Prisvinder: Det er børnenes film

Bløde krøller, blødt bomuldstøj og blød stemmeføring – Narimane Mari er lige til at putte i lommen, som hun sidder med benene stemt mod bordkanten og bruger fagter, når det engelske sprog ikke rækker.

Hun er født i 1969, men har stadig det dejligste, barnlige kropsprog og en umiddelbarhed, der er beundringsværdig.

Det vrimler netop med børn i hendes Cph:Dox-vinderfilm Bloody Beans, hvor hele sytten unger deler den kollektive hovedrolle. De er en fælles enhed, som med kreativ frihed levendegør Algeriets oprør mod den franske kolonialmagt i de tidlige 1960’ere.

”Jeg synes faktisk ikke, at filmen er hverken en dokumentar eller en fiktionsfilm,” lyder det overraskende fra Narimane Mari.

”Jeg vil sige, at det er en sand fortolkning af en del af mit lands historie.”

Rollespil
Filmen er et rollespil om Algeriets uafhængigskrig. Landet var koloniseret af Frankrig, og fra 1954-62 var der voldsomt oprør mod kolonimagten.

I Bloody Beans lever de algeriske børn af bønner, mens de onde franskmænd smovser i lækker mad. Da en af drengene kommer til at slå en prut – det er jo meget naturligt, når man spiser bønner – så bliver børnene så sure over deres kedelige kost, at de beslutter sig for at gøre oprør.

Det er en enkel fortælling: beslutningen om at stjæle mad, tyvetogten til den franske bastion og den efterfølgende succesfest på stranden. Men det er så ekspressivt fortalt, at filmen fremstår som en kalejdoskopisk kunstfilm.

Aldrig mere krig
Der er skævvreden symmetri, når børnene marcherer op ad en lang trappe eller klatrer over et hegn. Den ledsagende musik med mekaniske metallyde går i kroppen på tilskueren og skaber en uro.

Narimane Mari har valgt at gøre filmen stiliseret, fordi hun ikke ønsker at vise krig.

”Hvis jeg skulle lave realisme, så var jeg nødt til at vise krigen. Men jeg vil ikke gentage en krig,” slår hun fast.

Med filmen håber hun blot, at krigen – og andre krige – aldrig bliver glemt. Og aldrig bliver gentaget.

”Aldrig mere krig. Aldrig, aldrig, aldrig,” bønfalder hun.

Den onde mand
Selvom filmen handler om de tidlige 60’ere, har Narimane Mari indlagt en scene med tydelige rødder i nutiden.

Børnene kan høre, hvordan en mand mishandler sin kone. De stimler sammen uden for døren og råber for at lokke ham frem, og ud på balkonen træder en bleg mand med grisemaske.

”Dégage!” råber børnene med knyttede hænder. Det var det ord, mængden i Tunesien råbte til landets nu afsatte præsident Zine El Abidine Ben Ali, da det arabiske forår gryede i 2010.

”Det betyder ’forsvind’ på fransk,” fortæller Narimane Mari. ”Alle børnene er samlet, og de fordriver den her onde mand. Det er ikke kun én af dem, der er en helt – de er alle sammen helte.”

Kage og musik til glæde
Manden med grisemasken går væk. Børnene ignorerer ham og strømmer i stedet ind i det lille rum, hvor hans grædende kone ligger.

For at trøste giver de hende en dyrebar kage, og da det ikke får hendes gråd til at stoppe, synger en af drengene. Intet virker, og børnene forstår ikke, hvorfor hun græder.

”Det skete faktisk for min mor, da hun var ung. Det var hårdt for hende, fordi hun var en fransk kvinde, der elskede en algerisk mand,” fortæller Narimane Mari.

”En lille nabodreng gav hende en småkage og satte sin yndlingsmusik på pladespilleren, men hun blev ved med at græde. Den lille dreng blev selv ked af det, fordi for ham var kagen og musik glæde.”

”Vi voksne kan lære noget af det. Vi bør tænke mere som børn. Det er derfor, jeg har taget den historie med i filmen.”

Pigerne mod drengene
Børnene fik retningslinjer og replikker, men ellers en høj grad af frihed i deres rollespil.

”Jeg er ligeglad med, om børnene kravler rundt eller sidder stille, men vi skal have samme mål, og de er nødt til at kende og forstå målet. Men når de forstod, at filmen handlede om uafhængighedskrigen, så var de i stand til at genfortolke og opfinde,” siger Narimane Mari.

Da børnene på deres rejse skal igennem en kirkegård, siger drengene til pigerne, at de hellere må blive hjemme. Det er for farligt.

”Det var slet ikke meningen. Drengene kom til mig og sagde, at de ikke ville have pigerne med. ’Jøsses! Hvis I ikke vil have dem med, så må I selv fortælle dem det,’ sagde jeg.”

Instruktøren var chokeret, men forberedte de tre piger på, at drengene ikke ville have dem med.

”’I må fortælle dem lige præcis, hvad I tænker. Forklar dem, hvorfor I skal med.’”

Improviseret ligestilling
Narimane Mari tager benene ned fra stolen og læner sig frem.

”Det er helt improviseret, når pigen siger: ’Jeg er her ikke kun for at føde børn.’ Der elsker jeg hende! Da en af drengene siger, at pigerne skal være derhjemme og bede, kigger hun på ham: ’Skal jeg så også lave bønner til dig?!’”

”Det er så stærkt, når hun leger med filmens symbolik i form af bønnen og giver det endnu et lag af betydning. Hun mistede aldrig fatningen. Men jeg hadede drengene i det øjeblik …”

Narimane Mari griner.

”Bagefter spurgte jeg drengene, hvad de nu syntes om pigen. Og de var fulde af beundring. Så nu elsker jeg faktisk den scene.”

Så fuld af liv
Oprindelig var det ikke meningen, at der skulle være sytten børn, men nogle af dem dukkede op hver dag, og så fik de alligevel lov at være med i filmen. Det er fattige gadebørn, og ikke alle går i skole.

”Det er en af mine ambitioner, at folk får øjnene op for de her børn. Den unge generation i Algeriet er så fuld af liv. De er så dygtige, og de har brug for en fremtid.”

”Jeg ringede til børnene i går og fortalte, at vi havde vundet. Jeg er ikke engang sikker på, at de ved, hvordan man staver København eller ved, hvor det ligger. Ingen af børnene har været uden for Algeriet.”

Som Narimane Mari sidder med armene om knæene, fremstår hun sårbar – som en forlængelse af børnene fra sin egen film. På en måde er de tilstede.

”Det er børnenes film,” siger hun blødt. ”Det er dem, der har vundet.”