Ekko: Sydkoreaner fortjener Guldpalmen

Alle 21 film i hovedkonkurrencen i Cannes er blevet vist, og i aften skal den ni mand store jury med instruktøren Alejandro González Iñárritu i spidsen kåre vinderne af syv priser.

Det er altid et større puslespil, som bliver besværliggjort af festivalens regler: Vinderne af de tre største priser – Guldpalmen, Grand Prix og bedste instruktør – kan ikke få andre priser, og højst én pris må blive delt mellem to film.

Men lad os give Iñárritu & co. en håndsrækning.

Især tre film har skilt sig ud. Det er Bong Joon-hos komedie-thriller Parasite, Pedro Almodóvars aldrende filminstruktørportræt Pain and Glory og Céline Sciammas 1700-tals lesbiske drama Portrait de la jeune fille en feu.

Også 82-årige Ken Loach imponerer med et stærkt arbejderklassedrama, Sorry We Missed You, men det lægger ikke noget nyt til hans oeuvre, så Guldpalmen skal findes mellem de tre førstnævnte.

Det bliver uanset hvad en historisk Guldpalme. Hvis prisen går til Parasite, bliver det første hovedpris til en sydkoreansk film nogensinde. Céline Sciamma kan blive den første kvindelige solovinder af Guldpalmen, og Almodóvar har på trods af sin imponerende karriere aldrig strøget helt til tops i Cannes.

Her er vores bud på fordelingen af priserne, og det eneste, vi kan garantere for, er, at det ikke kommer til at gå nøjagtigt sådan i aften.

Guldpalme: Parasite

Kravet til en Guldpalmevinder er, at den er original, bevægende og tankevækkende, og Bong Joon-hos Parasite er det hele på én gang.

Det er historien om en fattig familie, som med snuhed og snilde invaderer en rig familie. Det er enormt morsomt, men samtidig uhyggeligt og ikke mindst tankevækkende. På en underholdende måde formår Bong Joon-ho at italesætte den moderne verdens urimelige sociale forskelle, og han formår undervejs igen og igen at overraske med sin fortælling.

Bong Joon-ho er kendt som en genreinstruktør, der har lavet monsterfilmen The Host, sci-fi-thrilleren Snowpiercer og miljødramaet Okja. Men han formår i sin nye film at blande genrerne på en meget original måde, og så er han en utroligt begavet instruktør, der i den grad behersker den filmiske fortællekunsts finesser.

Og så fortjener Sydkorea en Guldpalme, ikke mindst efter at Lee Chang-dongs mesterværk Burning blev skammeligt forbigået af sidste års jury i Cannes.

Grand Prix: Portrait de la jeune fille en feu

Et kammerspil om en kunstner, der skal male et bryllupsportræt af en velstående kvinde, lyder ikke som det mest ophidsende plot.

Men franske Céline Sciamma udfolder den gryende, forbudte affære mellem de to unge kvinder med en sådan elegance og nuancerigdom, at man uundgåeligt bliver draget ind i dramaet. Og selv om filmen foregår for tre århundreder siden, rammer den tidsånden med historien om to stærke kvinder, der for en stund tager kontrollen over deres eget liv – og oven i købet også hjælper en stuepige.

Noémie Merlant og Adèle Haenel spiller bogstavelig talt røven ud af bukserne, og de har også fortjent sammen at vinde prisen for bedste kvindelige skuespiller. Men det forhindrer festivalens reglement, og vi synes, at filmen fortjener en af de store priser, så de to skuespillere må i stedet glæde sig over prisen til deres medsøster Céline Sciamma.

Instruktør: Pedro Almodóvar

Pedro Almodóvars karriere har været nedadgående, men med Pain and Glory er han tilbage i storform med en meget personlig film.

Det fortjener en af festivalens store priser, og hvad er mere oplagt end at give instruktørprisen til en stor instruktør, der har skabt et portræt af en instruktør?

Antonio Banderas er forrygende som den aldrende og sygdomssvækkede Salvador, der ikke har lavet en film siden en fiasko for 30 siden. Han tænker tilbage på sin barndom med forældrene i en ludfattig hule og møder en række af sine venner og kolleger. Det er utroligt rørende – især barndomsscenerne, hvor Penélope Cruz spiller hans mor – og selv om det selvspejlende kunstner-krise-tema er en gammel krikke, så bliver man revet med af portrættet.

Det er ikke nybrydende filmkunst, men i mangel på den slags film på årets festival, skal Almodóvar have en stor pris.

Mandlig skuespiller: Leonardo DiCaprio & Brad Pitt

Denne pris har Antonio Banderas fra Pain and Glory egentlig fortjent, men det forhindrer Cannes-reglerne. Så i stedet vælger vi at give prisen til en anden stor skuespilfilm, nemlig Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood.

Filmen er et kærligt portræt af Hollywood i slutningen af 60’erne, og det er en eminent tidsbillede. Men det bæres især af forrygende stærkt spil af Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som spiller henholdsvis en skuespiller, der lider under at blive typecastet som skurk, og hans stuntmand.

Tarantinos niende epos har ikke et stærkt plot eller for den sags skyld den store karakterudvikling, men man bliver aldrig træt af at se på de to stjerner – som når Pitt klasker karatemesteren Bruce Lee i en nævekamp, eller når DiCaprio giver den fuld gas foran kameraet i en westernoptagelse.

Kvindelig skuespiller: Mame Bineta Sané

Mame Bineta Sané spiller i Atlantique syttenårige Ada, der bor i en fattig del af den senegalesiske hovedstad Dakar. Hun skal giftes med en velstående playboy ved navn Omar, men elsker bygningsarbejderen Souleiman. Da han forsøger at flygte mod et bedre liv i Europa, forsvinder han på havet, og Ada efterlades med et liv fyldt af spørgsmål.

I den forførende og mystiske historie giver Sané et menneskeligt holdepunkt med sin præstation som en ung kvinde, der på samme tid er undertrykt og i sine følelsers vold. Årets festival har været tyndt på kvindelige hovedroller, men Mame Bineta Sané spiller stærkt som Ada, der har muligheden for at få opfyldt sine materielle drømme, men ikke kan lade være med at tænke på sine inderste ønsker.

Debutinstruktøren Mati Diop – den første farvede kvinde i Cannes-festivalens hovedkonkurrence – har med Atlantique lavet en gådefuld film. Men den byder på en vigtig skildring af desperation og fattigdom på det afrikanske kontinent, hvor arbejdere bliver udnyttet på det groveste.

Juryens pris: Les misérables

En af årets positive overraskelser er Ladj Lys debutfilm, hvor en ung politimand får arbejde i en fransk forstadsghetto. Her bliver han chokeret over sin makkers tvivlsomme metoder, men han opdager også, hvor svært det er at agere i det konfliktfyldte univers.

Tingene eskalerer, og snart kommer de helt ud af kontrol. Les misérables er fortalt med en dokumentarisk nerve, som leder tankerne hen på Mathieu Kassovitz’ 1995-mesterværk La Haine, der skildrer et lignende miljø.

Juryens pris gives ofte til yngre talenter og de på papiret lidt mindre film – Lars von Trier fik prisen for sin debut Forbrydelsens element i 1994 – og det er oplagt at hylde Ladj Ly for den overbevisende skildring af livet i en ghetto, han kender fra sin egen opvækst.

Manuskript: Sorry We Missed You & Little Joe

Her vælger vi det lille trick at dele prisen mellem to film, nemlig britiske Ken Loach’ Sorry We Missed You og østrigeren Jessica Hausners første engelskprogede film, Little Joe.

I førstnævnte kaster Loach og hans manusforfatter Paul Laverty et tankevækkende blik på det nye freelance-arbejdsmarked, som er trængt ind i flere og flere brancher – også vor egen journalistverden. Alt tegner lovende for Joe, da han får arbejde som chauffør, men med en ubønhørlig logik begynder han og kernefamiliens liv at falde fra hinanden, fordi ansættelsen er uden nogen form for sikkerhedsnet.

Little Joe er en sci-fi-fortælling om opfindelsen af en plante, der gør sin ejer til at lykkeligt menneske, hvis man vel at mærke passer godt på den. Men hvad vil det sige at være lykkelig? Jessica Hausner viser med kuldegysende effektivitet bagsiden af den nye vidunderplante, der kan lede tankerne hen på lykkepiller og andre produkter, som er populære i det moderne samfund.