Premiere på kontroversiel dokumentar
En af de seneste års mest kontroversielle dokumentarer får nu premiere.
Det er Emma Sullivans danskproducerede film om ubådsmorderen Peter Madsen og det slæng af mennesker, som arbejdede eller bare holdt til på hans værksted på Refshaleøen i København.
Into the Deep blev flot anmeldt til fem stjerner af Ekkos Niels Jakob Kyhl Jørgensen på Sundance-festivalen, hvor den havde verdenspremiere i januar 2020.
Men senere trak han anmeldelsen tilbage, hvilket der intet fortilfælde er i Ekkos 22-årige historie. Årsagen var, at Ekko havde afsløret, at flere af de medvirkende i dokumentaren deltog imod deres eget ønske.
Det gjaldt ikke mindst en yngre kvinde, der havde vidnet imod Peter Madsen og var traumatiseret af oplevelsen.
Efter at Ekko tog sagen op, valgte Netflix at stoppe den planlagte udgivelse på streamingtjenesten. Undervejs fik den omtalte kvinde at vide, at hun ville blive klippet ud af filmen. Der var også en Ritzau-artikel om, at filmen var blevet droppet, men det kunne Ekko hurtigt afkræfte.
Og nu, efter to år og ni måneder, får Into the Deep premiere på Netflix. Det sker på fredag den 30. september, og streamingtjenesten har netop offentliggjort en trailer, som kan ses nederst i artiklen.
Australske Emma Sullivan skulle oprindelig lave et filmisk portræt af Peter Madsen til Aarhus Festuge. Hun havde derfor i tiden op til drabet på journalisten Kim Wall filmet Peter Madsen og gruppen af mennesker, der på den ene eller anden måde var tilknyttet hans projekter.
Men filmen tog pludselig en helt anden drejning. I stedet for en hyldest til en fandenivoldsk iværksætter var Emma Sullivan i besiddelse af nogle unikke optagelser, ikke bare med morderen Peter Madsen, men også med mennesker, der havde troet på hans projekt og havde fået vendt deres verden på hovedet.
Flere af dem var så hårdt ramt, at de slet ikke ønskede at være med i dokumentaren. Det accepterede Netflix, og nu kan filmen så endelig vises.
Kommentarer