Problemet stikker dybere end brodne kar
Jeg er sygemeldt med en arbejdsskade for alvorligt stress og kan ikke forvente at kunne komme tilbage til filmbranchen eller et andet arbejde på fuldtid igen.
I kølvandet på protestbrevet og den debat, det har skabt, vil jeg gerne give min version af, hvor det går galt for os i filmbranchen.
Da jeg startede med at lave film, brugte man otte uger på en spillefilm. De sidste film, jeg har lavet, har været periodefilm. De er blevet optaget på fem en halv uge.
Budgetterne har på ingen måde været tilstrækkelige. Vi vil og skal kunne sammenligne vores film med udlandets produktioner, og da vi er sindssygt dygtige i dette land, kan vi også det.
Men det har konsekvenser.
Interessetimer
Da jeg skulle udfylde skemaet om arbejdsskaden, var nogle af spørgsmålene en øjenåbner for mig.
”Hvornår har du haft en deadline, du skulle overholde?” Hver eneste dag, flere gange om dagen.
”Hvornår er du blevet kontaktet af din arbejdsgiver uden for arbejdstid?” Hver eneste dag på hvert eneste projekt. Vi får mails efter klokken 18, i weekender og på ferier. Og vi har vænnet os til, at det er ok at kontakte folk på alle tider af døgnet og forvente, at vores mails bliver læst og besvaret.
”Interessetimer” er et yndet udtryk.
Men hver gang du beder mig om bare lige at tage et møde, skal jeg have læst hele manuskriptet igennem. Hvis det er tv, er det 1.000 sider, man lige skal pløje igennem. Og tit er man ansat et andet sted, da man jo ikke har startet sin kontrakt endnu. Forberedelsen skal helst være så kort så mulig for at få budgettet til at holde.
Når man endelig starter på sin kontrakt, er det tit med et vigtigt møde, hvor man ikke bare forventes at have læst manuskriptet, men også at have researchet.
Også det er interessetimer.
I sidste øjeblik
Når man er i gang med forberedelse, bliver manuskriptet ofte skrevet om den sidste uge inden optagelsen.
Det sker typisk onsdag eller torsdag.
Så skal det renskrives og bliver udsendt fredag. Så skal der laves en ny produktionsplan, og det betyder, at vi i alle afdelinger i weekenden før optagestart mandag morgen skal lave nye arbejdsskemaer, en ny continuity-plan og så videre.
Fordi vores passion er at lave film, har vi afskaffet begrebet ”normal arbejdstid”. Og det er her, at det går rigtigt galt.
At vi alle er freelancere, gør det jo kun endnu sværere. Hvem skal kontrollere, at man kun må arbejde 50 timer om ugen i maksimum tre måneder?
Vende-uger
En anden ting er de såkaldte vende-uger.
Man starter om mandagen med for eksempel at møde kl. 18 og forskyder i løbet af ugen arbejdstiden, så fredagen byder på arbejde i dagstimerne. Fritiden er næsten ikke-eksisterende. Det foregår i ugevis på samtlige produktioner, fordi man ikke har råd til at betale for weekend-tillæg.
Filmbranchen begår en kæmpe fejl, hvis man tænker, at problemet er nogle få, brodne kar. Jeg har prøvet kun at arbejde med gode mennesker, men fordi opfattelsen af, hvad der er okay, er helt forskruet, er det gået galt for mig.
Jeg har fået kognitive skader i afskedsgave fra filmbranchen.
Jeg håber på det inderligste, at I vil blive bedre til at passe på hinanden. Det fortjener I, da I alle er skønne og passionerede mennesker. Jeg er sikker på, at man godt kan lave gode projekter, uden at flere af os behøver at bukke under og miste eksistensgrundlaget.
Bjørg Serup
Født 1966 på Frederiksberg.
Makeup- og hår-designer.
Debuterede som leder af makeup-afdelingen på Pusher III fra 2005.
Har arbejdet på film som Krigen, Så længe jeg lever og Før frosten samt serier som 1864 og Efterforskningen.
Gik ned med stress i 2021.
Ekkos hotline
Har du oplevelser fra filmbranchen, som du gerne vil dele med Ekko?
Vi kan døgnet rundt kontaktes på 2729 0011 eller ekko@ekkofilm.dk.
Vi garanterer fuld anonymitet.
Kommentarer