Prima Ballerina
23. jan. 2024 | 13:24 - Opdateret 24. jan. 2024 | 11:42

Selskabet bag Prima Ballerina erklæret konkurs

Foto | Frederik Hoff

Valerie Edwina Saunders har tidligere forsikret, at hendes drømmefilmprojekt Prima Ballerina nok skulle lykkes. Men efter dagens konkurs sagde hun meget kort til Ekko, at det nu er slut.

Valerie Edwina Saunders kæmpede forgæves i retten, hvor dommeren valgte at erklære hendes selskab konkurs med en gæld på mindst 4,7 millioner kroner.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Efter fire måneders ventetid kan de 44 filmarbejdere, ansat på filmproduktionen Prima Ballerina, endelig se frem til at modtage løn.

I dag blev producenten Valerie Edwina Saunders’ selskab JFX erklæret konkurs under et møde i Sø- og handelsrettens skifteret.

Film- og tv-arbejderforeningen FAF, hvis medlemmer ifølge foreningen har fem millioner kroner til gode og står bag konkursbegæringen, regner med at modtage konkursdekretet torsdag eller fredag.

Herefter kan de anmelde lønkravene til Lønmodtagernes garantifond.

Fonden har så 35 arbejdsdage til at bearbejde anmeldelserne, hvorefter filmarbejderne kan blive betalt. I alt altså cirka fem måneder efter, lønnen oprindelig skulle have været udbetalt i september.

Ifølge FAF modsatte producenten sig kravet om de cirka fem millioner, som ifølge hende burde være fire millioner. I retten bad hun igen om udsættelse, da hun hævdede at kunne få et lån til at betale pengene. Dommeren krævede at se dokumentation, hvilket ikke var muligt.

Det er sjette gang, at Valerie Edwina Saunders i sin karriere er gået konkurs med et selskab.

Prima Ballerina havde efter sigende et budget på omkring 50 millioner kroner og skulle have været en international eventyrfilm med filmarbejdere fra hele verden. På rollelisten var Caspar Phillipson, og tyske Hagen Bogdanski (De andres liv) skulle fotografere og instruere filmen. 

Saunders har undervejs for filmholdet nævnt Disney og Warner Bros. som finansiører, men det er aldrig blevet dokumenteret. 

Hurtig reaktion afgørende
FAF er tilfreds med dagens afgørelse, som er slutningen på næsten fire måneders konflikt.

”Det er på tide, at der er kommet et konkursdekret fra Sø- og Handelsretten,” skriver FAF’s forpersonskab bestående af Pernille Nydal, Kristine Maj de Neergaard og Roar Skau Olsen, i en mail til Ekko og fortsætter:

”Derved kan FAF endelig få sendt vores medlemmers lønkrav videre til Lønmodtagernes garantifond. Det har i en tid stået klart for os alle, at filmarbejderne i denne sag ikke ville få deres løn udbetalt fra Valerie Edwina Saunders’ firma.”

”Denne sag viser, at når talspersoner, hele filmholdet og FAF arbejder tæt sammen, så kan vi sammen løfte vores medlemmers lønkrav hele vejen til tops i systemet. Vi kan også konstatere, at hvis vi ikke alle havde reageret hurtigt i denne sag, så var der gået endnu længere tid, før de skyldige lønninger blev udbetalt – hvis det nogensinde var sket.”

”Vi vil gerne takke for holdets opbakning, deres sammenhold og tålmodighed i forhold til, at vi nu endelig kunne ansøge om deres tilgodehavender hos Valerie Edwina Saunders gennem Lønmodtagernes Garantifond,” udtaler forpersonskabet.

”Vi ses i biografen”
Det er fjerde gang, Valerie Saunders er kaldt i Sø- og handelsrettens skifteret i forbindelse med sagen.

Første gang var 2. november 2023, hvor hun købte sig tid ved at fremvise en konto med de fornødne midler til at betale ét medlem. Her fortalte hun Ekko, at projektet stadig ”tegner godt”.

Samtidig undskyldte hun for forsinkelsen (se videoen nederst).

Anden gang var 23. november, hvor hun igen udsatte konkursen ved rent faktisk at betale ét medlem.

I den forbindelse ringede Saunders til Ekko og proklamerede, at ”vi ses i biografen”.

Tredje gang var 3. januar.

FAF havde konkursbegæret på vegne af samtlige skyldte medlemmer på én gang, men producenten meldte sig syg dagen før retsmødet.

Til gengæld mødte en repræsentant fra Skattevæsenet op. Saunders har nemlig ikke betalt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af sine lønudbetalinger igennem flere år.

Skylder endnu mere
Sagen begyndte allerede i midten af september, hvor filmarbejderne holdt op med at modtage løn, og med undtagelse af ét medlem mangler de stadig betaling, hvilket i alt løber op i cirka fem millioner kroner.

Derudover blev Ekko i oktober informeret om, at Valerie Edwina Saunders’ selskab skylder penge til udlejningsfirmaer og Moltkes Palæ, som måtte forvise filmholdet fra området på grund af manglende huslejebetaling.

Skattevæsenets repræsentant var også til stede på dagens møde.

Ekko forsøgte at få en kommentar fra Valerie Edwina Saunders, men hun ville gerne vente med kommentarer. Inden vi skiltes, sagde hun dog, at filmprojektet Prima Ballerina – som hun har arbejdet på i mange år – nu er forbi.

Valerie Edwina Saunders i skifteretten 2. november 2023

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko