Problemer for Scorsese og Netflix
Det er et ambitiøst, men også problematisk projekt, Netflix har kastet sig over.
Streamingtjenesten vil distribuere Martin Scorseses kommende gangsterdrama, The Irishman, men det kan godt blive svært at gøre uden for USA.
Rettighederne til at vise den i resten af verden ejes nemlig allerede af det amerikanske selskab STX, som købte dem på Cannes-festivalen sidste år for et beløb i omegnen af 350 millioner kroner. STX overvejer angiveligt nu at sagsøge filmens mexicanske producer Gastón Pavlovich, der forhandler med Netflix.
Det skriver branchemagasinet Variety.
Ifølge magasinets kilder har Paramount, som ejede de amerikanske rettigheder, solgt dem til Pavlovich.
En anden flytter ind
STX kommenterer af princip ikke verserende sager, men producerens jagt på en ny distributionsaftale har affødt reaktioner fra lokale distributører rundt omkring i verden.
De har nemlig allerede købt rettighederne til at vise filmen i deres område. Og de kan ikke se, hvordan Netflix kan komme ind i billedet.
”Vi har en juridisk bindende kontrakt angående alle eksklusive rettigheder til The Irishman i Benelux (Belgien, Holland og Luxembourg, red.). Så vidt jeg ved, har Netflix ikke nogen mulighed for at forhandle om internationale rettigheder,” skriver Olivier Van den Broeck fra det belgiske distributionsselskab The Searchers i en mail til Variety.
En anden af filmens rettighedshavere udtaler sig helt uden omsvøb.
”Det er som at sælge mig en lejlighed og så fortælle, at en anden flytter ind,” siger Stefano Massenzi fra det italienske distributionsselskab Lucky Red.
Store penge på spil
Netflix har endnu ikke kommenteret sagen.
Årsagen til hele situationen er ifølge Variety, at Gastón Pavlovich’ produktionsselskab tabte mange penge på Martin Scorseses seneste film, Silence.
Derfor har han ønsket en anden distributionsmodel, som altså er blevet en meget speget affære.
I mellemtiden er budgettet for The Irishman ifølge Varietys kilder steget med omkring 175 millioner kroner, så det nu er i omegnen af 875 millioner kroner. Det skyldes det komplekse effektarbejde, som kræves for at få Robert De Niro – der spiller hovedrollen – til at se meget yngre ud.
Det sidste ord er næppe sagt i sagen.
Kommentarer