten Dan Romer lige var smuttet femten minutter før. Ham ville jeg ellers gerne have hilst på, da jeg har brugt en del af hans musik til at klippe efter gennem tiden.

Så går det løs!
Dagen efter er den store premieredag for Kemohjerne på festivalen.

Vi står alle sammen tidligt op om morgenen og gør os klar. Efter et hurtigt smut forbi en brunch hos Utah Film Commission, skynder vi os af sted til Egyptian Theatre, hvor visningen skal foregå. Det er alle seriens fem afsnit, der skal vises.

Vi bliver ført op i en ventesal i toppen af bygningen, hvor vi i en times tid fordriver tiden med forfriskninger og billeder fra den røde løber. Fotooptagelsen foregår i samme rum med en Sundance-presse-baggrund, hvor to fotografer klikker billeder af os i forskellige person-kombinationer.

Serien skal vises sammen med en tv-pilot, der hedder Embrace, så deres hold får også lige taget billeder.

Inden visningen skal jeg og instruktøren fra Embrace op og præsentere vores projekter. På trods af nervøsitet går det fint. Jeg får sagt de ting, som jeg gerne vil sige, og selve visningen går virkelig godt.

Jeg har været meget spændt på at se, hvordan publikum reagerer på humoren og oversætter den til amerikansk. Men folk bliver stille og griner næsten alle de steder, vi har håbet. Så kan man næsten ikke bede om mere.

Tæt inde på livet
Efter visningen bliver vi kaldt op til Q&A, og hele vores hold kommer med op på scenen.

Q&A’en er meget følelsesladet, da mange folk i salen tydeligvis har haft kræft tæt ind på livet.

Der er meget ros til serien. Vores hovedpersons følelsesmæssige og behandlingsmæssige rejse kan de tidligere og nuværende kræftpatienter nikke genkendende til.

Vi kæmper alle med at holde tårerne tilbage, da en ældre dame rejser sig op og fortæller om sin søn, der var igennem et lignende forløb, da han var atten år. Og hun slutter af med at sige, at hun efter serien for første gang forstår, hvad han har været igennem.

Q&A-oplevelsen minder mig om, hvorfor jeg laver film og tv.

Bagefter kommer der tre agenter over til mig fra tre forskellige, store amerikanske agenturer. De er vilde med serien og vil gerne tale om repræsentere mig. Wow!