Dokumentarproblemer skyldes presset branche

Kritikken hagler ned over DR-dokumentaren Grønlands hvide guld, ligesom den de seneste år har gjort det over andre opsigtsvækkende DR-dokumentarer som Spies og morgenbolledamerne, Forfulgt af politiet? og TV 2’s Den sorte svane.

DR har besluttet at iværksætte en undersøgelse af processen bag deres eksterne produktioner med særligt fokus på dokumentarer, der er støttet af Det Danske Filminstitut.

På Facebook har den erfarne dokumentarproducer Jesper Jack skrevet en række opslag om sagen. I det seneste fremlægger han sammen med kollegaen Meta Louise Foldager Sørensen nogle refleksioner over grunden til de mange danske dokumentarkontroverser.

”Dokumentarproduktion i dag er præget af stærkt konkurrencepres og et konstant krav om at skabe debat, afsløringer og opsigtsvækkende historier,” skriver han og fortsætter:

”Når projekter sælges, skal de ofte love ’unik adgang’, ’afsløringer’ og et narrativ, der kan sætte dagsorden i medierne. Den dynamik skaber en risiko for, at journalistiske principper som kildehensyn, sandhed og kontekst bliver tilsidesat.”

Jesper Jack slutter opslaget af med at opfordre til debat i branchen om, hvordan man bestiller, producerer og formidler dokumentarer.

Over for Ekko uddyber han, at problemerne også skyldes stigende krav til, at dokumentarister leverer præcis den film, der oprindeligt blev pitchet, selv om netop dokumentarprojekter ofte udvikler sig i takt med research.

”Der er en krise i dansk dokumentar. Store dele af vores finansieringsgrundlag, som har ligger uden for Danmark, er svundet ind, og der bestilles ikke ret mange film, hvilket fører til stor arbejdsløshed. Derfor må de enkelte produktioner ikke fejle, og de presses til at leve op til pitchen, selv når de ikke kan,” siger han.

Kæmpehul i kassen
Jesper Jack har oplevet udviklingen som medstifter af og producer på det respekterede House of Real, der sidste år stoppede med at operere som produktionsselskab på grund af økonomiske problemer og arbejdspresset.

En del af selskabets problemer skyldtes netop en situation, hvor en dokumentar afveg fra den oprindeligt solgte præmis.

”Det var en større produktion, solgt til en stor europæisk broadcaster, og filmen ændrede undervejs karakter fra at være meget videnskabeligt betonet til at være mere humoristisk essayistisk i sin form. Da vi forsvarede instruktørens vision, sprang broadcasteren simpelthen fra finansieringen,” siger Jesper Jack.

”Det efterlod os med knap en million kroner i gæld. Et andet selskab overtog filmen og færdiggjorde den, mens vi fik et kæmpehul i kassen.”

Jesper Jack mener også, at kravene om at leve op til pitchen kan være en del af forklaringen på problemet med Grønlands hvide guld.

”Hele præmissen for filmen er at bevise, at Grønland ikke har været en underskudsforretning for Danmark. Man er ikke endt med at have hjemmel for den påstand, men dramaturgisk konkluderer filmen det alligevel. Ellers ville der ikke være nogen film overhovedet.”

Antikolonialisme
Grønlands hvide guld er støttet med 2,8 millioner kroner af Filminstituttets nordatlantiske pulje Norddok II. Ifølge Jesper Jack – der selv har været konsulent på Filminstituttet – kan det særlige Norddok-samarbejde også have påvirket produktionen.

”Norddok går ud på at skabe mere diversitet og inkludere nordatlantiske perspektiver, og det gør det ekstra sårbart for redaktører at modsige de færøske og grønlandske stemmer,” siger Jesper Jack.

Grønlands hvide guld er instrueret af danske Claus Pilehave og dansk-grønlandske Otto Rosing.

”Som redaktør vil man være særlig påpasselig med at erklære sig uenig i filmskaberens konklusioner, fordi man ikke ønsker at censurere underrepræsenterede stemmer. Det er min udlægning, men jeg kan også forstå fra deltagere i Norddok-samarbejdet, at det generelt er præget af en kritisk, antikolonialistisk diskurs.”

Stormløb mod DR
Dog mener Jesper Jack, at DR generelt er skeptiske over for politiske dokumentarfilm.

”Jeg oplever, at særligt DR er meget påpasselige med at undgå dokumentarer, der kan betragtes som politisk aktivistiske,” siger Jesper Jack og fortsætter:

”Hvis man for eksempel har en historie om behandlingen af en udsat gruppe, og et specifikt politisk parti kunne være enig i udlægningen, vil man være forsigtig med at iværksætte filmen, selv om den i princippet er relevant public service.”

”Men problemet i dansk dokumentar er langt bredere end bare DR. TV 2 har jo også fået kritik for Den sorte svane, men mange bruger det her som anledning til et stormløb med DR. Vi er nødt til at have en debat om det større problem, hvis vi skal finde en løsning.”