Pressesvigt i lækagesagen
I filmen The Insider går Jeffrey Wigand på landsdækkende tv og fortæller, at hans tidligere arbejdsgiver, tobaksfirmaet Brown & Williamson, direkte har spekuleret i, at nikotin er vanedannende.
Afsløringen er en bombe under tobaksindustrien, som med terror, trusler og bagvaskelse forsøger at knække Wigand, der mister familie og anseelse.
Så galt er det ikke gået filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen, der i Ekko #48 tog bladet fra munden og afslørede, at det var forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, som i 2007 lækkede fortrolige informationer til TV 2 om udsendelse af jægersoldater til Irak. En bemærkning fra Winthers advokat om, at Guldbrandsen ikke kunne vide sig sikker, når han gik på gaden, blev ifølge Ekkos oplysninger hurtigt trukket tilbage, og efter fire uger forlod Gade & Winther dansk politik og red dermed mediestormen af.
Men lækagen, som ifølge Forsvaret bragte soldaternes liv i fare og kan give flere års fængsel, er aldrig officielt blevet opklaret. Fordi TV 2 nægter at fortælle sandheden. I 2007 valgte stationen den lille historie – nyheden om udsendelse af soldater – frem for den store historie om en politisk udpeget embedsmand, der lækker fortrolige informationer for at stille ministeren i et fordelagtigt lys.
Og nu bruger TV 2 kildebeskyttelsen, der oprindelig var tænkt som en beskyttelse af whistleblowere imod magthaverne, til at beskytte magthaverne imod whistlebloweren. Oven i købet bakket op af Dansk Journalistforbunds formand, der har tilbudt ”at mægle” mellem Winther og Guldbrandsen, som var der tale om en privat konflikt. Sagen er et påfaldende eksempel på, at danske journaliste i stigende grad fravælger den afslørende journalistik, hvis den kan true mediernes gode forhold til magteliten.
Også DR, der ligesom TV 2 burde være systemets vagthund, har optrådt som dets skødehund. Sagen blev yderligere tilspidset, da Guldbrandsen af sin kollega, DR-journalisten Nils Giversen, fik stillet en lydfil til rådighed, en telefonsamtale, hvor angivelig TV 2’s Rasmus Tantholdt bekræfter, at lækagen kommer fra Jacob Winther.
Men da DR’s generaldirektør Kenneth Plummer hørte lydfilen, besluttede han – efter at have involveret DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen, som har stærke politiske forbindelser – at indholdet var alvorligt, men ikke kunne forelægges offentligheden! Efterfølgende fyrede Plummer Giversen, selv om DR i andre sammenhænge ivrigt har forsvaret brugen af skjulte optagelser som et legitimt arbejdsredskab. Men det gælder åbenbart kun, når der er tale om afsløringer af momsunddragende grønthandlere og dovne socialarbejdere, små fisk, der ikke er i stand til at slå igen.
Paradoksalt nok er det medierne, der er mest ivrige efter at forhindre, at sandheden kommer for en dag. Nu er det op til Højesteret at beslutte, om TV 2 kan tvinges til at vidne og DR til at udlevere lydfilen. Svaret blæser stadig i vinden.
Kommentarer